Skip navigation

Tag Archives: tid

Tid er kun penge, når det du laver er røvsygt.

Det er måske ikke overraskende, men det synes vanskeligt at finde de rigtige ord til beskrivelsen af, hvad sprog er: Sproget er et redskab, sproget er et spejl, sproget er et vindue, sproget er noget mennesker bruger til at meddele sig om verden og til at skabe sociale relationer.

Og sådan kan vi overbevise os om, at sproget er, når vi forsøger at beskrive det i de situationer, hvor vi har overskud til den refleksivitet, den der stiller spørgsmålet må besidde: Sproget som noget et subjekt gør noget med.

Men der er også noget galt, når vi i stedet gør subjektet til medium for sproget. Så bliver sproget til noget, væren eller diskursen taler igennem, og vi er dem, der må lytte eller analysere.

Det vanskelige ved at ramme beskrivelsen af sproget, skyldes formentlig, at tiden løber igennem det:

Jeg sætter sætningen i vandet med subjektet som dens gallionsfigur, og på broen udstikkes kursen på det søkort, vi stævner ud for at tilvejebringe.

Om Dorothy Fields tekst til The way you look tonight

 

Man kan nyde The way you look tonight i adskillige variationer. Billie Holiday, Ella Fitzgerald, Mel Torme, Frank Sinatra, Tony Bennett er blandt dem, der har fremført denne smukke sang som Fred Astaire i 1936 sang til Ginger Rogers. Første og sidste vers lyder

Some day, when I’m awfully low,
When the world is cold,
I will feel a glow just thinking of you
And the way you look tonight.

[…]

Lovely, never ever change.
Keep that breathless charm.
Won’t you please arrange it?
Cause I love you, just the way you look tonight.

Teksten, der er skrevet af Dorothy Fields, er fin og selvmodsigende. Sangen indledes med forestillingen om en fremtid i hvilken ekkoet af aftenens skønhed stadig klinger som en glød. Og den slutter med en bøn om uforanderlighed, som den skønne opfordres til at arrangere, som var det en formalitet, samtidig med at kærligheden tilsyneladende konditioneres af øjeblikkets skønhed.

Hvis ikke sangen var så fin ville man lade det fare. Men det er mærkeligt at det øjeblik, hvor skønheden besynges, bevæger sig så let mellem forventningen om en kold fremtid og et præsens, hvor forgængeligheden nok er nærværende, men dog stadig til at spøge med.

Det er i vesterlandets metafysiske ånd kun at tilskrive den skønhed, der skærpes af tidens tand egentlig værdi. Det er borgerskabets diskrete charme at projektere øjeblikkets begær ind i en fremtid, hvor man ikke længere behøver bekymre sig om at skride til handling. Men skønhedens konkrete tidsbundne lovsyngelse kan på den anden side ikke tage evigheden alvorligt. Efter at have nynnet med på den firs år gamle melodi i en uges tid, er det svært ikke at tro, at den måde, du ser ud på i aften, ikke faktisk også vil gløde i fremtidens horisont. Men på det punkt har du kun kunsten at fæste lid til. Så gør for en sikkerheds skyld også noget ved det i aften. For en sikkerheds skyld, naturligvis.