Skip navigation

Tag Archives: udsigelse

“Yes, Piglet?”

“Nothing,” said Piglet, taking Pooh’s hand. “I just wanted to be sure of you.”

Det er svært, for den der tager ordet, ikke at give udtryk for en form for selvovervurdering. Selvom  man omhyggeligt undgår postulater, der indbærer, jeg er et jeg, er der jo stadig stemmen selv: Den dér talende én. Den er ligeså konstituerende for et subjekt, som “konstituerende” er for denne sætning. Stemmen kværner lyde til ord, ord til sætninger og de sidste til postulater. Og selvom postulaterne afviser hinanden og slår hinanden for munden, kommer de ikke uden om, at de kommer af stemmen. Og munden den bor i. Hånden der slår sig for den.

Det engelske ord “spin doctor” er fra 1984. Siden 1992 har man på dansk talt om “spindoktor”.

Spindoktorers opgave er at få deres forsatte til at fremstå i et fordelagtigt lys. Forudsætter vi at denne professionalisering virker, nærer vi i dag mere respekt for de mennesker, der er omgivet af spindoktorer, end vi gjorde før de blev omgivet af dem.

Hvad skyldes det da, når vi ikke nærer mere respekt for dem end før? Svaret er enten at finde hos H.C. Andersen.

Eller også findes svaret i det begreb om kompleksitet, der ofte følger professionaliseringen. Når et område bliver professionaliseret, bliver det også altid komplekst. Kompleksitet er ikke sådan at forklare. Eller at komme af med. Det sikreste man kan sige om kompleksitet er, at man altid kan finde det dér, hvor lortet – trods professionalisering – ikke virker.

Kompleksitet er simpelthen det ord, vi griber til, når vi møder vores professionelle grænse. Så bliver det komplekst.

Og det er det, man mener med spin.

Både Christine Antorini, Magrethe Vestager og senest Morten Østergaard har på skift kritiseret lærerne i sidstnævntes verserende konflikt med Kommunernes Landsforening. De understreger alle, at de ikke blander sig i konflikten, men blot deltager i debatten. Det er et påfaldende standpunkt i forhold til en konflikt, man i sidste ende har magten til at afgøre.

Antorini og Østergaard har begge kritiseret Lærerforeningens formand for at miskreditere lærergerningen. Det er et stort problem, fordi der ikke står respekt nok om lærergerningen. Lærerne har tabt anseelse og Lærerforeningen gør det bare værre, forstår man.

Regeringen kritiserer ikke Kommunernes Landsforening. Her kan man se den hjemmeside Kommunernes Landsforening har oprettet i forbindelse med konflikten. Det er næppe for meget at sige, at Kommunernes Landsforening systematisk og med forsæt bidrager til, at lærerne mister anseelse.

Regeringen synes blind for, at når man siger noget, så kan det, man siger, ikke isoleres fra det forhold, at man siger det.

Ingen har vel så systematisk som regeringen og Kommunernes Landsforening forsøgt at give befolkningen et indtryk af, at lærere ikke laver noget? Det er denne miskreditering af lærerne som politikerne i regeringen og i Kommunernes Landsforening baserer deres folkelige opbakning på. Ydmygelsen af lærerne er det instrument, der gør politikerne i stand til at gennemføre en reform af den danske folkeskole. Ydmygelsen af lærene har allerede bidraget så meget til svækkelsen af folkeskolen, at man skal føle sig mere sikker på gevinsten af den foreslåede reform, end man har grund til at være, for at kunne se meningen med hele operationen.

Det er altsammen så meget desto ulykkeligere, når man betænker, at arbejdstidsregler faktisk er umanerligt fordummende og invaliderende for de institutioner, der ligger under for dem.

Selvkritik anbefaler politikerne i Kommunernes Landsforening og i regeringen at gense von Triers Europa-trilogi.

Vort sociale liv, som det ser ud på Internettet, består i, at vi – på så mange måder som muligt – ikke selv skriver, vi er smukke.

For Selvkritik gik årets citat i 2012 til den 15-årige respondent, som ph.d. og adjunkt Malene Charlotte Larsen citerede i en kronik i Information, og i sin ph.d. afhandling Unge og online sociale netværk fra 2010. Den 15-årige “Camilla” havde i et fokusgruppe-interview om sin adfærd på et socialt netværkssite sagt:

“jeg skriver ikke, jeg er smuk, altså”

Camilla havde konstateret dette i et fokusgruppe-interview fra 2005, men det skal ikke forhindre Selvkritik i i 2013 at prise hende for samtids- og fremtidsdiagnosen: Vort sociale liv, som det ser ud på Internettet, består i, at vi – på så mange måder som muligt – ikke selv skriver, vi er smukke.

Naturen har noget at have sin pral i.

Bare fordi man praler, behøver det ikke betyde, at man ikke ser godt ud.

Ifølge Politiken er den anerkendte dansk-norske økonomiguru Benja Stig Fagerland kommet til at plagiere andres ros af andre, så den tog sig ud som ros af hende. Det må man ikke. Professor Andreas Drejer fra Aalborg Universitet – der selv har skrevet rosende om Fagerland – forklarer her hvordan almindelig praksis er ved lancering af bøger:

“Benja Stig Fagerland kontaktede mig for at få en kommentar, og det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Man bruger ofte, det gør jeg også selv, citater fra andre i branchen, i forbindelse med promoveringen af en bog. Jeg kontakter selv erhvervsledere, jeg kender, og skriver et citat, som jeg sender til dem og får godkendt, så det kan stå på bagsiden af ens bog. Det gør, at læserne får mere lyst til at købe lige netop den bog, hvis de nu eksempelvis står i lufthavnen og skal ud at rejse”

Selvkritik bemærker, at forskellen mellem det dybt forargelige og helt almindelig praksis ved boglanceringer er, at man i almindelig praksis lægger folk ord i munden, mens man på det moralske overdrev, tager ordene ud af munden på dem. Man forstår hvor kort afstanden er fra almindelig praksis og offentlig gabestok i det her-moderne.

Der er det listige ved at rose andre, at man diskret får sagt, at man er i position til at dømme. På den måde står ros i nær relation til selvros. Endnu mere diskret kan man gøre det, hvis man citerer andres præcise iagtagelser. Lidt smitter den slags jo af.

Camilla sagde det, som det er. Os, der giver anerkendelse til guruer, der er “big-deal” og vistnok har været citeret i Time Magazine, har måske selv været ude om det.

P.S. Er der nogen der vil like selvkritiks indlæg om pral?

I det her-moderne er vi splittede, mellem velbehaget ved vores liv som det er og lysten til forandring.

Der er så megen snak. Om hvorfor vi ikke gør oprør.

Talen har – alene i kraft af sin performative karakter – en tendens til at overdrive viljen til forandring.

Vi bruger resten af dagen på at prøve at tale os ud af det.

I det 20. århundrede opfandt mennesket sproghandlingsteorien.

Det her-moderne er kendetegnet ved, at udsagn efter udsagn sættes i skyggen af udsigelse på udsigelse.