Skip navigation

Tag Archives: det her-moderne

I Michael Manns film Heat fra 1995 mødes den dedikerede politimand Vincent Hanna spillet af Al Pacino med karrierertyven Neil McCauley spillet af Robert de Niro. Da samtalen falder på vanskelighederne med at få kærlighedslivet til at gå op med arbejdslivet, falder replikken “Don’t let yourself get attached to anything you are not willing to walk out on in 30 seconds flat if you feel the heat around the corner”. I filmen er der ingen tvivl om, at det, de to herrer ikke vil lade sig knytte til, er kvinder. Citatets morale er at kærlighedslivet må vige for hensynet til arbejdslivet.

I det her-moderne er kærlighedslivets flygtighed cementeret. Det behøver vi ikke længere slå fast med replikker som de Niros. Det nye er, at den dedikerede medarbejder må have samme forhold til sit arbejde, som de to helte fra Heat havde til deres kærlighedsliv. Du må ikke knytte dig til dit arbejde. Gør du det, bliver du skrøbelig overfor rationaliseringer og outsourcing og du bliver lige til at korrumperer for den nærmeste leder.

“Don’t let yourself get attached to anything you are not willing to walk out on in 30 seconds flat”, er lærersætningen for den, der ikke vil miste sig selv på den her-moderne arbejdsplads.

I det-dér moderne var vi fælles om at tale om vores fælles ansvar.

I det her-moderne er vi fælles om at tale om vores personlige ansvar.

Vi er så fælles om at yde hvert vores.

I Ordbog over det danske Sprog står der om “krukket”: uægte; affekteret; forskruet; som skaber sig; skabagtig. Som første eksempel henviser ODS til Politiken 1916, hvor der stod om Johanne Louise Heibergs beskrivelse af en “episode”, at den viser “hvor “krukket” vor største Skuespillerinde var som Menneske”.

I det her-moderne er tilliden til, at der skulle findes nogen ægthed faldet væk. Det betyder, at det at være krukket er noget, vi alle er og dermed også, at det at være krukket er noget andet, end det var.

I det-dér moderne 1978 beskrev Christopher Lasch amerikanerne som narcissister. I 1990’erne blev vi ironiske. I det her-moderne er vi krukkede.

Selvkritik er i hvert fald.

I det-dér moderne var det en diagnose værd at konstatere, at der blev fokuseret på det ydre, for det var jo det indre, der kom an på.

Så blev vi ironiske af alt det indre, det kom an på.

Vi er stadig ironiske. Men “krukket” er mere inkluderende, mere rummeligt og mere selvkritisk.

Det er ikke bare os, der er krukkede. Tidsånden selv er krukket. Den går jo over.

Travlhed gør glemsom. Man sover uroligt om natten, og vågner tidligere end det er nødvendigt. Så har man tid til at tænke, at det er ærgerligt, man også skal være træt, når man i forvejen har travlt. Det er også svært at opholde sig ved tingene. Indtil man lige pludselig falder i staver og tager en hjernepause af den slags, det måske er hjernen, der tager for én.

Har vi travlt slæber vi som regel flere ting med os, end vi plejer, og vi plejer ellers ikke at have brug for det, vi slæber med os. Travlhed alene giver ikke fulde tasker. Men glemsomheden der følger med, forsikrer vi os imod.

Det er svært at opholde sig ved noget, når man har travlt. Også ved det man har travlt med. Denne sætning burde måske have haft sit eget afsnit.

Selv plejer jeg kun at glemme min kalender, når jeg har rigtig travlt.

We are living in the age of amnesia. Det er fordi, vi har så travlt med at tage temperaturen på tiden.

Amnesiens tidsalder: Det er rigtigt på den måde, vi ingen fælles erindring har om noget politisk, vi har opnået.

Til gengæld har vi fælles erindring om en hel masse ting, vi er bange for at miste. De ting har vi faktisk kun erindringer om.

Age amnesia: Hvem der blot led af det. Jeg har alt for travlt med at identificere mig med andre.

Amnesi er så her-moderne. Vi kan kun huske det, vi har mistet – ikke det vi skal.

Travlhed er en form for selvkritik. Det er den permanente tilstand af “Jeg burde ikke være her”.

Man kan godt være glad, når man har travlt. Men ikke lykkelig.

Lykken er et andet sted. Vi skynder os frem.

Betegnelserne “det-dér moderne” og “det her-moderne” virker måske krukkede, men de er så ærlige, som man for indeværende kan tænke det skel. Ingen sen post i de begreber. Bare ærlig præcision til tiden. Vi mener jo ikke andet end netop differentieringen: Der var en tid (det-dér moderne), der gik umiddelbart forud for denne (her-moderne), en tid vi, bevæger os væk fra i en bevægelse og i og med bevægelsen væk fra, også er bestemt af.

I det-dér moderne havde mennesket en barndom, fik uddannelse, job, familie, gik på pension og døde. Historien kunne komme bragende ind og gjorde det med krige. Midt i ét sammenhængende liv, der som fiktion ikke havde brug for mere end én udsigelsesposition, måtte man lære at blive så meget maskine, at man også kunne leve med dem. Og med truslen om artens permanente udslettelse: Der var vækst.

I det her-moderne er barndommen kort, uddannelsen lang, jobbet flyttet fra en familie i opløsning, og det er hensynet til dit pensionsafkast, der gør dig arbejdsløs nu og her. Historien er hele tiden så tæt på, at den tager sig ud som noget, der overgår de andre, selv når den rammer dig. Livet lægger brud på brud og solidariteten bliver mere og mere synkron, mens den forsøger at bygge sig et hjem i netværkets form: Du er ikke andet end summen af de forskelle, der gør, at du ikke er en af de andre.

Tilføjet: Dog! Et “du” er du dog. Hund. Gø.

Det her-moderne er kendetegnet ved, at udsagn efter udsagn sættes i skyggen af udsigelse på udsigelse.