Skip navigation

Category Archives: Sproget

Hvad er det modsatte af tænkning? Er det følelse, handlen, tale, tankeløshed, ufornuft, frihed, lyst? Eller ferie måske? Hvorfor ordner verden sig ikke i binære oppositioner. Hvorfor ordner den sig slet ikke?

Livsstilssygdomme kender vi som betegnelse for sygdomme, der er resultat af vores livsstil. Det kan være sukkersyge pga. kost, rygerlunger hos rygeren eller knæskader hos håndboldspilleren.

Men en låner på Svaneke Bibliotek har fået mig til at tænke, at livsstilsygdomme måske bør suppleres af betegnelsen livsstildiagnose som betegnelse for diagnoser, der medfører eller måske ligefrem muliggør visse livsstilsformer. Jeg har brugt biblioteket i Svaneke flittigt de seneste par uger, og har ved flere lejligheder vekslet høflige smil med en nydelige kvinde, der bruger bibliotekets computer et par timer dagligt, ofte fordelt over flere besøg. Normalt er hun på Facebook, men en enkelt gang vi var alene på biblioteket, tillod hun sig også at lytte til ældre rockmusik på youtube.

Jeg blev derfor temmelig overrasket, da kvinden så forleden henvendte sig til mig, fordi hun følte sig generet af en anden kvindelig låner, der brugte biblioteket til at Skype, og som naturligt nok i den forbindelse talte ind i en mikrofon.

”Der er vist aldrig nogen, der har haft hende med på bibliotek, da hun var barn”, sagde kvinden, højt nok til, at hun kunne være sikker på, at den skypende låner også måtte kunne høre det.

Jeg svarede kvinden, at det sikkert ikke varede så længe og tilføjede, at hun jo også selv fra tid til anden afspillede lydfiler fra bibliotekets computere, så bibliotekets øvrige gæster kunne høre det.

”Jeg har ADHD”, svarede hun fornærmet. ”Jeg kan ikke koncentrere mig”.

Jeg ville ønske, jeg havde svaret noget begavet, men jeg tror bare, jeg så forbløffet ud. Jeg ved om kvinden, at hun er et sted mellem 45 og 60 år, at hun er på Facebook et par gange om dagen og lytter til ældre rockmusik. Og så fortalte hun, hun havde diagnosen ADHD.

Siden er jeg kommet til at tænke på, at der er visse diagnoser, der gør én i stand til at realisere en livsstil, der ellers ikke er nogen, der ville tilgive én. Denne brug af medicinske diagnoser er ikke så meget en forklaring på symptomer, man har, som den er carte blanche til at tillægge sig en adfærd, man ikke på andre måder ville blive tilgivet.

Den kvindelige låner der havde diagnosen ADHD og som var hurtig og havde let ved at tale om sin diagnose, brugte diagnosen til at fralægge sig ansvaret for sit hykleri.

De diagnoser – jeg taler ikke om sygdommene, der kan være nok så reelle – der egner sig særlig godt til at tillægge sig en usædvanlig livsstil, som omgivelserne er nød til at tage hensyn til, kan man tænke på som livsstildiagnoser.

Kender du det, at man får sagt noget, der lige i det man siger det, lyder så slagkraftigt at man helt kommer til at glemme, om det man egentlig har fået sagt passer eller om det måske er ret forkert.

dr.dk kan man for tiden læse sitetes huspsykolog, Henrik Tingleff skrive “Der er kun én ting, der er værre end at have en psykologisk lidelse. Det er at være pårørende til én, der har det!”. Først kan man spørge sig, om det mon nu også er helt rigtigt?

Dernæst kan man undrer sig over en psykolog, der skriver sådan når en del mennesker med psykiske lidelser undlader at søge hjælp og fjerner sig fra deres nærmeste, fordi de er bekymret og har dårlig samvittighed over at ligge deres pårørende til last. Og der står DR’s huspsykolog så klar med bekræftelsen: “Det er rigtig nok: Jer der har det dårligt, er årsag til at jeres kæreste har det endnu værre end jer”.

Selvfølgelig: Hvis det var rigtigt, at det er værre at være vidne til et menneske, der lider af for eksempel angst og tvangstanker end at have angst og tvangstanker, så måtte hensynet til dem med psykiske lidelser vige for hensynet til sandheden. Men det er nok snarere som Asta Olivia Nordenhof med adresse til behandlere og behandlingssystem citerer en indlagt psykiatrisk medpatient for i digtsamlingen det nemme og det ensomme (og som her er citeret efter hukommelsen): “Det er altid deres egne problemer, de taler om”.

Når alt kommer til alt.

Nu har vi igen set et valg, der er blevet præget af proteststemmer. Proteststemmer er sådan en særlig slags demokratisk stemme. Proteststemmen er sur og gnaven. Den er imod udviklingen. Imod dynamikken i samfundet. Den siger nej og det er som bekendt lettere at sige nej end ja, for ja kræver indsigt, viden og fornuftige argumenter, mens nej er udtryk for den irrationelle, stædige og kontrære sætten sig i mod.

Men det er virkelig vigtigt, at vi alle lytter til proteststemmerne og forstår den vrede, stemmerne i virkeligheden er udtryk for. Vi skal også forstå, hvor bange proteststemmerne er. Og så skal vi berolige dem. Vi skal have modet til at fortælle dem om vores holdninger, om fremtiden og hvordan det vil gå. Det er vigtigt, at vi viser proteststemmerne respekt. Vi må ikke bare tale ned til dem, fordi de føler afmagt og føler sig marginaliseret.

Hvis vi bliver ved med at behandle proteststemmerne med saglighed og respekt, og fortæller stemmerne at centraliseringen af magten og kapitalen hos os, er udtryk for at vi alle bliver rigere, så vil der ikke gå længe inden proteststemmerne igen vender tilbage til os, der forstår, at “ja” er fornuften og oplysningens svar og “nej” er udtryk for angst og uvidenhed.

Du skal tale således at sproget af din egen mund såvel som af andres altid tillige behandles som mål og aldrig blot som middel.

Så er der de Radikale – kulturoptimisternes parti.

De tror. På Europa. På fremtiden. For tiden.

De lytter også. Mest til økonomer.

Engang troede de på lærerne.

Til gengæld så stoler de vist stadig. Rigtig rigtig meget. Det er vigtigt at kunne stole.

Det mindste græs jeg undrer på

i skove og i dale,

hvor skulle jeg den visdom få

om det kun ret at tale!

                               H.A. Brorson 1734

De siger, Gud var en mand af få ord. Børnene derimod.

Ordklasser

Selvkritik bedriver sportsjournalistik. Vendinger som “klagede Cremonas stolte søn” ville ingen steder have hjemme om ikke i sportsjournalistikken. Der er der til gengæld ikke mange steder, hvor de virker malplacerede.

Selvkritik har været genstand for kritik. Vi laver ikke nok content på redaktionen og den megen slendrian på kontoret har ført til faldende googleranking. En SEO-ekspert (SEO står for “Search Engine Optimization”) har derfor anbefalet Selvkritik at skabe mere content.

Her er derfor lidt mere content. Content er fremtiden.

Content betyder noget, der er contained altså indeholdt. Selvkritik er en container, der bringer dig content.

Sig content rigtig mange gange. På den måde skaber du content og måske bliver du content. Det er godt for din googleranking.

DR-nyheder bringer i dag nyheden om en undersøgelse om kærlighedslivet i Amerika. Som det vil være læsere af Selvkritik bekendt er amerikanerne foran os, så når en ny tendens gør sig gældende i Amerika, må vi forvente at tendensen vil slå igennem i Europa om føje år. Billedeteksten til DR’s nyhed overraskede dog Selvkritik, der iler med nyheden.

kærlighed fravær

Når sproget får lov at blomstre kan selv det at være sammen være befordrende for kærligheden.

Subjekter verber verden.

Googler man vendinger med varianter af “mulighed” i kombination med varianter af “åbne” finder man let flere tusind anvendelser på nettet.

Kudos til brugeren fra Fyn, der som den eneste vedstod, at hun havde erfaret en mulighed lukke sig.

Jeg er lige taknemmelig for de gange det lykkes mig at tie, som for de gange det lykkes mig at tale.

Det er måske ikke overraskende, men det synes vanskeligt at finde de rigtige ord til beskrivelsen af, hvad sprog er: Sproget er et redskab, sproget er et spejl, sproget er et vindue, sproget er noget mennesker bruger til at meddele sig om verden og til at skabe sociale relationer.

Og sådan kan vi overbevise os om, at sproget er, når vi forsøger at beskrive det i de situationer, hvor vi har overskud til den refleksivitet, den der stiller spørgsmålet må besidde: Sproget som noget et subjekt gør noget med.

Men der er også noget galt, når vi i stedet gør subjektet til medium for sproget. Så bliver sproget til noget, væren eller diskursen taler igennem, og vi er dem, der må lytte eller analysere.

Det vanskelige ved at ramme beskrivelsen af sproget, skyldes formentlig, at tiden løber igennem det:

Jeg sætter sætningen i vandet med subjektet som dens gallionsfigur, og på broen udstikkes kursen på det søkort, vi stævner ud for at tilvejebringe.