Skip navigation

Tag Archives: undervisning

Statsminister Helle Thorning-Schmidt siger ansvaret for folkeskolereformen er et fælles ansvar. Men hvorfor lavede regeringen og forligspartierne så folkeskolereformen uden lærerne?

Folkeskolereformen er politisk makværk

Thorning siger folkeskolereformen er en fælles udfordring. Udfordring er nysprog for problem. På den måde kan hun godt have ret

Vi reformerer universiteterne

– og universitetsreformerne

De skal reformeres og fornys skal de. Universiteterne. Så vi laver en universitetsreform. Eller to. Nu skal universiteterne konkurrere mod hinanden. De skal være innovative. De skal være nyere og skinnende. Mere skinnende. De skal køre med taxameteret tændt. De skal være mere som virksomheder. Nej, de skal være virksomheder. De skal have bestyrelser. De skal åbne nye afdelinger. Og fusioneres. Det vil sige slå gamle afdelinger sammen. Århus skal ligge i København. Og Aalborg. Aalborg skal ligge i København. Det er provinsens fremskridt. Virksomheder må være dér, hvor kunderne er. Og de skal vokse. De skal tage flere ind. Som de bør lave nye erhvervsrettede uddannelser til. Der skal være kortere fra forskning til faktura. Og de unge skal have valgmuligheder. Ved hjælp af en universitetsreform kan vi hæve kvantiteten, uden at sænke kvaliteten. Så universiteterne får aftagere. De skal orientere sig mod det internationale. Universiteterne skal have verdensklasse. Men ikke glemme at vi har sikret, der er plads til personlig. Så længe det er udvikling. Og den ikke står i vejen for publikationsevnen. Der skal være høj. Og ny. Vi har gjort op med nulforskeren. Ham der underviste. I stedet producerer vi nyt, for det nye skal stå, hvor det gamle faldt. Fordi det blev gammelt. Da det nye kom til. Og det nye er mere relevant end det gamle og kan handle om det, de taler om på konferencerne. De internationale. Mellem konfrontationstimerne. Og i forskergruppen. Og i undervisningen. Også den naturligvis! Hvorfor har ingen tænkt på den? Den skal evalueres. Og have et løft. Så vi får mere tid til faglig fordybelse. I undervisningen. Men det handler ikke bare om at evaluere. Vi skal måle på det rigtige. Og det er det andet. Det vi ikke har målt på. Det skal vi måle på nu. Og væk med taxametrerne. Ind med nogle andre. Styres skal der jo. Derfor centraliserer vi de administrative funktioner. Samler dem. På den måde oplever vi en synergieffekt. Som vi indfører en enstrenget ledelsesstruktur til at lede. Sådan et instrument er også lettere at spille på. Den enstrenget leder er lettere at tale med. Vi kan overbevise ham om, at han har lavet for mange uddannelser. Dem må vi have nogle færre af. Uddannelserne. Der er jo ingen, der kan kende forskel. Så vi lukker dem. Og så underviser vi mere. Med nye tavler. Og IT. Så vi kan få de studerende igennem. De kommer så let til at sidde i sumpen. Hvis ikke de har den fornødne fremdrift. Så den reformerer vi. Vi tørlægger sumpen på universiteterne og reformerer fremdriften. Det er der mange, der ikke kan lide. På universiteterne. Så det har de godt af. De falder til patten. Det har vi god erfaring for. De ved at reform betyder forandring, der gør godt. De har selv lært os det. Dengang vi gik på universiteterne. Det skal de huske, før de peger fingre: Det var universiteterne. Der skabte os. Der reformer dem.

De studerende skal hurtigere gennem uddannelserne – den såkaldte gennemførselstid skal ned

Gennemførselstiden skal ned.

Samfundslagkagen: De studerende må tage skeen i den anden hånd. Deres gennemførselstid skal ned, for jo hurtigere de kommer igennem desto større bliver lagkagen.

Hvis vi i fremtiden skal finansiere the artist formerly known as, vil det være en hjælp, hvis de studerende kommer hurtigere gennem deres uddannelse.  Et af de værktøjer vi har, er den såkaldte gennemførselstid. Det er en knap, vi kan dreje på. Skruer vi ned for gennemførselstiden, bliver samfundslagkagen større, og vi vil kunne bevare the artist formerly known as.

Den 16. januar 2008 spurgte SFs uddannelsesordfører Jonas Dahl, daværende minister for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander “hvorvidt bestræbelserne på at tilvejebringe en hurtigere gennemførselstid kan føre til en faglig nedgradering af universitetsuddannelserne og dermed et faldende uddannelsesniveau?”. Det var et godt spørgsmål. Spørgsmålet og Sanders svar, der viser, hvilket glimrende instrument universiteterne og deres undervisere er for samfundsudviklingen, kan læses her.

I dag har vi en anden regering. Den vil ikke bestemme hvordan universiteterne skal få gennemførselstiden ned. Kun at den skal ned. Det er demokrati, at vi kan skifte regeringen ud, når vi ikke er tilfredse med den retning, regeringen udstikker for samfundet.

Men det er nu en god idé at sænke gennemførselstiden: Der er så meget, man må glemme, før man bliver i stand til at se det nye i det nye. Det bliver så meget nemmere, hvis man til at begynde med lærer det gamle i forbifarten.

Det er mig, der er det politiske værktøjs værktøj. Da jeg selv var under uddannelse, hørte jeg ofte det billede anvendt, at jeg skulle kunne min lektie så godt, at jeg kunne svare rigtigt, selv hvis jeg blev vækket midt om natten.

I dag tør jeg godt sige, at jeg er god til mit arbejde: Selv hvis jeg vækkes midt om natten, udbryder jeg “Bestået!”

Henning Dyremose har en pointe, når han kalder det “fuldstændig vanvittigt”, at lærernes samvær med elever kaldes “konfrontationstimer”.  I bedste fald kan konfrontationstimer rense luften, men som læringsmiljø lyder det godt nok forurenet.

Dyremoses kommentar gjaldt folkeskolen, og som det fremgår af kommentaren nedenfor muligvis misforstået. Men på de højere læreranstalter omtales undervisernes møde med studerende som konfrontationer. Det kan gøres bedre.