Skip navigation

Category Archives: Sex

I anledning af debatten om Østergaard, Hassan, kontaktperson, sex og litteratur

 

Problemet er, at den bedste kontakt ikke er den administrerede. Og at den bedste kontakt er svær at administrere.

I det gennemfeminiserede samfund kommer pik til at stå i høj kurs.

I et debatindlæg i Politiken, giver Nanna Westerby, Emilie Turunen og Jesper Petersen som den første grund til, at de nu vil være socialdemokrater:

“Vi vil ikke være jomfruelige i forholdet til magt, ansvar og lederskab”.

Selvkritik har det ikke på samme måde, og forstår godt de mange socialdemokrater, der føler sig truffet. For selvkritik er det tværtimod en dyd altid at ønske sig at kunne omgås magten, ansvaret og lederskabet med jomfruelighed.

Det er langt fra let, at bevare sin jomfruelighed i omgangen med magt, ansvar og lederskab. For problemet er at vi bliver liderlige af magt, ansvar og lederskab. Sådan er magt, ansvar og lederskab. Og sådan er liderlighed.

Men er man liderlig, tager det let magten fra én. Det er en skam, hvis det var magten, man i sin liderlighed ville have.

Skal man tage magten fremfor at blive taget af den, er det nødvendigt, at man bestræber sig på at være jomfruelig i sin omgang med den. Det er magten, ansvaret og lederskabets problem. Det er den anstrengelse magten kræver af os: Vi bliver liderlige af omgangen med magt; uden jomfruelighed i omgang med magten bliver vi magtliderlige.

Dog må vi altid stå ved den tiltrækning magt, ansvar og lederskab udøver på os. Liderligheden må vi ikke vende ryggen til. Vores skamfuldhed hjælper ingen. Vi må ikke blive jomfrunalske i omgangen med magten.

Vi vil have den, men vi vil jo også have vores vilje med den.

På nettet er der steder, hvor mænd skriver til andre mænd og beskriver sig selv. Af og til skriver de noget, man måske ellers ikke læser. Og det er nogle gange spændende.

Færdes man, som jeg, i nogle af de reservater mænd har skabt på internettet, danner der sig et billede af, hvordan tidens mandlige selvforståelse ser ud. Her kan man læse, hvordan mænd beskriver sig selv mand til mand. Det følgende replikskifte er fra reservatet.

Spørgsmål: “Hvad er sex for dig?”

Svar: “Jeg har sex med kvinder for at bevise overfor mig selv, at jeg kan, men når har jeg sex med smukke kvinder, bliver det for at bevise overfor andre mænd, at jeg kan”.

Bliver man anfægtet af udsagnet, farer man sikkert også hurtigt vild mellem de spørgsmål, anfægtelsen rejser. Giver man citatet til mennesker omkring de tyve, hæfter de sig ved, at udsagnet er en maskeret selvfremhævelse: Den der siger sådan siger også, at han regelmæssigt har sex med kvinder, og at han også fra tid til anden har sex med smukke kvinder.

De fleste vil nok hæfte sig ved det provokerende i udsagnet: Kvinderne, der bliver reduceret til et middel for selvforholdet. Det er rigtigt, at det er provokerende og desuden æstetisk, moralsk og eksistentielt problematisk, når man blot betænker, at det sagt i reservatet ikke er sagt for at være provokerende.

Udsagnets homoseksuelle strøm er vanskelig at overse: Kvinderne – eller i hvert fald de smukke – er smykker eller fjer, manden pynter sig med for at tiltrække sig andre mænds opmærksomhed.

Det er også påfaldende, at man midt i mændenes reservat finder en beskrivelse af sex, vi ellers forbinder med kvinden: Close your eyes and think of the recognition.

Det vigtigste korrektiv til den almindelige kønslige diskurs analysen kaster af sig, er imidlertid det banale, at selvom mænd vil have sex og kvinder vil snakke, så betyder det ikke, at sex for mænd er målet. Som alt mulig andet er også seksuallivet så gennemkapitaliseret, at mandens konkrete – og formoder jeg – endnu sanseligt vellystige deponering, i et tilbageblik skal begrundes og begrundes i kraft af et afkast.

Og så er vi end ikke begyndt på beskrivelsen af det selv, der med andre som argument, fører bevis for sig selv, overfor sig selv. Der er ikke noget at sige til, at der må tales så uendelig meget om identitet, og at talen forslår så uendelig lidt.

Sex og død må fortsat glemmes, og er måske det eneste, man fortsat kan glemme. Igen og igen. Er man lykkeligere, end når man efter sex kan tilføje til det foregående “Og jeg overlevede!”?