Skip navigation

Tag Archives: arbejde

Den politiske klasse har skabt et arbejdsmarked i sit eget billede. Befolkningen skal lære at uddanne sig og arbejde i udlandet, sådan som den politiske klasse selv fornøjer sig med at gøre. Bortset fra at det miljømæssigt er en livsstil, der lægger beslag på alt for mange af jordens resourcer, så er der nok også mange mennesker, der mere drømmer om at bo og arbejde med kolleger de kender, et sted hvor de forstår sproget med alle dets nuancer – et sted hvor de kan leve og have en hverdag med kæreste, ægtefælle, børn, forældre og bedsteforældre. Men det er ikke den verden, som den politiske klasse er ved at føre befolkningen ind i.

 

I fredags fortalte Christine Antorini unge danskere, der havde svært ved at finde en praktikplads, at de kan tage til Tyskland og få sig en praktikplads dér – til den halve løn. Det er, sagde Christine Antorini, “en fantastisk mulighed”. Sådan  lyder en socialdemokratisk minister i 2014. Det er let at hedde Kristian Thuelsen Dahl.

I Politiken blev Antorini citeret for følgende: »Nu er der unge, der allerede er taget af sted til Tysland, fordi muligheden har eksisteret længe. Den er så blevet forbedret, fordi jeg nu har lavet en aftale med den tyske undervisningsminister, så vi er sikre på, at kvaliteten er den samme, uanset om man tager sin praktik i Tyskland eller Danmark«. Selvkritik vil gerne gratulere: For hvor er Antorini dygtig, at hun sådan kan lave en aftale med den tyske undervisningsminister. De stak lige hovederne sammen, som man gør den slags i den politiske klasse, og så blev de enige om, hvor vigtigt det er, at udvide forestillingen om arbejdsmarkedet til at omfatte flere lande. Der er ingen grund til at arbejdsmarkedet skal opfattes som sådan et afgrænset sted, hvor man kender hinanden og taler samme sprog. Det kan tænkes meget større.

Det er ikke første gang den politiske klasse opfordrer danskerne til at rejse til udlandet. Morten Østergaard har tidligere betroet Politiken, at det er hans vision at de 25% af befolkningen, der skal have en videregående uddannelse, alle får et udlandsophold i løbet af deres uddannelse. Det er dog kun et ophold.

Men da konsulentfirmaet COWI lavede en rapport, der viste at det meste af den arbejdskraft, der virker på danske anlægsarbejder, bliver hentet i udlandet slog Rasmus Helveg Petersen fast, at han ikke var bekymret, for “… i takt med at udenlandske virksomheder kan byde på opgaver i Danmark, kan danske virksomheder også byde på opgaver i udlandet”, som Petersen forklarede dr.dk. Petersen fik forøvrigt opbakning fra medlemmet af danskernes parti til værn om familieværdierne, de Konservatives Benedikte Kiær.

Den politiske klasse er glad for at rejse. Måske er det mere præcist at kalde den Den rejsende Klasse. Den består jo heller ikke kun af politikere. Den består også af de højtuddannede, menningsdannerne. På flere universiteters hjemmesider kan man, når man besøger de enkelte forskeres hjemmesider, se et kort, der viser, hvor forskeren har rejst.

Den rejsende klasse rejser, og det får den betalt. Den gør det på første klasse, hvor den har plads til benene, og den tager selfier fra de møder og festlige begivenheder som den kommer forbi. Den viser billeder fra sine rejser frem på Facebook og Twitter og bliver en viral succes med dokumentationen af sin dyre livsstil. Alligevel giver det den politiske klasse en fornemmelse af, at være i øjenhøjde med befolkningen, når den sådan åbner dørene til magtens korridorer og lader os forstå, hvordan Antorini lige skar kagen med den tyske undervisningsminister. Sådan er den politiske klasses liv, og bortset fra de ret urimelige miljømæssige omkostninger ved den livsstil, som miljøminister Ida Auken selvkritisk har peget på med formuleringen om, at “Hvis vi allesammen levede som mig, var vi fucked”, så er der da ingen, der skal forhindre klassen i at leve sådan.

Men når den rejsende klasse – ja lad os kalde den det – indretter samfundene således, at menneskene i dem skal være parat til at leve, som den rejsende klasse selv har succes med, når de gør deres egen livsform til det ideal, de holder op overfor resten af befolkningen, så er det på tide, at den rejsende klasse bedriver selvkritik.

Det kunne jo være det ikke var alle danskere, der drømte om et liv med læreplads i Münster, arbejde to uger i Bratislava, fem dage med kæreste og barn i Bogense inden turen igen går til en arbejdsplads et sted i EU, hvor en dansk minister lige har lavet en aftale, der gør det hele lidt lettere. Har den rejsende klasse, al sin berejsthed og uddannelse til trods, virkelig ikke fantasi til at forestille sig, at der er mange mennesker, der ikke drømmer om at indrette livet på den måde? Har den ikke fantasi til at forestille sig, at der er mennesker, der vil være sammen med deres familie, ikke bare i weekenden, men også i hverdagen, leve sammen og dele seng, opvask, vasketøj og godnathistorie, og handle ind steder, hvor man møder mennesker man har kendt i gennem mange år, og hvor man forstår de nuancer i sproget, de fleste af os kun fanger i vores eget.

Alligevel er det ikke det forhold, at den rejsende klasse ikke kan se eller forstå, at der er mennesker, der har det anderledes end den selv, der får én til at føle et voldsomt ubehag over at den rejsende klasse vil den verden, hvor uddannelses- og arbejdsmarkedet er hele Europa, ja hele verden. Måske er det heller ikke miljøministerens konstatering af, hvor fucked det er, hvis vi virkelig alle sammen begynder at rejse rundt på den måde, den rejsende klasse forestiller sig. Det, der gør den rejsende klasses samfundsprojekt så ubehageligt at lytte til, er den triumf, med hvilken de fejrer, at deres egen måde at leve på bliver norm for alle, hvad enten de kan lide det eller ej: En fantastisk mulighed. Tænk hvis det samme blev sagt med sorg i stemmen.

“Det er en fantastisk mulighed”. Nej. Det er en af den slags udviklinger i vores samfund, som den rejsende klasse ansvarsforflygtigende ynder at kalde en nødvendighed: “Sådan er udviklingen”.

I mens bliver vi rigere. Gid den rigdom, dog snart vil kunne omsættes til liv, der ikke nødvendigvis ligner dem, den rejsende klasse lever.

I Michael Manns film Heat fra 1995 mødes den dedikerede politimand Vincent Hanna spillet af Al Pacino med karrierertyven Neil McCauley spillet af Robert de Niro. Da samtalen falder på vanskelighederne med at få kærlighedslivet til at gå op med arbejdslivet, falder replikken “Don’t let yourself get attached to anything you are not willing to walk out on in 30 seconds flat if you feel the heat around the corner”. I filmen er der ingen tvivl om, at det, de to herrer ikke vil lade sig knytte til, er kvinder. Citatets morale er at kærlighedslivet må vige for hensynet til arbejdslivet.

I det her-moderne er kærlighedslivets flygtighed cementeret. Det behøver vi ikke længere slå fast med replikker som de Niros. Det nye er, at den dedikerede medarbejder må have samme forhold til sit arbejde, som de to helte fra Heat havde til deres kærlighedsliv. Du må ikke knytte dig til dit arbejde. Gør du det, bliver du skrøbelig overfor rationaliseringer og outsourcing og du bliver lige til at korrumperer for den nærmeste leder.

“Don’t let yourself get attached to anything you are not willing to walk out on in 30 seconds flat”, er lærersætningen for den, der ikke vil miste sig selv på den her-moderne arbejdsplads.

Der er ikke den forskel på akademisk og manuelt arbejde, man tror. I kontoret sidder du og arbejder på dit CV, mens maleren fuldspartler væggen i et af de tilstødende værelser.