Skip navigation

Tag Archives: krukkeri

I Ordbog over det danske Sprog står der om “krukket”: uægte; affekteret; forskruet; som skaber sig; skabagtig. Som første eksempel henviser ODS til Politiken 1916, hvor der stod om Johanne Louise Heibergs beskrivelse af en “episode”, at den viser “hvor “krukket” vor største Skuespillerinde var som Menneske”.

I det her-moderne er tilliden til, at der skulle findes nogen ægthed faldet væk. Det betyder, at det at være krukket er noget, vi alle er og dermed også, at det at være krukket er noget andet, end det var.

I det-dér moderne 1978 beskrev Christopher Lasch amerikanerne som narcissister. I 1990’erne blev vi ironiske. I det her-moderne er vi krukkede.

Selvkritik er i hvert fald.

I det-dér moderne var det en diagnose værd at konstatere, at der blev fokuseret på det ydre, for det var jo det indre, der kom an på.

Så blev vi ironiske af alt det indre, det kom an på.

Vi er stadig ironiske. Men “krukket” er mere inkluderende, mere rummeligt og mere selvkritisk.

Det er ikke bare os, der er krukkede. Tidsånden selv er krukket. Den går jo over.

Mit sprog overholder grammatikkens regler, som jeg formår dem. Men kun ved at lade mit sprog flirte med den fristende uforståelighed, kan jeg sikre sig mod den mistanke, der vækkes når jeg endnu engang har taget mig i at overveje, om der mon skulle være kombinatoriske muligheder nok i Ikea katalogets Democratic Design, til at mit eget hjem alligevel ikke vil kunne findes blandt de i kataloget udstillede.

“Tænk engang at mennesket har kunnet forestille sig at kunst var for individet, hvad revolutioner er for nationer, nemlig selvskabelse”, siger du frem for dig. Du er alene i kontoret. Men det kan ikke skjules, det var belærende sagt: Du lyder som et skamferet citat.

På Informations debatsider har en læser skrevet: “Trangen til at holde foredrag er ukontrollabel”.