Skip navigation

Category Archives: Sandheder

Det vi helst vil have til at give sig, vil vi samtidig helst have giver sig selv.

Abstraktion er let. Det betyder at se bort fra noget. Det gør jeg hele tiden. Anderledes svært er det at have sans for proportioner. Det er en skam for det er den, der afgør, om det er det rigtige eller det forkerte, man ser bort fra, når man abstraherer.

Her er et link, der forklarer hvordan forskellige slags dampmaskiner virker. Med illustrationer der bevæger sig og det hele. Det er så fint!

Altså dampmaskiner virker fordi… jo, det er noget med et indre tryk, der på et tidspunkt bliver så stort, at det må udlignes. Det sætter så noget i bevægelse. Ja, OK enten det eller også lukker maskinen bare damp ud. Det er svært ikke at blive begejstret for sådan en maskine.

Tænk på alt det vi ikke ved om hinanden. Som land.

Det sted på engen hvor gærdet er lavest, er sådan et dejligt sted. Dér skulle man tælle sine får.

Jeg vågnede i nat og vidste, de døde er gået ind i deres navn.

Honor is sometimes found among thieves.

– Walter Scott

… og omfavner endnu en af sine kritikere. Harald Voetmann havde en lille tekst i Information for en uge siden, og den kan man uroligt læse.

Voetmann skriver om ting han ikke elsker:  “At mit behagelige liv er betinget af afgrunde af lidelse, som f.eks. kan puttes på pose og kaldes for ’Øffes flæskesvær’”.

Og “Litteraturvidenskab, det minder mig mest om sammenblandingen af mad og sex, men hver sin smag selvfølgelig”.

Naturen bliver ved med at begå den naturalistiske fejlslutning.

Nej! I “I virkeligheden” er virkeligheden et plusord. Nej. Men som regel. Jeg mener ofte.

Der er professorer nok til alle!

Det er svært, for den der tager ordet, ikke at give udtryk for en form for selvovervurdering. Selvom  man omhyggeligt undgår postulater, der indbærer, jeg er et jeg, er der jo stadig stemmen selv: Den dér talende én. Den er ligeså konstituerende for et subjekt, som “konstituerende” er for denne sætning. Stemmen kværner lyde til ord, ord til sætninger og de sidste til postulater. Og selvom postulaterne afviser hinanden og slår hinanden for munden, kommer de ikke uden om, at de kommer af stemmen. Og munden den bor i. Hånden der slår sig for den.

Man behøver ikke tro på Gud for at blive vred på ham.

Ifølge google findes den formulering ikke på engelsk på nettet. Den fejl retter selvkritik op på her:

You don’t need to be believe in God to be mad at him.

Det sælger jo ikke sig selv. Nu skal vi have en universitetsreform til. Det skulle være så godt

Det sælger jo ikke sig selv. Nu skal vi have en universitetsreform til. Det skulle være så godt

I videnssamfundet smager universiteterne deres egen medicin.

I fremtiden skal vi være voksne.

Der kommer kulturen. Den er tung. Det bebrejder vi så den.

Så kommer kapitalismen. Den er glimmer. Det bebrejder vi så den.

Der kommer kritikken. Den er negativ. Det bebrejder vi så den.

Så kommer naturen. Den er så åh.

tiden er så hård ved de bløde værdier

de fede er dem vi kan tage og føle på

de tynde er negative:

de vender den anden kind til

Selvkritik ville gerne skrive noget klogt, men så kløjs Selvkritik i det, og i stedet for at skrive noget klogt, skriver Selvkritik noget Selvkritik ikke selv forstår.

Det er her kærligheden til det uforståelige begynder. Det uforståeliges vilje til at være anderledes end det alt, alt, alt for forståelige: Det gennemsigtige sprog.

Men så beder Selvkritik pigen i isbutikken om tre kugler og er glad, da det giver is.

Selvkritiks sejre føles så tveagtige.

Tid er kun penge, når det du laver er røvsygt.

Man støder på sandheden de mærkeligste steder, og efterhånden kun de mærkeligste steder. Se denne google translate af en italiensk hjemmeside om handler med fodboldspillere. Selvkritik ønsker Samfund og Matador held og lykke med genforeningen af Mere og Bedre. Vi er mange, der vil blive glade, hvis de to finder sammen igen.

Cavani og Napoli tættere på, er der ingen omstændigheder

Edinson CavaniVores transfermarkedet ekspert beroliger Azzurri fans: “.. Ingen brud, bare en normal dialektik Samfund og Matador arbejder på at forene igen Mere og bedre”

Hvorfor vælger vi mennesker sandheden fremfor lykken?

Har den nogensinde lovet os noget, sandheden?

Jeg forstår det ikke.

Vi er så fælles om at yde hvert vores.

Retrospektivt tager livet skæbnens form

prospektivt individualitetens.

Subjekter verber verden.

I det her-moderne er vi splittede, mellem velbehaget ved vores liv som det er og lysten til forandring.

Der er så megen snak. Om hvorfor vi ikke gør oprør.

Talen har – alene i kraft af sin performative karakter – en tendens til at overdrive viljen til forandring.

Vi bruger resten af dagen på at prøve at tale os ud af det.

I det 20. århundrede opfandt mennesket sproghandlingsteorien.