Skip navigation

Tag Archives: søvn

I det der holder mig søvnløs om natten, klinger der som regel noget foreløbigt med. Noget er blevet slået an, som ikke har fundet sit leje eller sin rytme endnu. Måske skal det anslået blot fortone sig, men det er når mine tanker beskæftiger sig med det som foreløbigt, som forberedelse til et videre forløb, at det holder mig vågen.

På den måde minder min søvnløsheds tanker om de sæbeoperaer, der slutter hvert afsnit med at antyde mulige fortsættelser i næste uge. Dem med en voice-over, der udkaster hypotetiske spørgsmål. I øvrigt et træk ved føljetonerne, som dem der karikerer dem, sjældent går glip af en chance for at more sig over.

Jeg kunne ønske mig en hvileløs nat, nogen der kom forbi og karikererede min søvnløsheds tanker.