Skip navigation

Category Archives: Tænkning

Abstraktion er let. Det betyder at se bort fra noget. Det gør jeg hele tiden. Anderledes svært er det at have sans for proportioner. Det er en skam for det er den, der afgør, om det er det rigtige eller det forkerte, man ser bort fra, når man abstraherer.

“… besindelse defineres som de frem og tilbage bevægelser mellem ideal og realitet, fornuften kaster sig ud i med baggrund i desillusioneringen og sorgen over, at det virkelig ikke forholder sig sådan, som fornuften gerne ville.”

– Hans Jørgen Thomsen

Hvad er det modsatte af tænkning? Er det følelse, handlen, tale, tankeløshed, ufornuft, frihed, lyst? Eller ferie måske? Hvorfor ordner verden sig ikke i binære oppositioner. Hvorfor ordner den sig slet ikke?

Læser man som jeg Ronja Røverdatter for en femårig rejsekammerat, kan man ved ansprisningerne af de mange dyder den sortøjede Ronja besidder godt komme til at spørge sig, hvilken slags superkraft man gerne selv ville besidde. Jeg synes spørgsmålet var svært, så jeg stillede det til min rejsekammerat.

“Vil du helst være stærk, intelligent, modig eller smuk?”, spurgte jeg. Min rejsekammerat tænkte sig om et øjeblik. Så lyste hans ansigt op i et afklaret smil.

“Jeg vil helst have fire arme”, svarede han.

Det følgende handler ikke om “that selfie”

– men derimod om sætningen “We are in Africa”

I forlængelse af det i disse dage så omtalte  “selfie” af vores lands politiske overhoved Helle Thorning-Schmidt flankeret af England og USAs ditto har der rejst sig adskillige diskussioner på de sociale medier. Særlig interessant er den redegørelse for billedets tilblivelse, som dets ophavsmand, fotografen Roberto Schmidt, har skrevet, på det franske nyhedsbureau AFPs hjemmeside, og redegørelsens efterfølgende kommentarspor.

På et tidspunkt i sin redegørelse forsøger Roberto Schmidt, at forklare den kontekst billedet er taget i. Han fortæller om den festlige stemning på stadion under den fire timer lange ceremoni og skriver så:

“The atmosphere was totally relaxed – I didn’t see anything shocking in my viewfinder, president of the US or not. We are in Africa.”

I det efterfølgende kommentarspor finder man flere indlæg, der hæfter sig ved de sidste fire ord: “We are in Africa”. Et af disse indlæg lyder sådan her:

“I was totally with you, until the offensive “We are in Africa.” What do you mean by “We are in Africa”? Do you even realize what you just wrote? Ways to insult a whole continent!!! I totally lost respect for you. Yet I am almost sure that you lack the intellectual sophistication to comprehend the offensive nature of that statement. This is so pathetic”.

Kommentaren synes på en meget enkel og ligefrem måde at vise, hvordan de poststrukturalistiske teoriers form for kritik kan reproducere en forskel, det sjældent har været vigtigere at nedbryde end nu: Forskellen mellem de højtuddannede symbolanalytikere, der har fanget det spil, der går i gang, når det indvendes, at et udtryk som “We are in Africa” hviler på undertrykkende kulturelle forestillinger, og så dem der knap så sofistikeret reproducerer undertrykkelsen.

“I am almost sure that you lack the intellectual sophistication to comprehend the offensive nature of that statement”.

De poststrukturalistiske strategier synes på den ene side at rejse en helt rimelig og længe udsat kritik af kulturelle undertrykkelsesmekanismer, gerne patriarkalske, heteronormative, kolonialistiske og så videre af tilsnit, men på den anden side rejser de kritikken på en måde, der ekskluderer rigtig mange mennesker fra at fatte, hvad kritikken går ud på. Det er der måske ingen vej uden om.

Det er muligt at se disse teoriers relative succes blandt højtuddannede urbane mennesker, som en refleks af teoriernes kritiske begrænsning: Kritikken er flatterende for os, der er i stand til at fremføre den. Og det er meget let at føre kritikken uden at se den eksklusionsmekanisme, man selv indfører som erstatning for den, man brugte kritikken til at overvinde.

Med selvkritik får man den tanke, at symbolanalytikere som os med strategier som disse har fundet den ideelle legitimering af os selv som klasse: Vi er de intellektuelt sofistikerede, der gennemskuer de eksklusionsmekanismer, de uden vores indsigt reproducerer med deres krænkende tale.

Er det sådan, det er? Er disse teorier dem, der erstatter spørgsmålet om, hvorvidt du er mand, europæer, hvid, rig, heteroseksuel, med spørgsmålet om, hvorvidt du har en uddannelse?

Bagklogskab har et dårligt ry. Vi siger, det er let at være bagklog. Det har man, som det fremgår af talemåden, vidst længe for det er lettere at være bagklog end forklog. Nu er det som bekendt, og ifølge en anden talemåde, svært at spå og især om fremtiden. Selvkritik finder det derfor betimeligt at spørge, hvordan bagklogskaben kan tage sig så dårligt ud, når nu vi er så fattige på alternativer?

Man kan skelne mellem to former for bagklogskab. Der er den form for bagklogskab, som angår forhold ingen kunne have forudsagt. I forhold til denne bagklogskab kan det jo nok være irriterende at blive forholdt den, men samtidig er evnen til at se tilbage og besinde sig på det forgangne den eneste måde mennesket kender til at leve. Det er denne bagklogskab, der formidler det, vi kalder erfaring.

Den anden form for bagklogskab, er den form, der optræder dér, hvor vi var advaret eller var blevet adviseret om, at det vi gjorde, eller den overbevisning, vi havde, var fejlagtig eller misvisende. Denne form for bagklogskab er langt værre at blive mødt af. Faktisk er den så slem, at det er til imødegåelse af denne form, vi har betegnelsen med det dårlige ry: bagklogskab. Det er jo i grunden ikke bagklogskab. Når vi her griber til at tale om bagklogskab, er det en retorisk figur, vi griber til, for at bortforklare at vi fejlbedømte en situation, lyttede til de forkerte, eller lod os lede bag lyset på trods af, vi burde have vidst bedre.

Hvorfor vælger vi mennesker sandheden fremfor lykken?

Har den nogensinde lovet os noget, sandheden?

Jeg forstår det ikke.

Når studerende begynder på et universitetsstudie, kan de af og til på første semester finde på at spørge, hvad metafysik er. Den fejl begår de ansatte ikke. De spørger, hvordan normeringen er. Allerede på andet semester er de studerende kommet efter det og spørger til ECTS-point.

Sådan er den metafysiks virke, kun de studerende på første semester spørger til.

Hermeneutiske grundlagsproblemer har aldrig været mere spændende end nu, hvor grundlaget vakler.

Efter at have læst en samtale som en række amerikanske dekonstruktivister førte  med Derrida d. 10/11-2001, slog det mig, at Derrida er ved at score. Samtalen er gengivet i bogen med den i den sammenhæng påfaldende titel life. after. theory (2003). Det Derrida derefter gør er forsætligt at glemme, at han er ved at score. Og han bliver forsætligt ved med at glemme det igen og igen samtalen igennem .

Den form for kritisk tænkning, jeg ville ønske, jeg kunne gøre mig vigtig af, er ret beset en svaghed. Der er tale om en særlig form for overfølsomhed overfor forklaringer, man har været eksponeret for mere end en gentagen gang:

“Finanskrisen skyldes grådighed”, “Konkurrence øger effektiviteten”, “Uddannelse er vejen frem”, “Den intellektuelle har et særligt ansvar for den kritiske tænkning”.

Mon jeg en dag vil lære at holde op med som en refleks at antage, at fordi der er et spørgsmål, må der være et svar?

Hvad er det for størrelser, der er forskellige, når jeg ikke har identitet? Hvem er det, jeg holder op med at ligne? Identitet synes at være noget spøgelsesfuldt noget.