Skip navigation

Tag Archives: det-dér moderne

I det-dér moderne var vi fælles om at tale om vores fælles ansvar.

I det her-moderne er vi fælles om at tale om vores personlige ansvar.

I Ordbog over det danske Sprog står der om “krukket”: uægte; affekteret; forskruet; som skaber sig; skabagtig. Som første eksempel henviser ODS til Politiken 1916, hvor der stod om Johanne Louise Heibergs beskrivelse af en “episode”, at den viser “hvor “krukket” vor største Skuespillerinde var som Menneske”.

I det her-moderne er tilliden til, at der skulle findes nogen ægthed faldet væk. Det betyder, at det at være krukket er noget, vi alle er og dermed også, at det at være krukket er noget andet, end det var.

I det-dér moderne 1978 beskrev Christopher Lasch amerikanerne som narcissister. I 1990’erne blev vi ironiske. I det her-moderne er vi krukkede.

Selvkritik er i hvert fald.

I det-dér moderne var det en diagnose værd at konstatere, at der blev fokuseret på det ydre, for det var jo det indre, der kom an på.

Så blev vi ironiske af alt det indre, det kom an på.

Vi er stadig ironiske. Men “krukket” er mere inkluderende, mere rummeligt og mere selvkritisk.

Det er ikke bare os, der er krukkede. Tidsånden selv er krukket. Den går jo over.

Betegnelserne “det-dér moderne” og “det her-moderne” virker måske krukkede, men de er så ærlige, som man for indeværende kan tænke det skel. Ingen sen post i de begreber. Bare ærlig præcision til tiden. Vi mener jo ikke andet end netop differentieringen: Der var en tid (det-dér moderne), der gik umiddelbart forud for denne (her-moderne), en tid vi, bevæger os væk fra i en bevægelse og i og med bevægelsen væk fra, også er bestemt af.

I det-dér moderne havde mennesket en barndom, fik uddannelse, job, familie, gik på pension og døde. Historien kunne komme bragende ind og gjorde det med krige. Midt i ét sammenhængende liv, der som fiktion ikke havde brug for mere end én udsigelsesposition, måtte man lære at blive så meget maskine, at man også kunne leve med dem. Og med truslen om artens permanente udslettelse: Der var vækst.

I det her-moderne er barndommen kort, uddannelsen lang, jobbet flyttet fra en familie i opløsning, og det er hensynet til dit pensionsafkast, der gør dig arbejdsløs nu og her. Historien er hele tiden så tæt på, at den tager sig ud som noget, der overgår de andre, selv når den rammer dig. Livet lægger brud på brud og solidariteten bliver mere og mere synkron, mens den forsøger at bygge sig et hjem i netværkets form: Du er ikke andet end summen af de forskelle, der gør, at du ikke er en af de andre.

Tilføjet: Dog! Et “du” er du dog. Hund. Gø.