Skip navigation

Category Archives: Tiden

Tiden heler alle sår. Men den tager sig det dyrt betalt.

Spotify har fundet ud af, hvilken musik folk holder for sig selv, at de holder af. Det skriver DR om. Nummer to på listen over sange, som folk elsker, men tilsyneladende skammer sig over at lytte til, er Wham! med “Wake me up before you go go”.

Men nu vil vi ikke skamme os mere, så her kan vi i smug mødes og se George Michael i bitte bitte små shorts og med sådan nogle smarte gule fingervanter på. Selvkritik sladrer ikke. Alt i 1980 stil så det forslår. Og wake me så up before you go go:

Kost, vand, bøger, smil, nysgerrighed og godt med kreativt output er noget for den livsstil, man tiltaler danske familier med, og som man kan spørge sig selv, om danske familier føler sig tiltalt af. Sådan ser forsiden ud på en folder, man finder på danske folkebiblioteker denne sommer. Nej. Siger Selvkritik. Til livsstil. Og familier der har den. Så hellere gå op i sømmene. Det er trods alt dem, der får det hele til at hænge sammen.

Sådan ser en folder man kan finde på danske folkebiblioteker ud. Den giver gode råd til bøger man kan læse, når man er en rigtig familie. I folderen anbefales både bøger om indretning, børneopdragelse og mindfulness

Sådan ser en folder man kan finde på danske folkebiblioteker ud. Den giver gode råd til bøger man kan læse, når man er en rigtig familie. I folderen anbefales både bøger om indretning, børneopdragelse og mindfulness. Der er også madopskrifter under titlen “Sundt og lækkert”

 

Hvor jeg tidligere måtte overvinde alverdens distraktioner for at samle mig om arbejdet, er arbejdet i dag den distraktion, jeg griber til for at blive distraheret fra alverdens distraktioner.

Tid er en mangelvare i øjeblikket.

I fremtiden skal vi være voksne.

Der kommer kulturen. Den er tung. Det bebrejder vi så den.

Så kommer kapitalismen. Den er glimmer. Det bebrejder vi så den.

Der kommer kritikken. Den er negativ. Det bebrejder vi så den.

Så kommer naturen. Den er så åh.

Tid er kun penge, når det du laver er røvsygt.

Tosprogethed i det-her moderne er et fællestræk for under- og overklasse.

Overklassen taler et nationalt sprog og pigeonengelsk, mens underklassen taler et multietnisk nationalsprog og et multietnisk engelsk.

Middelklassen, stor som havets blæsende bælg, lærer sig kun at tale det nationale sprog. Det kræver den til gengæld indført overalt.

I vidensøkonomien er det sjældent klart, om det er sælgers viden eller købers uvidenhed, der er afgørende for om handlen realiseres. Denne uklarhed, og det forhold at den kun kan afklares ved at lukke endnu en handel, er markedets fremmest motor.

Hvad ved amerikanerne om Helle Thornings skattesag?Danmark har to dumme sager for tiden: På den ene side er partiet Venstre mistænkt for at have forsøgt at påvirke behandlingen af Helle Thorning-Schmidts skattesag, da partiet havde regeringsmagten, og på den anden side ved vi, at USA i årevis har overvåget og aflyttet befolkningen og ikke mindst landets ledere.

Selvkritik foreslår vi slår to dumme situationer sammen til én hurtig løsning, og spørger amerikanerne, hvad der er op og ned i skattesagen.

Kære anmeldere

Når I anmelder gode bøger, vil I så ikke nok være søde ikke at bruge vendinger som “en forfatter vi kan vente os meget af i fremtiden”, “en forfatter der med tiden kan få stor indflydelse”, “en forfatter det bliver spændende at følge”. Det er så smagløst. Så vækstfetichistisk.

Forøvrigt: Tiden skal nok selv fælde dom. Den bliver sikkert lige så uretfærdig som vores.

Det store samtaleemne i danske medier er at Inger Støjbjerg prøver at aflede opmærksomheden fra Venstres problemer. Der står meget i medierne om denne afledning.

Det var Politiken der bragte Støjbergs kronik. Særlig i Politiken står der meget om, at Støjberg reelt ikke siger noget i kronikken.

I en leder skriver avisen, der bragte Støjbergs kronik, at hun diskuterer med sig selv.

Samtidig diskuterer lærde mennesker, hvor forfærdeligt det er for aviserne og demokratiet at aviserne mister læsere.

Selvkritik glæder sig over at tingene hænger sammen i Danmark.

 

 

Selvkritik har været genstand for kritik. Vi laver ikke nok content på redaktionen og den megen slendrian på kontoret har ført til faldende googleranking. En SEO-ekspert (SEO står for “Search Engine Optimization”) har derfor anbefalet Selvkritik at skabe mere content.

Her er derfor lidt mere content. Content er fremtiden.

Content betyder noget, der er contained altså indeholdt. Selvkritik er en container, der bringer dig content.

Sig content rigtig mange gange. På den måde skaber du content og måske bliver du content. Det er godt for din googleranking.

I Michael Manns film Heat fra 1995 mødes den dedikerede politimand Vincent Hanna spillet af Al Pacino med karrierertyven Neil McCauley spillet af Robert de Niro. Da samtalen falder på vanskelighederne med at få kærlighedslivet til at gå op med arbejdslivet, falder replikken “Don’t let yourself get attached to anything you are not willing to walk out on in 30 seconds flat if you feel the heat around the corner”. I filmen er der ingen tvivl om, at det, de to herrer ikke vil lade sig knytte til, er kvinder. Citatets morale er at kærlighedslivet må vige for hensynet til arbejdslivet.

I det her-moderne er kærlighedslivets flygtighed cementeret. Det behøver vi ikke længere slå fast med replikker som de Niros. Det nye er, at den dedikerede medarbejder må have samme forhold til sit arbejde, som de to helte fra Heat havde til deres kærlighedsliv. Du må ikke knytte dig til dit arbejde. Gør du det, bliver du skrøbelig overfor rationaliseringer og outsourcing og du bliver lige til at korrumperer for den nærmeste leder.

“Don’t let yourself get attached to anything you are not willing to walk out on in 30 seconds flat”, er lærersætningen for den, der ikke vil miste sig selv på den her-moderne arbejdsplads.

I det-dér moderne var vi fælles om at tale om vores fælles ansvar.

I det her-moderne er vi fælles om at tale om vores personlige ansvar.

Vi er så fælles om at yde hvert vores.

“Din tid er opgjort”.

Vort sociale liv, som det ser ud på Internettet, består i, at vi – på så mange måder som muligt – ikke selv skriver, vi er smukke.

For Selvkritik gik årets citat i 2012 til den 15-årige respondent, som ph.d. og adjunkt Malene Charlotte Larsen citerede i en kronik i Information, og i sin ph.d. afhandling Unge og online sociale netværk fra 2010. Den 15-årige “Camilla” havde i et fokusgruppe-interview om sin adfærd på et socialt netværkssite sagt:

“jeg skriver ikke, jeg er smuk, altså”

Camilla havde konstateret dette i et fokusgruppe-interview fra 2005, men det skal ikke forhindre Selvkritik i i 2013 at prise hende for samtids- og fremtidsdiagnosen: Vort sociale liv, som det ser ud på Internettet, består i, at vi – på så mange måder som muligt – ikke selv skriver, vi er smukke.

Naturen har noget at have sin pral i.

Bare fordi man praler, behøver det ikke betyde, at man ikke ser godt ud.

Ifølge Politiken er den anerkendte dansk-norske økonomiguru Benja Stig Fagerland kommet til at plagiere andres ros af andre, så den tog sig ud som ros af hende. Det må man ikke. Professor Andreas Drejer fra Aalborg Universitet – der selv har skrevet rosende om Fagerland – forklarer her hvordan almindelig praksis er ved lancering af bøger:

“Benja Stig Fagerland kontaktede mig for at få en kommentar, og det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Man bruger ofte, det gør jeg også selv, citater fra andre i branchen, i forbindelse med promoveringen af en bog. Jeg kontakter selv erhvervsledere, jeg kender, og skriver et citat, som jeg sender til dem og får godkendt, så det kan stå på bagsiden af ens bog. Det gør, at læserne får mere lyst til at købe lige netop den bog, hvis de nu eksempelvis står i lufthavnen og skal ud at rejse”

Selvkritik bemærker, at forskellen mellem det dybt forargelige og helt almindelig praksis ved boglanceringer er, at man i almindelig praksis lægger folk ord i munden, mens man på det moralske overdrev, tager ordene ud af munden på dem. Man forstår hvor kort afstanden er fra almindelig praksis og offentlig gabestok i det her-moderne.

Der er det listige ved at rose andre, at man diskret får sagt, at man er i position til at dømme. På den måde står ros i nær relation til selvros. Endnu mere diskret kan man gøre det, hvis man citerer andres præcise iagtagelser. Lidt smitter den slags jo af.

Camilla sagde det, som det er. Os, der giver anerkendelse til guruer, der er “big-deal” og vistnok har været citeret i Time Magazine, har måske selv været ude om det.

P.S. Er der nogen der vil like selvkritiks indlæg om pral?

eunatmednordlys_suominpp_640.jpg_full

Udbrud af Homo sapiens i fremskredent stadie.
http://www.dmi.dk/dmi/test_afsloerede_fantastisk_foto_af_europa

To kloder passerer hinanden i verdensrummet.

Den ene spørger den anden, “Hvordan går det?”

“Udmærket bortset fra at jeg på det seneste har lidt så frygteligt af Homo sapiens”.

“Åh, det kender jeg”, svarer den første, “det er meget generende. Den eneste trøst er, at det aldrig varer særlig længe”.

I Ordbog over det danske Sprog står der om “krukket”: uægte; affekteret; forskruet; som skaber sig; skabagtig. Som første eksempel henviser ODS til Politiken 1916, hvor der stod om Johanne Louise Heibergs beskrivelse af en “episode”, at den viser “hvor “krukket” vor største Skuespillerinde var som Menneske”.

I det her-moderne er tilliden til, at der skulle findes nogen ægthed faldet væk. Det betyder, at det at være krukket er noget, vi alle er og dermed også, at det at være krukket er noget andet, end det var.

I det-dér moderne 1978 beskrev Christopher Lasch amerikanerne som narcissister. I 1990’erne blev vi ironiske. I det her-moderne er vi krukkede.

Selvkritik er i hvert fald.

I det-dér moderne var det en diagnose værd at konstatere, at der blev fokuseret på det ydre, for det var jo det indre, der kom an på.

Så blev vi ironiske af alt det indre, det kom an på.

Vi er stadig ironiske. Men “krukket” er mere inkluderende, mere rummeligt og mere selvkritisk.

Det er ikke bare os, der er krukkede. Tidsånden selv er krukket. Den går jo over.

De studerende skal hurtigere gennem uddannelserne – den såkaldte gennemførselstid skal ned

Gennemførselstiden skal ned.

Samfundslagkagen: De studerende må tage skeen i den anden hånd. Deres gennemførselstid skal ned, for jo hurtigere de kommer igennem desto større bliver lagkagen.

Hvis vi i fremtiden skal finansiere the artist formerly known as, vil det være en hjælp, hvis de studerende kommer hurtigere gennem deres uddannelse.  Et af de værktøjer vi har, er den såkaldte gennemførselstid. Det er en knap, vi kan dreje på. Skruer vi ned for gennemførselstiden, bliver samfundslagkagen større, og vi vil kunne bevare the artist formerly known as.

Den 16. januar 2008 spurgte SFs uddannelsesordfører Jonas Dahl, daværende minister for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander “hvorvidt bestræbelserne på at tilvejebringe en hurtigere gennemførselstid kan føre til en faglig nedgradering af universitetsuddannelserne og dermed et faldende uddannelsesniveau?”. Det var et godt spørgsmål. Spørgsmålet og Sanders svar, der viser, hvilket glimrende instrument universiteterne og deres undervisere er for samfundsudviklingen, kan læses her.

I dag har vi en anden regering. Den vil ikke bestemme hvordan universiteterne skal få gennemførselstiden ned. Kun at den skal ned. Det er demokrati, at vi kan skifte regeringen ud, når vi ikke er tilfredse med den retning, regeringen udstikker for samfundet.

Men det er nu en god idé at sænke gennemførselstiden: Der er så meget, man må glemme, før man bliver i stand til at se det nye i det nye. Det bliver så meget nemmere, hvis man til at begynde med lærer det gamle i forbifarten.

Det er mig, der er det politiske værktøjs værktøj. Da jeg selv var under uddannelse, hørte jeg ofte det billede anvendt, at jeg skulle kunne min lektie så godt, at jeg kunne svare rigtigt, selv hvis jeg blev vækket midt om natten.

I dag tør jeg godt sige, at jeg er god til mit arbejde: Selv hvis jeg vækkes midt om natten, udbryder jeg “Bestået!”

Så vidt jeg husker, er det i Langsomheden Kundera knytter erindringsevnen til bevægelsen. Jeg erindrer mig en beskrivelse af det menneske, der går afsted på gaden, da han opdager, at han har glemt sine nøgler. Inden det bliver helt klart for ham – i det øjeblik det dæmrer for ham, at der er noget galt, men før det tidspunkt indtræffer, hvor han ved, hvad det er: Da sagtner han farten.

Man genkender det fra egen krop: Vi lægger beslag på benenes bevægelser, når vi prøver at komme i tanke om noget.

Til sammenligning tager tænkningen langt mere differentierede udtryk. Tænke kan man, alt i mens man fx grubler, betragter naturens storslåethed, eller vandrer rastløst omkring med korte, hidsige skridt.

Langsomhed er forudsætning for at omgås fortiden som erindret. Som fakta kan fortiden behandles som al anden information, og det vil sige i forbifarten. Men når fortiden skal genkaldes i erindringens form, som det forhold at man er et selv, der har erfaret sig frem til det selv, man blev, så må bevægelsen hæmmes. Det forstår man godt: Bevægelse er så væk fra, så hen i mod. Kun stillestående kan den få karakter af tilbage på sig selv.

Tidens fordring må i sagens natur være “i al hast”. Derfor er der næppe noget nyt i, at også vi lever i amnesiens tidsalder. I tidsalderbegrebets tidsalder, lever vi med vores amnesi. Æde, drikke, gifte og formere os i sorgløs travlhed har vi længe gjort.

Men selv den, der forsøger at tænke over langsomheden, må i Internettes tid spørge sig selv, hvad nyt han har at sige om langsomheden. Her mærker man i sig selv, at anledningen i dag udelukkende tænkes som nyhed. Det er i nyhedens natur, at den rydder bordet. Den forælder al konkurrerende interesse.

Langsomheden har dog stadig sine steder. Den trives i hjørnet. Intet er så slemt at det ikke er godt for noget og langsomheden kan erfares som det opløftende moment ved at være trængt op i en krog.

 

 

 

Travlhed gør glemsom. Man sover uroligt om natten, og vågner tidligere end det er nødvendigt. Så har man tid til at tænke, at det er ærgerligt, man også skal være træt, når man i forvejen har travlt. Det er også svært at opholde sig ved tingene. Indtil man lige pludselig falder i staver og tager en hjernepause af den slags, det måske er hjernen, der tager for én.

Har vi travlt slæber vi som regel flere ting med os, end vi plejer, og vi plejer ellers ikke at have brug for det, vi slæber med os. Travlhed alene giver ikke fulde tasker. Men glemsomheden der følger med, forsikrer vi os imod.

Det er svært at opholde sig ved noget, når man har travlt. Også ved det man har travlt med. Denne sætning burde måske have haft sit eget afsnit.

Selv plejer jeg kun at glemme min kalender, når jeg har rigtig travlt.

We are living in the age of amnesia. Det er fordi, vi har så travlt med at tage temperaturen på tiden.

Amnesiens tidsalder: Det er rigtigt på den måde, vi ingen fælles erindring har om noget politisk, vi har opnået.

Til gengæld har vi fælles erindring om en hel masse ting, vi er bange for at miste. De ting har vi faktisk kun erindringer om.

Age amnesia: Hvem der blot led af det. Jeg har alt for travlt med at identificere mig med andre.

Amnesi er så her-moderne. Vi kan kun huske det, vi har mistet – ikke det vi skal.

Travlhed er en form for selvkritik. Det er den permanente tilstand af “Jeg burde ikke være her”.

Man kan godt være glad, når man har travlt. Men ikke lykkelig.

Lykken er et andet sted. Vi skynder os frem.

Betegnelserne “det-dér moderne” og “det her-moderne” virker måske krukkede, men de er så ærlige, som man for indeværende kan tænke det skel. Ingen sen post i de begreber. Bare ærlig præcision til tiden. Vi mener jo ikke andet end netop differentieringen: Der var en tid (det-dér moderne), der gik umiddelbart forud for denne (her-moderne), en tid vi, bevæger os væk fra i en bevægelse og i og med bevægelsen væk fra, også er bestemt af.