Skip navigation

Tag Archives: uddannelse

Uddannelsesministeren vil ifølge Politiken nedsætte et rejsehold, der skal hjælpe ministeren med at få ideer til, hvordan man kan bryde med den social arv indenfor uddannelsessystemet. Holdet, der også bliver omtalt som mønsterbryderkorpset, skal bestå af mønsterbrydere og eksperter. Det er nok så vi får både teoretisk og praktisk indsigt med i korpset.

Det er altsammen meget fint. Men hvor ville jeg dog gerne en dag prøve at være en del af et rejsehold. Det lyder som et godt arbejde. Sådan at køre rundt i landet og møde en masse mennesker, der gerne vil gøre et godt indtryk, og som synes ens besøg er vigtigt. Og når man præsenterer sig, kan man sige – “Ja, vi er så rejseholdet” og så kan man pege på en af de andre fra holdet og sige et efternavn. La Cour for eksempel. Ja, hvis det er en af eksperterne altså, for det vil jo ikke virke seriøst, hvis det er en af mønsterbryderne, der hedder sådan. Dem vil man nok mere være på fornavn med.

Når man så er færdig med at rejse, siger man sin uforgribelige mening og så får ministeren måske en idé. Det ville være et OK arbejde, tror jeg.

Statens Museum for Kunst

Her er Statens Museum for Kunst. Bygningen er stor, og kan ikke være på billedet. Bygningen ligger lidt hævet og diagonalt på krydset over for Kongens Have midt i København. Taget er irret, og der er relieffer placeret på bygningens facade. Der er en høj trappe, man skal op ad for at komme ind. Der er også søjler.

 

 

 

 

Statens museum 171

Her kan man bedre se bygningen og indgangen. Man skal op af grusstien dér for at komme op til kunsten. Er man på cykel, kan man parkere cyklen her. Bygningens navn står skrevet øverst oppe. Der er brugt guldbogstaver.

 

 

 

 

 

Statens Museum for Kunst

Her er trappen man skal op ad, for at komme op til kunsten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Statens museum 184

Når man kommer ind på Statens Museum for Kunst, står man i en højloftet Hall. Det er herfra gæsterne distribueres ud til de forskellige udstillinger, til garberoben og toiletterne i underetagen. Og til museumsbutikken. Man kan også aflevere sin barnevogn, og til gengæld låne en af museets egne vogne.

I midten af hallen er der en stor disk. Det er den man ser på billedet. Der kan man få information.

 

 

 

 

Statens museums vagterHer kan man se hallen lidt fra oven. Der er streger og pile på gulvet. Der er også reb. Det er ikke alle steder man kan gå. Man kan også se nogle museumsvagter.

 

 

 

 

 

 

Statens museum Faste udstillinger

Her bliver museets gæster orienteret om, hvor de skal gå hen, hvis de vil se de tre faste udstillinger, der ligger på første sal. Europæisk Kunst er brun og ligger lige fremme. Dansk og Nordisk Kunst har en sort firkant og ligger sammen med Fransk Kunst, der er tyrkis, til venstre.

 

 

 

 

 

 

 

 

Bag døren er kunstenInde bag døren er kunsten. Vagten holder øje. Der er også en metaldør, der er klar til at rulle ned og spærre vejen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her hænger kunstenHer kan man se kunsten hænge. Der er meget kunst på Statens Museum for Kunst, så kunsten hænger ofte tæt. Ved siden af billederne hænger der tekst. Nogen steder står der bare, hvad billedet hedder, hvem der har lavet det og hvornår. Men af og til får man mere at vide.

 

 

 

 

 

 

 

Viden og designHer kan man få noget at vide om kunsten. Der er hørertelefoner og en skærm man kan kigge på. De stole man kan side og lærer på er Danish Design. Gulvet er et sildebensparket.

 

 

 

 

 

 

Man kan lærerDet her billede er fra udstillingen om Europæisk Kunst. Her kan man også lære forskellige ting. Her er der plads til at en hel klasse kan sidde.

 

 

 

 

 

 

 

Det følgende handler ikke om “that selfie”

– men derimod om sætningen “We are in Africa”

I forlængelse af det i disse dage så omtalte  “selfie” af vores lands politiske overhoved Helle Thorning-Schmidt flankeret af England og USAs ditto har der rejst sig adskillige diskussioner på de sociale medier. Særlig interessant er den redegørelse for billedets tilblivelse, som dets ophavsmand, fotografen Roberto Schmidt, har skrevet, på det franske nyhedsbureau AFPs hjemmeside, og redegørelsens efterfølgende kommentarspor.

På et tidspunkt i sin redegørelse forsøger Roberto Schmidt, at forklare den kontekst billedet er taget i. Han fortæller om den festlige stemning på stadion under den fire timer lange ceremoni og skriver så:

“The atmosphere was totally relaxed – I didn’t see anything shocking in my viewfinder, president of the US or not. We are in Africa.”

I det efterfølgende kommentarspor finder man flere indlæg, der hæfter sig ved de sidste fire ord: “We are in Africa”. Et af disse indlæg lyder sådan her:

“I was totally with you, until the offensive “We are in Africa.” What do you mean by “We are in Africa”? Do you even realize what you just wrote? Ways to insult a whole continent!!! I totally lost respect for you. Yet I am almost sure that you lack the intellectual sophistication to comprehend the offensive nature of that statement. This is so pathetic”.

Kommentaren synes på en meget enkel og ligefrem måde at vise, hvordan de poststrukturalistiske teoriers form for kritik kan reproducere en forskel, det sjældent har været vigtigere at nedbryde end nu: Forskellen mellem de højtuddannede symbolanalytikere, der har fanget det spil, der går i gang, når det indvendes, at et udtryk som “We are in Africa” hviler på undertrykkende kulturelle forestillinger, og så dem der knap så sofistikeret reproducerer undertrykkelsen.

“I am almost sure that you lack the intellectual sophistication to comprehend the offensive nature of that statement”.

De poststrukturalistiske strategier synes på den ene side at rejse en helt rimelig og længe udsat kritik af kulturelle undertrykkelsesmekanismer, gerne patriarkalske, heteronormative, kolonialistiske og så videre af tilsnit, men på den anden side rejser de kritikken på en måde, der ekskluderer rigtig mange mennesker fra at fatte, hvad kritikken går ud på. Det er der måske ingen vej uden om.

Det er muligt at se disse teoriers relative succes blandt højtuddannede urbane mennesker, som en refleks af teoriernes kritiske begrænsning: Kritikken er flatterende for os, der er i stand til at fremføre den. Og det er meget let at føre kritikken uden at se den eksklusionsmekanisme, man selv indfører som erstatning for den, man brugte kritikken til at overvinde.

Med selvkritik får man den tanke, at symbolanalytikere som os med strategier som disse har fundet den ideelle legitimering af os selv som klasse: Vi er de intellektuelt sofistikerede, der gennemskuer de eksklusionsmekanismer, de uden vores indsigt reproducerer med deres krænkende tale.

Er det sådan, det er? Er disse teorier dem, der erstatter spørgsmålet om, hvorvidt du er mand, europæer, hvid, rig, heteroseksuel, med spørgsmålet om, hvorvidt du har en uddannelse?

De studerende skal hurtigere gennem uddannelserne – den såkaldte gennemførselstid skal ned

Gennemførselstiden skal ned.

Samfundslagkagen: De studerende må tage skeen i den anden hånd. Deres gennemførselstid skal ned, for jo hurtigere de kommer igennem desto større bliver lagkagen.

Hvis vi i fremtiden skal finansiere the artist formerly known as, vil det være en hjælp, hvis de studerende kommer hurtigere gennem deres uddannelse.  Et af de værktøjer vi har, er den såkaldte gennemførselstid. Det er en knap, vi kan dreje på. Skruer vi ned for gennemførselstiden, bliver samfundslagkagen større, og vi vil kunne bevare the artist formerly known as.

Den 16. januar 2008 spurgte SFs uddannelsesordfører Jonas Dahl, daværende minister for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander “hvorvidt bestræbelserne på at tilvejebringe en hurtigere gennemførselstid kan føre til en faglig nedgradering af universitetsuddannelserne og dermed et faldende uddannelsesniveau?”. Det var et godt spørgsmål. Spørgsmålet og Sanders svar, der viser, hvilket glimrende instrument universiteterne og deres undervisere er for samfundsudviklingen, kan læses her.

I dag har vi en anden regering. Den vil ikke bestemme hvordan universiteterne skal få gennemførselstiden ned. Kun at den skal ned. Det er demokrati, at vi kan skifte regeringen ud, når vi ikke er tilfredse med den retning, regeringen udstikker for samfundet.

Men det er nu en god idé at sænke gennemførselstiden: Der er så meget, man må glemme, før man bliver i stand til at se det nye i det nye. Det bliver så meget nemmere, hvis man til at begynde med lærer det gamle i forbifarten.

Det er mig, der er det politiske værktøjs værktøj. Da jeg selv var under uddannelse, hørte jeg ofte det billede anvendt, at jeg skulle kunne min lektie så godt, at jeg kunne svare rigtigt, selv hvis jeg blev vækket midt om natten.

I dag tør jeg godt sige, at jeg er god til mit arbejde: Selv hvis jeg vækkes midt om natten, udbryder jeg “Bestået!”