Skip navigation

Tag Archives: kærlighed

Den eneste ene er en anden. Det er det enkle forhold, der gør kærligheden kompleks. Mennesker har – siden romantiken – kastet deres kærlighed på den eneste ene og opdaget, at den eneste ikke bare var ene, men også en anden. Denne erfaring bliver afsæt for de måder, vi også i dag forsøger at få hold på kærligheden. Måske havde man taget fejl, og den anden man havde mødt, var alligevel ikke den eneste ene? Det kan man prøve at teste, hvad der må siges at være en temmelig pragmatisk omgang med en så romantisk idé som den om den eneste ene. Man kan også – som Jens Hougaard gør det her og her – skelne mellem kærlighed og forelskelse, gøre kærligheden til en social størrelse, forelskelsen til en naturlig og så tage den eneste ene derfra. Om jeg så må sige.

Mennesket er næppe hverken af natur eller kultur til monogami, polygami eller den her-moderne variant, der kaldes seriel monogami. Det både elsker og lider under enhver af kærlighedens institutionelle former. Når den eneste ene er en anden, bliver det sjældent enkelt. Den eneste ene er romantikkens forestilling. Kærlighedens fremtræden er altid historisk. Men den er også tidslig. Når kærligheden bliver en del af vores liv, kan tiden gå med den. Den kan gå godt. Hvis ikke den gør det, bruger vi udtrykket, at de elskende er “vokset fra hinanden”. Dermed peger vi på den rolle, tiden spiller for kærligheden. Eller bare på det simple vilkår at den eneste ene er en anden.

Velázquez_Venus_med_spejlet

For gudinden Venus behøver den eneste ene ikke være en anden. Alligevel betragter hun ikke sig selv i spejlet. Hun betragter os betragte hende.
Maleriet er af Diego Velázquez og fra ca. 1650. National Gallery, London.

De der elsker alle mennesker elsker også sig selv og deres kærlighed ikke mindst.

Den der elsker ét andet menneske har som regel et mere ambivalent forhold til sin kærlighed: Den sætter hele tiden ham selv til side.

Frygter man længe nok, at noget man holder af skal gå tabt, kan det hænde, man slet ikke mærker tabet, når det endelig kommer. Man sidder bare dér kun med øje for frygten.

Jeg ved ikke længere, om den foregående sætning blev skrevet med tanke på litteraturvidenskaben, Europa eller gamle kærester.