Skip navigation

Uddannelsesministeren vil ifølge Politiken nedsætte et rejsehold, der skal hjælpe ministeren med at få ideer til, hvordan man kan bryde med den social arv indenfor uddannelsessystemet. Holdet, der også bliver omtalt som mønsterbryderkorpset, skal bestå af mønsterbrydere og eksperter. Det er nok så vi får både teoretisk og praktisk indsigt med i korpset.

Det er altsammen meget fint. Men hvor ville jeg dog gerne en dag prøve at være en del af et rejsehold. Det lyder som et godt arbejde. Sådan at køre rundt i landet og møde en masse mennesker, der gerne vil gøre et godt indtryk, og som synes ens besøg er vigtigt. Og når man præsenterer sig, kan man sige – “Ja, vi er så rejseholdet” og så kan man pege på en af de andre fra holdet og sige et efternavn. La Cour for eksempel. Ja, hvis det er en af eksperterne altså, for det vil jo ikke virke seriøst, hvis det er en af mønsterbryderne, der hedder sådan. Dem vil man nok mere være på fornavn med.

Når man så er færdig med at rejse, siger man sin uforgribelige mening og så får ministeren måske en idé. Det ville være et OK arbejde, tror jeg.

I dag profeterer tre meget anerkendte økonomer igen noget. Af de videnskaber der tillader sig at komme med profetier er ingen videnskab så ringe til det som økonomien.

Man skulle tro det kunne danne grundlag for selvkritik.

Hvor jeg tidligere måtte overvinde alverdens distraktioner for at samle mig om arbejdet, er arbejdet i dag den distraktion, jeg griber til for at blive distraheret fra alverdens distraktioner.

Det er lang tid.

Det er vigtigere for forskeren at blive peeret, end det er at blive pirret. Og det er i grunden en skam.

Her er et link, der forklarer hvordan forskellige slags dampmaskiner virker. Med illustrationer der bevæger sig og det hele. Det er så fint!

Altså dampmaskiner virker fordi… jo, det er noget med et indre tryk, der på et tidspunkt bliver så stort, at det må udlignes. Det sætter så noget i bevægelse. Ja, OK enten det eller også lukker maskinen bare damp ud. Det er svært ikke at blive begejstret for sådan en maskine.

Tænk på alt det vi ikke ved om hinanden. Som land.

Havde man en mønt for hver litterat, der har forsøgt at forklare, hvad det er, der udmærker og fremhæver den skønne litteratur, ville man være rig. I virkeligheden er spørgsmålet om, hvad det særlige er ved litteraturen ikke svært. Det særlige ved den skønne litteratur er, at den finder sig selv så særlig fornem, at den mere end noget andet ynder talen om sine ynder. Var verdens tekster samlet i en andegård ville skønlitteraturen være den kalkunske hane, der var født med sporer og som derfor troede, at den var en kejser, der kunne puste sig op som et fartøj for fulde sejl og som pludrede til den blev ganske rød i hovedet.

Det er overraskende let at styre sine handlinger så længe man ikke tænker over dem, men omvendt vanskeligt er det at styre sine tanker når man ikke handler på dem.

Når alt kommer til alt.

Den depressive kan under tiden finde ro midt i en tilstand af permanent uro.

Eller sådan kan han ønske sig at bære den.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt siger ansvaret for folkeskolereformen er et fælles ansvar. Men hvorfor lavede regeringen og forligspartierne så folkeskolereformen uden lærerne?

Folkeskolereformen er politisk makværk

Thorning siger folkeskolereformen er en fælles udfordring. Udfordring er nysprog for problem. På den måde kan hun godt have ret

Det sted på engen hvor gærdet er lavest, er sådan et dejligt sted. Dér skulle man tælle sine får.

Statens Museum for Kunst

Her er Statens Museum for Kunst. Bygningen er stor, og kan ikke være på billedet. Bygningen ligger lidt hævet og diagonalt på krydset over for Kongens Have midt i København. Taget er irret, og der er relieffer placeret på bygningens facade. Der er en høj trappe, man skal op ad for at komme ind. Der er også søjler.

 

 

 

 

Statens museum 171

Her kan man bedre se bygningen og indgangen. Man skal op af grusstien dér for at komme op til kunsten. Er man på cykel, kan man parkere cyklen her. Bygningens navn står skrevet øverst oppe. Der er brugt guldbogstaver.

 

 

 

 

 

Statens Museum for Kunst

Her er trappen man skal op ad, for at komme op til kunsten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Statens museum 184

Når man kommer ind på Statens Museum for Kunst, står man i en højloftet Hall. Det er herfra gæsterne distribueres ud til de forskellige udstillinger, til garberoben og toiletterne i underetagen. Og til museumsbutikken. Man kan også aflevere sin barnevogn, og til gengæld låne en af museets egne vogne.

I midten af hallen er der en stor disk. Det er den man ser på billedet. Der kan man få information.

 

 

 

 

Statens museums vagterHer kan man se hallen lidt fra oven. Der er streger og pile på gulvet. Der er også reb. Det er ikke alle steder man kan gå. Man kan også se nogle museumsvagter.

 

 

 

 

 

 

Statens museum Faste udstillinger

Her bliver museets gæster orienteret om, hvor de skal gå hen, hvis de vil se de tre faste udstillinger, der ligger på første sal. Europæisk Kunst er brun og ligger lige fremme. Dansk og Nordisk Kunst har en sort firkant og ligger sammen med Fransk Kunst, der er tyrkis, til venstre.

 

 

 

 

 

 

 

 

Bag døren er kunstenInde bag døren er kunsten. Vagten holder øje. Der er også en metaldør, der er klar til at rulle ned og spærre vejen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her hænger kunstenHer kan man se kunsten hænge. Der er meget kunst på Statens Museum for Kunst, så kunsten hænger ofte tæt. Ved siden af billederne hænger der tekst. Nogen steder står der bare, hvad billedet hedder, hvem der har lavet det og hvornår. Men af og til får man mere at vide.

 

 

 

 

 

 

 

Viden og designHer kan man få noget at vide om kunsten. Der er hørertelefoner og en skærm man kan kigge på. De stole man kan side og lærer på er Danish Design. Gulvet er et sildebensparket.

 

 

 

 

 

 

Man kan lærerDet her billede er fra udstillingen om Europæisk Kunst. Her kan man også lære forskellige ting. Her er der plads til at en hel klasse kan sidde.

 

 

 

 

 

 

 

Afsporet: Kønsdebatten lever af at skelne mellem de køn, debatten prøver at problematisere skellet mellem.

Når vi skal have gang i kønsdebatten, relancerer vi den gamle traver: Der er, eller der bliver gjort forskel på de to køn. Årsagen til at vi kaster os ind i kønsdebatten er, at vi enten er utilfredse med, at der er eller bliver gjort forskel på kønnene, eller at der er noget i udviklingen i forholdet mellem kønnene, vi synes bærer på en tendens, det er værd at påtale. Målet med kønsdebatten er enten helt at opløse distinktionen mellem kønnene eller at ønske sig at den forskel der er på kønnene gik nogle andre steder end dér, hvor det historisk og aktuelt er tilfældet.

Hvis vi ønsker os helt at opløse distinktionen mellem kønnene, sådan at vi for eksempel helt holder op med at være opmærksomme på en kønsforskel, så er kønsdebatten ikke det bedste sted at begynde. Den debat springer fra og lever af distinktionen mellem kønnene.

Hvis det man ønsker sig er en genforhandling af den måde, værdier og normer er distribueret kønnene imellem, kan man tro at kønsdebatten må være the place to be. Det er formentlig rigtig nok når de områder der udpeges er af den slags, der meget formelt lader sig pege på: Lige løn og barsel kan nævnes. Men det er svært at se, hvad kønsdebatten ellers forløser. Det er muligt den kan være et sted, hvor enkelte kan få luft for de overgreb, kønnet for dem er resulteret i: For eksempel kan kvinder sikkert med god grund anklage mændene for at deres krop til stadighed bliver reduceret til begærsobjekt af mandens blik, og mændene kan med ligeså god grund (skønt sjældnere hvilket igen skyldes den måde kønnene er og bliver gjort på) anklage kvindens blik for at være et socialt blik, der er mest interesseret i de penge og den status, manden repræsenterer.

Men så står vi ligesom dér. Og medmindre anklagerne faktisk hjælper os selv til at rive blikket ud af kavalergangene og væk fra skulderpudernes løfter om sukkende hvile, hvad kavalergangene og skulderpudernes fortsat presserende nærvær synes at betvivle, peger vi, selv med kønsdebattens mest anklagende finger, bare på de steder, vi allerede har alt for svært ved at få blikket fra.

Jeg vågnede i nat og vidste, de døde er gået ind i deres navn.

Nu har vi igen set et valg, der er blevet præget af proteststemmer. Proteststemmer er sådan en særlig slags demokratisk stemme. Proteststemmen er sur og gnaven. Den er imod udviklingen. Imod dynamikken i samfundet. Den siger nej og det er som bekendt lettere at sige nej end ja, for ja kræver indsigt, viden og fornuftige argumenter, mens nej er udtryk for den irrationelle, stædige og kontrære sætten sig i mod.

Men det er virkelig vigtigt, at vi alle lytter til proteststemmerne og forstår den vrede, stemmerne i virkeligheden er udtryk for. Vi skal også forstå, hvor bange proteststemmerne er. Og så skal vi berolige dem. Vi skal have modet til at fortælle dem om vores holdninger, om fremtiden og hvordan det vil gå. Det er vigtigt, at vi viser proteststemmerne respekt. Vi må ikke bare tale ned til dem, fordi de føler afmagt og føler sig marginaliseret.

Hvis vi bliver ved med at behandle proteststemmerne med saglighed og respekt, og fortæller stemmerne at centraliseringen af magten og kapitalen hos os, er udtryk for at vi alle bliver rigere, så vil der ikke gå længe inden proteststemmerne igen vender tilbage til os, der forstår, at “ja” er fornuften og oplysningens svar og “nej” er udtryk for angst og uvidenhed.

Du skal tale således at sproget af din egen mund såvel som af andres altid tillige behandles som mål og aldrig blot som middel.

Så er der de Radikale – kulturoptimisternes parti.

De tror. På Europa. På fremtiden. For tiden.

De lytter også. Mest til økonomer.

Engang troede de på lærerne.

Til gengæld så stoler de vist stadig. Rigtig rigtig meget. Det er vigtigt at kunne stole.

Honor is sometimes found among thieves.

– Walter Scott

Tid er en mangelvare i øjeblikket.

Det var så let at springe ud i det tidlige forår. Nu står vi tunge af blomst og regn. Vi har bare at bære det sommeren igennem.Tung af blomst og regn

“Ja, jeg tror på korsets gåde”, skrev Grundtvig. Og bare for at ingen skal være i tvivl om, hvad han mener med korsets gåde, er der et kors her:

Et kors, en gåde.

Et kors, en gåde. Klart nok.

 

Der skal stå blomster på bordet.

Det mindste græs jeg undrer på

i skove og i dale,

hvor skulle jeg den visdom få

om det kun ret at tale!

                               H.A. Brorson 1734