Skip navigation

Category Archives: Videnskabelighed

I dag profeterer tre meget anerkendte økonomer igen noget. Af de videnskaber der tillader sig at komme med profetier er ingen videnskab så ringe til det som økonomien.

Man skulle tro det kunne danne grundlag for selvkritik.

Det er vigtigere for forskeren at blive peeret, end det er at blive pirret. Og det er i grunden en skam.

Videnskab er den praksis, der består i at drage præcise definitoriske skel, hvor der ingen skel er.

Henvisningen til Foucaults værk som mål for den normale – den sunde, den rigtige – videnskab.

Professor i pædagogik ved Århus Universitet Niels Egelund kræver omgående mere disciplin i den danske folkeskole.

Niels Egelund har i fjernsynet set et TV-program, der hed 9.z mod Kina og udtaler sig i anledningen.Der er en masse slaphed og slendrian i den danske folkeskole, som vi skal have gjort noget ved. Der skal mere disciplin ind og det skal være nu”, siger Niels Egelund til DR nyheder.

Egelund har tidligere hævdet at skolesystemet favoriserer pigerne og til Gymnasieskolen givet følgende belæg: “Ser man for eksempel på indholdet i de bøger, eleverne læser i 1. klasse, så er det altså meget tøset. Der er sgu ikke meget krig og kamp med vindere og tabere”.

Nu har vi så takket være TV fået krig og kamp i skolen. Mod Kina. Det må jo være noget for drengene. Der bliver nogle vindere og der bliver nogle tabere. Det er der ikke nok af i folkeskolen. Det er synd for drengene. Med disciplin og krig skal PISA vindes.

Man forstår at krigen blot er fortsættelsen af pædagogiken med andre midler.

 

 

 

I 2010 blev det vurderet at ændringer af dagpengereglerne ville føre til, at mellem 2000 og 4000 mennesker ville miste dagpengeretten. I december 2012 mente finansministeriet at 12000 mennesker kunne blive ramt. I dag – nogle måneder senere – mener man at ca. 23000 mennesker har mistet retten til dagpenge.

I dag glæder den danske offentlighed sig over, at et bredt flertal i folketinget har vedtaget reformer, der vil give 10400 flere jobs i 2020 og Morten Østergaard glæder sig over at regeringen bliver rost for sin ansvarlighed.

Måtte alt godt blive realisme med tiden.

Når studerende begynder på et universitetsstudie, kan de af og til på første semester finde på at spørge, hvad metafysik er. Den fejl begår de ansatte ikke. De spørger, hvordan normeringen er. Allerede på andet semester er de studerende kommet efter det og spørger til ECTS-point.

Sådan er den metafysiks virke, kun de studerende på første semester spørger til.

Vi orienterer os efter de andres smagsdomme, for vi er sociale væsner, men vores læsninger trænger til at miste den retning, dommen giver dem.

I Brians Boyds Vladimir Nabokov: The American Years  kan man læse at kritikeren – eller “man of letters” som englænderne kan kalde sådan en – Edmund Wilson, der ikke var ovenud begejstret for Nabokovs roman Lolita, ikke desto mindre forsøgte at hjælpe Nabokov med at få bogen udgivet. Da redaktøren Jason Epstein besøgte Wilson, skulle sidstnævnte ifølge Boyd have sagt: “Her er et manuskript af min ven Vladimir Nabokov. Det er frastødende, men du burde læse det”.

Hvis man på opfordring af en ven læser en bog, hvorfor læser man den så? Man læser den på opfordringen naturligvis. Men er det dommen, man læser den for; er det i kraft af den relation, man har til den, man modtager opfordringen fra; er det for bogens skyld? Eller er det for den følelse eller stemning, man i kraft af opfordringen har fået håb om, værket kan bringe én i?

Svaret er ikke entydigt. Ofte er det relationen og dens karakter, der er afgørende.  Som i denne scene fra Woody Allens Hannah and her sisters, hvor Hannahs mand Eliot (spillet af Michael Caine), giver sin svigerinde Lee (Barbara Hershey)  en bog med digte af e.e. cummings og anbefaler dette fine digt. Sådan en anbefaling kan man roligt tage for en kærlighedserklæring.

Anbefalinger sætter altid den relation i hvilken de udveksles på spil. Udveksling af anbefalinger kan forfalde til ikke at gøre meget andet end at hierarkisere en social orden. Men de kan også med overraskende hast bringe fremmede sammen. Det er vanskeligt ikke at fatte sympati for et menneske, der deler ens smag. Hvis det er særlig udtalt og gælder på tværs af genrer, kan man bygge venskaber og kærlighedforhold på det.

Følger man en anbefaling, kan det også være for at undersøge den følelse, man i kraft af anbefalingen forbinder med værket. Når Wilson fortalte Epstein, at han på en og samme tid fandt sin vens bog frastødende og læsværdig, er der ikke noget at sige til, at Epstein fulgte anbefalingen og læste bogen. Han var nød til at undersøge den sammensatte følelse, det måtte være på en gang at være frastødt og tiltalt på samme tid.

Men kan man følge anbefalingen for dommens skyld? Kan man følge den, fordi man vil danne sig indtryk af, hvordan ens egen smag er indrettet i relation til den, man får anbefalingen af eller i relation til den kanon eller tradition, der fortæller én, at den og den bog er værd at læse.

Det kan man godt. Det er en ret kedelig og åndløs måde at læse på. Det er desværre også den måde at læse på, der hjemsøger dagbladskritikken, min egen videnskab og også min egen praksis. Det er den måde, vi beskæftiger os med kunst i offentligheden. Spørgsmålet bliver altid: Dur det ikke eller skal vi have et fakkeloptog? Selv i forberedelserne er vores beskrivelser af værkerne rettet mod dommen som slutprodukt, hvad enten vi arbejder som forskere eller kritikere.

Det er sådan offentligheden tror, den vil have det. Og i videnskaben giver vi offentligheden det den vil have.

Man må ud af videnskabeligheden. Ud af offentligheden er det til gengæld ikke til at ønske sig. Den må angribes med gentagne tilbagetog.

Den form for kritisk tænkning, jeg ville ønske, jeg kunne gøre mig vigtig af, er ret beset en svaghed. Der er tale om en særlig form for overfølsomhed overfor forklaringer, man har været eksponeret for mere end en gentagen gang:

“Finanskrisen skyldes grådighed”, “Konkurrence øger effektiviteten”, “Uddannelse er vejen frem”, “Den intellektuelle har et særligt ansvar for den kritiske tænkning”.

Verden kan deles i det der kan, og det der ikke kan defineres. Det, der kan defineres, er sjældent en definition værd. Men det man ikke kan definere, må man gå løs på med krum hals og definitioner.

Den horisont vi har, er altid bestemt af den situation, vi står i. Og vi er altid placeret i en situation. Da horisonten er det, der skal give  os propotionalitet, har vi brug for en situation, der ikke fylder mere, end at horisonten kan få lov til at give os proportioner. Det er den situation vi kalder privacy.

Litteraturvidenskaben ynder at påvise, at der går spor fra tekst til tekst. Men som regel befinder litteraten sig et sted mellem den konkrete dokumentering af det direkte eller bearbejdede citat og en helt overordnet påvisning af at tekster har fællestræk: Han arbejder med en forestilling om en form for påvirkning direkte fra tekst til tekst.

Når litterater mener at kunne påvise påvirkning, bruger de deres specialiserede viden om litteratur, og det nærsyn specialiseringen mig meget bekendt forårsager, til at gøre en bred samtale smal. Litteraten gør litteraturens anliggende med hele verden til et anliggende med det lille hjørne af verden, han er specialiseret i.

Jeg trænger til metode. Kun “altid også at anklage sig selv”, må kunne gøre det. Det taler for metodens præcision og strenghed, at jeg ikke selv magter at efterleve den.

Det, postkolonialismen af i dag går ud på, er at udfordre fortidens holdninger ved hjælp af nutidens normer.