Skip navigation

Tag Archives: erindring

Så vidt jeg husker, er det i Langsomheden Kundera knytter erindringsevnen til bevægelsen. Jeg erindrer mig en beskrivelse af det menneske, der går afsted på gaden, da han opdager, at han har glemt sine nøgler. Inden det bliver helt klart for ham – i det øjeblik det dæmrer for ham, at der er noget galt, men før det tidspunkt indtræffer, hvor han ved, hvad det er: Da sagtner han farten.

Man genkender det fra egen krop: Vi lægger beslag på benenes bevægelser, når vi prøver at komme i tanke om noget.

Til sammenligning tager tænkningen langt mere differentierede udtryk. Tænke kan man, alt i mens man fx grubler, betragter naturens storslåethed, eller vandrer rastløst omkring med korte, hidsige skridt.

Langsomhed er forudsætning for at omgås fortiden som erindret. Som fakta kan fortiden behandles som al anden information, og det vil sige i forbifarten. Men når fortiden skal genkaldes i erindringens form, som det forhold at man er et selv, der har erfaret sig frem til det selv, man blev, så må bevægelsen hæmmes. Det forstår man godt: Bevægelse er så væk fra, så hen i mod. Kun stillestående kan den få karakter af tilbage på sig selv.

Tidens fordring må i sagens natur være “i al hast”. Derfor er der næppe noget nyt i, at også vi lever i amnesiens tidsalder. I tidsalderbegrebets tidsalder, lever vi med vores amnesi. Æde, drikke, gifte og formere os i sorgløs travlhed har vi længe gjort.

Men selv den, der forsøger at tænke over langsomheden, må i Internettes tid spørge sig selv, hvad nyt han har at sige om langsomheden. Her mærker man i sig selv, at anledningen i dag udelukkende tænkes som nyhed. Det er i nyhedens natur, at den rydder bordet. Den forælder al konkurrerende interesse.

Langsomheden har dog stadig sine steder. Den trives i hjørnet. Intet er så slemt at det ikke er godt for noget og langsomheden kan erfares som det opløftende moment ved at være trængt op i en krog.

 

 

 

Travlhed gør glemsom. Man sover uroligt om natten, og vågner tidligere end det er nødvendigt. Så har man tid til at tænke, at det er ærgerligt, man også skal være træt, når man i forvejen har travlt. Det er også svært at opholde sig ved tingene. Indtil man lige pludselig falder i staver og tager en hjernepause af den slags, det måske er hjernen, der tager for én.

Har vi travlt slæber vi som regel flere ting med os, end vi plejer, og vi plejer ellers ikke at have brug for det, vi slæber med os. Travlhed alene giver ikke fulde tasker. Men glemsomheden der følger med, forsikrer vi os imod.

Det er svært at opholde sig ved noget, når man har travlt. Også ved det man har travlt med. Denne sætning burde måske have haft sit eget afsnit.

Selv plejer jeg kun at glemme min kalender, når jeg har rigtig travlt.

We are living in the age of amnesia. Det er fordi, vi har så travlt med at tage temperaturen på tiden.

Amnesiens tidsalder: Det er rigtigt på den måde, vi ingen fælles erindring har om noget politisk, vi har opnået.

Til gengæld har vi fælles erindring om en hel masse ting, vi er bange for at miste. De ting har vi faktisk kun erindringer om.

Age amnesia: Hvem der blot led af det. Jeg har alt for travlt med at identificere mig med andre.

Amnesi er så her-moderne. Vi kan kun huske det, vi har mistet – ikke det vi skal.

Travlhed er en form for selvkritik. Det er den permanente tilstand af “Jeg burde ikke være her”.

Man kan godt være glad, når man har travlt. Men ikke lykkelig.

Lykken er et andet sted. Vi skynder os frem.

jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk har Asta Olivia Nørgaard Sanvig Nordenhof 31. august 2012 skrevet

det er virkelig nogen meget ubehagelig dage de sidste. jeg kan ikke huske noget og hvis jeg kan, så virker det som sindsygt lang tid siden. jeg kommer til at sige, dengang vi vi gik tur på holmen, om en tur vi lige er kommet hjem fra. jeg tror det er længe siden. jeg får det meget ækelt med mig selv, at jeg fjerner mig fra det fælles, en underlig indtørret tudse.

Ordene rammer lige ned i det fælles på en måde, der får én til at tro på sproget. Det er en fælles erfaring, at glemslens hastighed står i forhold til sindets stemninger. Er det ikke? Hvad jeg derimod ikke havde tænkt på før, er hvor familiært erindringen omgås glemslen. Tager glemslen til med tristessen, så vokser også erindringsproduktionen. Nuet forfalder når jeget svækkes. Eller vice versa?

Men jeg ved ikke om min forsvarsmekanisme går ud på at glemme eller at skabe erindringsmateriale for erfaringen, så fornemmelsen af indsigt kan kompensere for alt det, der skal mistes, så jeg kan behandle tabene ved at stille spørgsmålstegn her?