Skip navigation

Tag Archives: glemsel

jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk har Asta Olivia Nørgaard Sanvig Nordenhof 31. august 2012 skrevet

det er virkelig nogen meget ubehagelig dage de sidste. jeg kan ikke huske noget og hvis jeg kan, så virker det som sindsygt lang tid siden. jeg kommer til at sige, dengang vi vi gik tur på holmen, om en tur vi lige er kommet hjem fra. jeg tror det er længe siden. jeg får det meget ækelt med mig selv, at jeg fjerner mig fra det fælles, en underlig indtørret tudse.

Ordene rammer lige ned i det fælles på en måde, der får én til at tro på sproget. Det er en fælles erfaring, at glemslens hastighed står i forhold til sindets stemninger. Er det ikke? Hvad jeg derimod ikke havde tænkt på før, er hvor familiært erindringen omgås glemslen. Tager glemslen til med tristessen, så vokser også erindringsproduktionen. Nuet forfalder når jeget svækkes. Eller vice versa?

Men jeg ved ikke om min forsvarsmekanisme går ud på at glemme eller at skabe erindringsmateriale for erfaringen, så fornemmelsen af indsigt kan kompensere for alt det, der skal mistes, så jeg kan behandle tabene ved at stille spørgsmålstegn her?

Sex og død må fortsat glemmes, og er måske det eneste, man fortsat kan glemme. Igen og igen. Er man lykkeligere, end når man efter sex kan tilføje til det foregående “Og jeg overlevede!”?

Efter at have læst en samtale som en række amerikanske dekonstruktivister førte  med Derrida d. 10/11-2001, slog det mig, at Derrida er ved at score. Samtalen er gengivet i bogen med den i den sammenhæng påfaldende titel life. after. theory (2003). Det Derrida derefter gør er forsætligt at glemme, at han er ved at score. Og han bliver forsætligt ved med at glemme det igen og igen samtalen igennem .