Skip navigation

Tag Archives: postkolonialisme

Det følgende handler ikke om “that selfie”

– men derimod om sætningen “We are in Africa”

I forlængelse af det i disse dage så omtalte  “selfie” af vores lands politiske overhoved Helle Thorning-Schmidt flankeret af England og USAs ditto har der rejst sig adskillige diskussioner på de sociale medier. Særlig interessant er den redegørelse for billedets tilblivelse, som dets ophavsmand, fotografen Roberto Schmidt, har skrevet, på det franske nyhedsbureau AFPs hjemmeside, og redegørelsens efterfølgende kommentarspor.

På et tidspunkt i sin redegørelse forsøger Roberto Schmidt, at forklare den kontekst billedet er taget i. Han fortæller om den festlige stemning på stadion under den fire timer lange ceremoni og skriver så:

“The atmosphere was totally relaxed – I didn’t see anything shocking in my viewfinder, president of the US or not. We are in Africa.”

I det efterfølgende kommentarspor finder man flere indlæg, der hæfter sig ved de sidste fire ord: “We are in Africa”. Et af disse indlæg lyder sådan her:

“I was totally with you, until the offensive “We are in Africa.” What do you mean by “We are in Africa”? Do you even realize what you just wrote? Ways to insult a whole continent!!! I totally lost respect for you. Yet I am almost sure that you lack the intellectual sophistication to comprehend the offensive nature of that statement. This is so pathetic”.

Kommentaren synes på en meget enkel og ligefrem måde at vise, hvordan de poststrukturalistiske teoriers form for kritik kan reproducere en forskel, det sjældent har været vigtigere at nedbryde end nu: Forskellen mellem de højtuddannede symbolanalytikere, der har fanget det spil, der går i gang, når det indvendes, at et udtryk som “We are in Africa” hviler på undertrykkende kulturelle forestillinger, og så dem der knap så sofistikeret reproducerer undertrykkelsen.

“I am almost sure that you lack the intellectual sophistication to comprehend the offensive nature of that statement”.

De poststrukturalistiske strategier synes på den ene side at rejse en helt rimelig og længe udsat kritik af kulturelle undertrykkelsesmekanismer, gerne patriarkalske, heteronormative, kolonialistiske og så videre af tilsnit, men på den anden side rejser de kritikken på en måde, der ekskluderer rigtig mange mennesker fra at fatte, hvad kritikken går ud på. Det er der måske ingen vej uden om.

Det er muligt at se disse teoriers relative succes blandt højtuddannede urbane mennesker, som en refleks af teoriernes kritiske begrænsning: Kritikken er flatterende for os, der er i stand til at fremføre den. Og det er meget let at føre kritikken uden at se den eksklusionsmekanisme, man selv indfører som erstatning for den, man brugte kritikken til at overvinde.

Med selvkritik får man den tanke, at symbolanalytikere som os med strategier som disse har fundet den ideelle legitimering af os selv som klasse: Vi er de intellektuelt sofistikerede, der gennemskuer de eksklusionsmekanismer, de uden vores indsigt reproducerer med deres krænkende tale.

Er det sådan, det er? Er disse teorier dem, der erstatter spørgsmålet om, hvorvidt du er mand, europæer, hvid, rig, heteroseksuel, med spørgsmålet om, hvorvidt du har en uddannelse?

Det, postkolonialismen af i dag går ud på, er at udfordre fortidens holdninger ved hjælp af nutidens normer.