Skip navigation

Category Archives: Samfund

Forskningschef i Kraka Kristian Thor Jakobsen er blevet interviewet af dr.nyheder om ulighed og fattigdom. I interviewet står der bl.a.:
Kristian Thor Jakobsen mener dog ikke, at en stigende ulighed siger noget om, hvorvidt de svageste har fået det værre.

– Det er ikke noget med, at bare fordi familien Kirk i Lego har fået flere penge, så er der nogle i Holstebro, som går sultne i seng. Det er et relativt begreb, forklarer han.

Yrk! I dag er der deadline for de kampflysproducenter, der kunne tænke sig at være med i kampen om at levere nye kampfly til det danske luftvåben. Det drejer sig om indkøb til sindssygt mange penge. Glem alt om de penge staten manglede til at holde på DONG, og som R og S bare ikke kunne finde. Dem har de fundet nu, hvor vi skal købe kampfly. Og mange flere til.

Her kan du læse Lars Trier Mogensens beretning om, hvordan Danmark vil spendere mellem 60 og 90 milliarder kroner – mere end det beløb, som “… vil blive sparet som følge af reformerne af efterløn, dagpenge, kontanthjælp og SU’en. Tilsammen.”

Nu kunne man måske tro, at Trier Mogensen er lidt konspiratorisk, når han beskriver, hvordan udliciteringen er rent skuespil, fordi de nye kampfly reelt er en donation fra Danmark til USA som betaling for, at amerikanerne som bekendt løste en masse sikkerhedsproblemer i Irak og Afganistan. Men i dag skriver Politiken, at SAAB og den svenske regering har valgt at trække sig fra udbuddet, fordi man mener udbuddet er klappet af og reelt bare er et skuespil.

Især Det radikale Venstre har flyttet sig på det her område. Partiet, der historisk var stærkt skeptisk overfor brug af militærmagt, har i dag ikke længere forbehold for at veksle velfærdsbesparelser for massive investeringer i våbenindustrien.

Kender du det, at man får sagt noget, der lige i det man siger det, lyder så slagkraftigt at man helt kommer til at glemme, om det man egentlig har fået sagt passer eller om det måske er ret forkert.

dr.dk kan man for tiden læse sitetes huspsykolog, Henrik Tingleff skrive “Der er kun én ting, der er værre end at have en psykologisk lidelse. Det er at være pårørende til én, der har det!”. Først kan man spørge sig, om det mon nu også er helt rigtigt?

Dernæst kan man undrer sig over en psykolog, der skriver sådan når en del mennesker med psykiske lidelser undlader at søge hjælp og fjerner sig fra deres nærmeste, fordi de er bekymret og har dårlig samvittighed over at ligge deres pårørende til last. Og der står DR’s huspsykolog så klar med bekræftelsen: “Det er rigtig nok: Jer der har det dårligt, er årsag til at jeres kæreste har det endnu værre end jer”.

Selvfølgelig: Hvis det var rigtigt, at det er værre at være vidne til et menneske, der lider af for eksempel angst og tvangstanker end at have angst og tvangstanker, så måtte hensynet til dem med psykiske lidelser vige for hensynet til sandheden. Men det er nok snarere som Asta Olivia Nordenhof med adresse til behandlere og behandlingssystem citerer en indlagt psykiatrisk medpatient for i digtsamlingen det nemme og det ensomme (og som her er citeret efter hukommelsen): “Det er altid deres egne problemer, de taler om”.

En gymnasiereform skal vi snart have. Det er ikke så længe siden, vi sidst fik en, men den virkede ikke så godt. Faktisk gjorde den ondt værre. Den var ellers meget ambitiøs. Det justerede man så på, så man ikke skulle være så ambitiøs. Men det virkede stadig ikke. Så derfor gør det ikke så meget, at vi skynder os at lave en ny reform. Hvad der er værre er, at den nye reform heller ikke kommer til at virke. Og det er en langt sikrere forudsigelse end den, nogen økonom kan lave. Den nye reform vil vise sig at få socialslagside. Det gymnasie den skaber vil passe bedst til børn af de mennesker, der har lavet reformen og vedtaget den. Sådan kommer det til at gå. Når den nye reform kommer er det heller ikke sikkert, der længere er noget rejsehold af eksperter og mønsterbrydere, sådan som uddannelsesministeren foreslog tidligere på ugen. Til gengæld er der måske mentorer til den tid. Det kan jo være rejseholdet foreslår det.

Uddannelsesministeren vil ifølge Politiken nedsætte et rejsehold, der skal hjælpe ministeren med at få ideer til, hvordan man kan bryde med den social arv indenfor uddannelsessystemet. Holdet, der også bliver omtalt som mønsterbryderkorpset, skal bestå af mønsterbrydere og eksperter. Det er nok så vi får både teoretisk og praktisk indsigt med i korpset.

Det er altsammen meget fint. Men hvor ville jeg dog gerne en dag prøve at være en del af et rejsehold. Det lyder som et godt arbejde. Sådan at køre rundt i landet og møde en masse mennesker, der gerne vil gøre et godt indtryk, og som synes ens besøg er vigtigt. Og når man præsenterer sig, kan man sige – “Ja, vi er så rejseholdet” og så kan man pege på en af de andre fra holdet og sige et efternavn. La Cour for eksempel. Ja, hvis det er en af eksperterne altså, for det vil jo ikke virke seriøst, hvis det er en af mønsterbryderne, der hedder sådan. Dem vil man nok mere være på fornavn med.

Når man så er færdig med at rejse, siger man sin uforgribelige mening og så får ministeren måske en idé. Det ville være et OK arbejde, tror jeg.

Det er vigtigere for forskeren at blive peeret, end det er at blive pirret. Og det er i grunden en skam.

Statens Museum for Kunst

Her er Statens Museum for Kunst. Bygningen er stor, og kan ikke være på billedet. Bygningen ligger lidt hævet og diagonalt på krydset over for Kongens Have midt i København. Taget er irret, og der er relieffer placeret på bygningens facade. Der er en høj trappe, man skal op ad for at komme ind. Der er også søjler.

 

 

 

 

Statens museum 171

Her kan man bedre se bygningen og indgangen. Man skal op af grusstien dér for at komme op til kunsten. Er man på cykel, kan man parkere cyklen her. Bygningens navn står skrevet øverst oppe. Der er brugt guldbogstaver.

 

 

 

 

 

Statens Museum for Kunst

Her er trappen man skal op ad, for at komme op til kunsten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Statens museum 184

Når man kommer ind på Statens Museum for Kunst, står man i en højloftet Hall. Det er herfra gæsterne distribueres ud til de forskellige udstillinger, til garberoben og toiletterne i underetagen. Og til museumsbutikken. Man kan også aflevere sin barnevogn, og til gengæld låne en af museets egne vogne.

I midten af hallen er der en stor disk. Det er den man ser på billedet. Der kan man få information.

 

 

 

 

Statens museums vagterHer kan man se hallen lidt fra oven. Der er streger og pile på gulvet. Der er også reb. Det er ikke alle steder man kan gå. Man kan også se nogle museumsvagter.

 

 

 

 

 

 

Statens museum Faste udstillinger

Her bliver museets gæster orienteret om, hvor de skal gå hen, hvis de vil se de tre faste udstillinger, der ligger på første sal. Europæisk Kunst er brun og ligger lige fremme. Dansk og Nordisk Kunst har en sort firkant og ligger sammen med Fransk Kunst, der er tyrkis, til venstre.

 

 

 

 

 

 

 

 

Bag døren er kunstenInde bag døren er kunsten. Vagten holder øje. Der er også en metaldør, der er klar til at rulle ned og spærre vejen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her hænger kunstenHer kan man se kunsten hænge. Der er meget kunst på Statens Museum for Kunst, så kunsten hænger ofte tæt. Ved siden af billederne hænger der tekst. Nogen steder står der bare, hvad billedet hedder, hvem der har lavet det og hvornår. Men af og til får man mere at vide.

 

 

 

 

 

 

 

Viden og designHer kan man få noget at vide om kunsten. Der er hørertelefoner og en skærm man kan kigge på. De stole man kan side og lærer på er Danish Design. Gulvet er et sildebensparket.

 

 

 

 

 

 

Man kan lærerDet her billede er fra udstillingen om Europæisk Kunst. Her kan man også lære forskellige ting. Her er der plads til at en hel klasse kan sidde.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er vred på pengene. Ikke på pengesystemet. Ikke på kapitalen, der er en evigt arbejdende lad satan som mig selv. Ikke på markedet med frit valg på alle hylder. Men på pengene. De konkrete altså. Dem i ens pung. De skal ud. Væk. De tager ens kærlighed for så fucking givet. De gør det med rette. Så meget desto mere.

»det forhold, at Deres mindreårige barn (…) lider af spastisk lammelse og er svært hjerneskadet, blind og psykomotorisk retarderet, kan ikke begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse«

– Justistsministeriet, januar 2011

 

Zeus kommer til kongedatteren Danae  som gylden regn.

Zeus kom til kongedatteren Danae som gylden regn.

I Goldman Sachs synes man det er sjovt at pisse på socialister. De bliver sure, men kan ikke gøre noget.

Anderledes, nærmest erotisk, er det at pisse på de borgerlige. De bliver så glade for det.

Det er få politikere fra regeringspartierne, der har haft travlt med at kommentere på deres salg af DONG til Goldman Sachs. Så siger en politiker fra Dansk Folkeparti noget som partiets egen næstformand kalder dumt og stupidt, og så vælter det frem med fordømmende kommentarer. Endelig et punkt hvor man ikke behøver at skamme sig over sig selv, men tværtimod kan overbevise sig selv om, at man er en af dem, der kæmper for det gode.

Efter endnu en udbudsrunde har regeringen med finansminister Bjarne Corydon i spidsen, besluttet sig for at sælge Lejerbo til Jens Peter Svendsen, i folkemunde kendt som Låsby-Svendsen. Aftalen indbringer staten 1.5 milliard og det er, ifølge finansministeren, helt nødvendigt at Lejerbo får en kapitalindsprøjtning, hvis man i fremtiden skal børsnotere boligselskabet. I forbindelse med børsnoteringen skal der udbetales millionbonus til 250 ledende medarbejdere i Lejerbo, og det er der simpelthen ikke råd til, uden en kapitalindsprøjtning, for Lejerbo har været gennem en vanskelig periode efter en række fejlslagne dispositioner i de seneste år.

Låsby-Svendsen

Låsby-Svendsen da han i foråret indtelefonerede sit tilbud på Lejerbo til finansminister Bjarne Corydon.

Låsby-Svendsen har stor erfaring med udlejning og renovering af lejeboliger. “Han gør det til en rigtig fornuftig pris”, forklarer finansministeren om den nye ejer.

Det forventes at beslutningen vil møde kritik fra regeringens bagland, for Låsby-Svendsen har ikke altid haft et uproblematisk forhold til skattemyndighederne. Men finansministeren lover at Låsby-Svendsen nok skal komme til at betale en eller anden form for skat. “Det er en utrolig kompliceret aftale, med mange detaljer som ingen kan gennemskue, så det er ikke til at sige hvilken skat, eller hvor meget den nye ejer kom til at betale, men det er jo erfarne folk, der forhandler, så det har jeg ingen problemer med”. Skatteeksperter har peget på, at Lejerbo vil blive solgt til et selskab på Cayman Island, og at ingen reelt ved, hvem den nye ejer bliver. Men det bekymrer ikke Corydon. “Nu behøver det jo ikke være fordi, man planlægger at unddrage sig skattebetaling, bare fordi selskabet har adresse på Cayman Island. Det kan jo også simpelthen være fordi, det er lettere at modtage al sin post samme sted”, forklarer Corydon.

Den forklaring vil næppe kunne tilfredsstille baglandet hos regeringspartneren SF, hvor man traditionelt går op i skattebetaling. Men partiets finansordfører opfordrer baglandet til at tørre øjnene og smøge ærmerne op.

“Det er så let bare at stille sig på sidelinjen og undlade at tage ansvar. SF er et modent parti, der er klar til at træffe de vanskelige beslutninger, selv når de er forkerte. Vi står bag hvert komma i aftalen og stemmer ja til det hele”, forklarer partiets politiske ordfører, Lisbeth Bech Poulsen, og ryster på hovedet.

Uafhængige eksperter har peget på, at det er problematisk, at staten nu sælger Lejerbo. Teknisk set er Lejerbo nemlig ikke statens ejendom. Men finansminister Corydon afviser kritikken. “Visse, vasse. Socialdemokratiske regeringer har en lang tradition for at sælge ud, så det ser jeg ikke noget problem i”, forklarer Corydon.

I anledning af det danske folketings iver efter at gøre forretninger med Goldman Sachs, gengiver Selvkritik en senatkomites beskrivelse af investeringsbanken.

Alle folketingets partier på nær Enhedslisten vil i seng med Goldman Sachs. Anført af Bjarne Corydon vil den danske stat sælge en stor del af energisleskabet DONG til den amerikanske investeringsbank, og give Goldman Sachs vetoret over beslutninger i DONG.

Hvad er Goldman Sachs for en bank? I en rapport fra en amerikansk senatskomite, kan man læse intern mail fra Goldman Sachs i perioden op til krisen. Komiteens formand, senator Carl Levin, opsummerede fundene i disse mails på denne måde:

“Investment banks such as Goldman Sachs were not simply market-makers, they were self-interested promoters of risky and complicated financial schemes that helped trigger the crisis”, said Sen. Levin. “They bundled toxic mortgages into complex financial instruments, got the credit agencies to label them as AAA securities, and sold them to investors, magnifying and spreading the risk throughout the financial system, and all too often betting against the instruments they sold and profiting at the expense of their clients”.

Nice. Mon de politikere der nu laver aftaler med Goldman Sachs, var de rigtige til at rydde op efter den finansielle krise. Det var de nok ikke, vel?

Den politiske klasse har skabt et arbejdsmarked i sit eget billede. Befolkningen skal lære at uddanne sig og arbejde i udlandet, sådan som den politiske klasse selv fornøjer sig med at gøre. Bortset fra at det miljømæssigt er en livsstil, der lægger beslag på alt for mange af jordens resourcer, så er der nok også mange mennesker, der mere drømmer om at bo og arbejde med kolleger de kender, et sted hvor de forstår sproget med alle dets nuancer – et sted hvor de kan leve og have en hverdag med kæreste, ægtefælle, børn, forældre og bedsteforældre. Men det er ikke den verden, som den politiske klasse er ved at føre befolkningen ind i.

 

I fredags fortalte Christine Antorini unge danskere, der havde svært ved at finde en praktikplads, at de kan tage til Tyskland og få sig en praktikplads dér – til den halve løn. Det er, sagde Christine Antorini, “en fantastisk mulighed”. Sådan  lyder en socialdemokratisk minister i 2014. Det er let at hedde Kristian Thuelsen Dahl.

I Politiken blev Antorini citeret for følgende: »Nu er der unge, der allerede er taget af sted til Tysland, fordi muligheden har eksisteret længe. Den er så blevet forbedret, fordi jeg nu har lavet en aftale med den tyske undervisningsminister, så vi er sikre på, at kvaliteten er den samme, uanset om man tager sin praktik i Tyskland eller Danmark«. Selvkritik vil gerne gratulere: For hvor er Antorini dygtig, at hun sådan kan lave en aftale med den tyske undervisningsminister. De stak lige hovederne sammen, som man gør den slags i den politiske klasse, og så blev de enige om, hvor vigtigt det er, at udvide forestillingen om arbejdsmarkedet til at omfatte flere lande. Der er ingen grund til at arbejdsmarkedet skal opfattes som sådan et afgrænset sted, hvor man kender hinanden og taler samme sprog. Det kan tænkes meget større.

Det er ikke første gang den politiske klasse opfordrer danskerne til at rejse til udlandet. Morten Østergaard har tidligere betroet Politiken, at det er hans vision at de 25% af befolkningen, der skal have en videregående uddannelse, alle får et udlandsophold i løbet af deres uddannelse. Det er dog kun et ophold.

Men da konsulentfirmaet COWI lavede en rapport, der viste at det meste af den arbejdskraft, der virker på danske anlægsarbejder, bliver hentet i udlandet slog Rasmus Helveg Petersen fast, at han ikke var bekymret, for “… i takt med at udenlandske virksomheder kan byde på opgaver i Danmark, kan danske virksomheder også byde på opgaver i udlandet”, som Petersen forklarede dr.dk. Petersen fik forøvrigt opbakning fra medlemmet af danskernes parti til værn om familieværdierne, de Konservatives Benedikte Kiær.

Den politiske klasse er glad for at rejse. Måske er det mere præcist at kalde den Den rejsende Klasse. Den består jo heller ikke kun af politikere. Den består også af de højtuddannede, menningsdannerne. På flere universiteters hjemmesider kan man, når man besøger de enkelte forskeres hjemmesider, se et kort, der viser, hvor forskeren har rejst.

Den rejsende klasse rejser, og det får den betalt. Den gør det på første klasse, hvor den har plads til benene, og den tager selfier fra de møder og festlige begivenheder som den kommer forbi. Den viser billeder fra sine rejser frem på Facebook og Twitter og bliver en viral succes med dokumentationen af sin dyre livsstil. Alligevel giver det den politiske klasse en fornemmelse af, at være i øjenhøjde med befolkningen, når den sådan åbner dørene til magtens korridorer og lader os forstå, hvordan Antorini lige skar kagen med den tyske undervisningsminister. Sådan er den politiske klasses liv, og bortset fra de ret urimelige miljømæssige omkostninger ved den livsstil, som miljøminister Ida Auken selvkritisk har peget på med formuleringen om, at “Hvis vi allesammen levede som mig, var vi fucked”, så er der da ingen, der skal forhindre klassen i at leve sådan.

Men når den rejsende klasse – ja lad os kalde den det – indretter samfundene således, at menneskene i dem skal være parat til at leve, som den rejsende klasse selv har succes med, når de gør deres egen livsform til det ideal, de holder op overfor resten af befolkningen, så er det på tide, at den rejsende klasse bedriver selvkritik.

Det kunne jo være det ikke var alle danskere, der drømte om et liv med læreplads i Münster, arbejde to uger i Bratislava, fem dage med kæreste og barn i Bogense inden turen igen går til en arbejdsplads et sted i EU, hvor en dansk minister lige har lavet en aftale, der gør det hele lidt lettere. Har den rejsende klasse, al sin berejsthed og uddannelse til trods, virkelig ikke fantasi til at forestille sig, at der er mange mennesker, der ikke drømmer om at indrette livet på den måde? Har den ikke fantasi til at forestille sig, at der er mennesker, der vil være sammen med deres familie, ikke bare i weekenden, men også i hverdagen, leve sammen og dele seng, opvask, vasketøj og godnathistorie, og handle ind steder, hvor man møder mennesker man har kendt i gennem mange år, og hvor man forstår de nuancer i sproget, de fleste af os kun fanger i vores eget.

Alligevel er det ikke det forhold, at den rejsende klasse ikke kan se eller forstå, at der er mennesker, der har det anderledes end den selv, der får én til at føle et voldsomt ubehag over at den rejsende klasse vil den verden, hvor uddannelses- og arbejdsmarkedet er hele Europa, ja hele verden. Måske er det heller ikke miljøministerens konstatering af, hvor fucked det er, hvis vi virkelig alle sammen begynder at rejse rundt på den måde, den rejsende klasse forestiller sig. Det, der gør den rejsende klasses samfundsprojekt så ubehageligt at lytte til, er den triumf, med hvilken de fejrer, at deres egen måde at leve på bliver norm for alle, hvad enten de kan lide det eller ej: En fantastisk mulighed. Tænk hvis det samme blev sagt med sorg i stemmen.

“Det er en fantastisk mulighed”. Nej. Det er en af den slags udviklinger i vores samfund, som den rejsende klasse ansvarsforflygtigende ynder at kalde en nødvendighed: “Sådan er udviklingen”.

I mens bliver vi rigere. Gid den rigdom, dog snart vil kunne omsættes til liv, der ikke nødvendigvis ligner dem, den rejsende klasse lever.

Vi reformerer universiteterne

– og universitetsreformerne

De skal reformeres og fornys skal de. Universiteterne. Så vi laver en universitetsreform. Eller to. Nu skal universiteterne konkurrere mod hinanden. De skal være innovative. De skal være nyere og skinnende. Mere skinnende. De skal køre med taxameteret tændt. De skal være mere som virksomheder. Nej, de skal være virksomheder. De skal have bestyrelser. De skal åbne nye afdelinger. Og fusioneres. Det vil sige slå gamle afdelinger sammen. Århus skal ligge i København. Og Aalborg. Aalborg skal ligge i København. Det er provinsens fremskridt. Virksomheder må være dér, hvor kunderne er. Og de skal vokse. De skal tage flere ind. Som de bør lave nye erhvervsrettede uddannelser til. Der skal være kortere fra forskning til faktura. Og de unge skal have valgmuligheder. Ved hjælp af en universitetsreform kan vi hæve kvantiteten, uden at sænke kvaliteten. Så universiteterne får aftagere. De skal orientere sig mod det internationale. Universiteterne skal have verdensklasse. Men ikke glemme at vi har sikret, der er plads til personlig. Så længe det er udvikling. Og den ikke står i vejen for publikationsevnen. Der skal være høj. Og ny. Vi har gjort op med nulforskeren. Ham der underviste. I stedet producerer vi nyt, for det nye skal stå, hvor det gamle faldt. Fordi det blev gammelt. Da det nye kom til. Og det nye er mere relevant end det gamle og kan handle om det, de taler om på konferencerne. De internationale. Mellem konfrontationstimerne. Og i forskergruppen. Og i undervisningen. Også den naturligvis! Hvorfor har ingen tænkt på den? Den skal evalueres. Og have et løft. Så vi får mere tid til faglig fordybelse. I undervisningen. Men det handler ikke bare om at evaluere. Vi skal måle på det rigtige. Og det er det andet. Det vi ikke har målt på. Det skal vi måle på nu. Og væk med taxametrerne. Ind med nogle andre. Styres skal der jo. Derfor centraliserer vi de administrative funktioner. Samler dem. På den måde oplever vi en synergieffekt. Som vi indfører en enstrenget ledelsesstruktur til at lede. Sådan et instrument er også lettere at spille på. Den enstrenget leder er lettere at tale med. Vi kan overbevise ham om, at han har lavet for mange uddannelser. Dem må vi have nogle færre af. Uddannelserne. Der er jo ingen, der kan kende forskel. Så vi lukker dem. Og så underviser vi mere. Med nye tavler. Og IT. Så vi kan få de studerende igennem. De kommer så let til at sidde i sumpen. Hvis ikke de har den fornødne fremdrift. Så den reformerer vi. Vi tørlægger sumpen på universiteterne og reformerer fremdriften. Det er der mange, der ikke kan lide. På universiteterne. Så det har de godt af. De falder til patten. Det har vi god erfaring for. De ved at reform betyder forandring, der gør godt. De har selv lært os det. Dengang vi gik på universiteterne. Det skal de huske, før de peger fingre: Det var universiteterne. Der skabte os. Der reformer dem.

I en ny måling lander tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i bunden af troværdighedsskalaen. Det er analyseinstituttet Wilke, der har spurgt danskerne, hvor troværdige politikerne er, og det er danskerne, der siger Løkke er utroværdig. For et år siden syntes danskerne i en lignende måling, at Løkke var den mest troværdige politiker. Men det er åbenbart anderledes nu.

Man må spørge sig selv, hvordan det forholder sig med danskernes troværdighed. Dem kan man åbenbart hverken stole på eller regne med. De har et standpunkt, til de tager et nyt. Selvkritik placerer danskerne i bunden af troværdighedsskalaen. Det er ikke nemt at være politiker for så uvederhæftig en befolkning.

Tosprogethed i det-her moderne er et fællestræk for under- og overklasse.

Overklassen taler et nationalt sprog og pigeonengelsk, mens underklassen taler et multietnisk nationalsprog og et multietnisk engelsk.

Middelklassen, stor som havets blæsende bælg, lærer sig kun at tale det nationale sprog. Det kræver den til gengæld indført overalt.

I vidensøkonomien er det sjældent klart, om det er sælgers viden eller købers uvidenhed, der er afgørende for om handlen realiseres. Denne uklarhed, og det forhold at den kun kan afklares ved at lukke endnu en handel, er markedets fremmest motor.

Hvad ved amerikanerne om Helle Thornings skattesag?Danmark har to dumme sager for tiden: På den ene side er partiet Venstre mistænkt for at have forsøgt at påvirke behandlingen af Helle Thorning-Schmidts skattesag, da partiet havde regeringsmagten, og på den anden side ved vi, at USA i årevis har overvåget og aflyttet befolkningen og ikke mindst landets ledere.

Selvkritik foreslår vi slår to dumme situationer sammen til én hurtig løsning, og spørger amerikanerne, hvad der er op og ned i skattesagen.

Bagklogskab har et dårligt ry. Vi siger, det er let at være bagklog. Det har man, som det fremgår af talemåden, vidst længe for det er lettere at være bagklog end forklog. Nu er det som bekendt, og ifølge en anden talemåde, svært at spå og især om fremtiden. Selvkritik finder det derfor betimeligt at spørge, hvordan bagklogskaben kan tage sig så dårligt ud, når nu vi er så fattige på alternativer?

Man kan skelne mellem to former for bagklogskab. Der er den form for bagklogskab, som angår forhold ingen kunne have forudsagt. I forhold til denne bagklogskab kan det jo nok være irriterende at blive forholdt den, men samtidig er evnen til at se tilbage og besinde sig på det forgangne den eneste måde mennesket kender til at leve. Det er denne bagklogskab, der formidler det, vi kalder erfaring.

Den anden form for bagklogskab, er den form, der optræder dér, hvor vi var advaret eller var blevet adviseret om, at det vi gjorde, eller den overbevisning, vi havde, var fejlagtig eller misvisende. Denne form for bagklogskab er langt værre at blive mødt af. Faktisk er den så slem, at det er til imødegåelse af denne form, vi har betegnelsen med det dårlige ry: bagklogskab. Det er jo i grunden ikke bagklogskab. Når vi her griber til at tale om bagklogskab, er det en retorisk figur, vi griber til, for at bortforklare at vi fejlbedømte en situation, lyttede til de forkerte, eller lod os lede bag lyset på trods af, vi burde have vidst bedre.

Kender I det med at man får et nyt bestyrelsesmedlem i sin bank i 2001, gør medlemmet til formand i 2011 og til direktør i 2012 og så i 2013 opdager man, at han ikke ved noget om bankvirksomhed? Nederen…

Man støder på sandheden de mærkeligste steder, og efterhånden kun de mærkeligste steder. Se denne google translate af en italiensk hjemmeside om handler med fodboldspillere. Selvkritik ønsker Samfund og Matador held og lykke med genforeningen af Mere og Bedre. Vi er mange, der vil blive glade, hvis de to finder sammen igen.

Cavani og Napoli tættere på, er der ingen omstændigheder

Edinson CavaniVores transfermarkedet ekspert beroliger Azzurri fans: “.. Ingen brud, bare en normal dialektik Samfund og Matador arbejder på at forene igen Mere og bedre”

Kan man lære af sine fejltagelser?

Det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe har udvist selvkritik i forhold til det danske engagement i Afghanistan og til Berlingske udtalt (her citeret fra DR):

– Forsvaret skal ikke bebrejdes, for det gjorde, som det fik besked på, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi efterfølgende kan tage diskussionen og ikke mindst lære af denne krig. Også selv om soldaterne nu får at vide, at vi sendte dem ud på en forkert mission. Vi har mistet rigtig mange danske liv på den konto, og man er et skarn, hvis man så ikke kan være selvkritisk. Det gør ikke soldaternes heltedåd mindre.

Selvkritik vil gerne kvittere for Stampes evne til selvkritik.

Til gengæld må Selvkritik også notere sig at de radikales tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen som reaktion på Stampes selvkritik har udtalt (ligeledes citeret fra DR):

– Det er værdiløst at komme med de udtalelser. Det ændrer ikke en tøddel ved, hvad der er sket. Man kan ikke lave verdenshistorien om med tilbagevirkende kraft.

Man kan jo godt forstå hvis Helveg Petersen måtte være uenig med Stampe. Det kan man sagtens være. Men det Helveg Petersen anfægter er værdien af selvkritik. Mener Helveg Petersen virkelig at eftersom man ikke kan lave historien om, så er det værdiløst at indse at man har taget fejl? Mener Helveg Petersen at vi ikke kan lære af historien? Hvad mener Helveg Petersen så vi kan lære af?

Der skal ikke herske tvivl om at Selvkritik er på selvkritikkens side. Selvkritik er desværre, men nødvendigvis enig med Helveg Petersen i, at når man bliver klogere så sker det ved, at man forholder sig kritisk til ens tidligere position – en position som det naturligvis ikke lader sig gøre at ændre med tilbagevirkende kraft. Men når Helveg Petersen derpå mener at det forhold gør selvkritik værdiløs, så må Selvkritik nødvendigvis mene at det kan Helveg Petersens manglende tillid til selvkritik selv være.

Det store samtaleemne i danske medier er at Inger Støjbjerg prøver at aflede opmærksomheden fra Venstres problemer. Der står meget i medierne om denne afledning.

Det var Politiken der bragte Støjbergs kronik. Særlig i Politiken står der meget om, at Støjberg reelt ikke siger noget i kronikken.

I en leder skriver avisen, der bragte Støjbergs kronik, at hun diskuterer med sig selv.

Samtidig diskuterer lærde mennesker, hvor forfærdeligt det er for aviserne og demokratiet at aviserne mister læsere.

Selvkritik glæder sig over at tingene hænger sammen i Danmark.

 

 

I Michael Manns film Heat fra 1995 mødes den dedikerede politimand Vincent Hanna spillet af Al Pacino med karrierertyven Neil McCauley spillet af Robert de Niro. Da samtalen falder på vanskelighederne med at få kærlighedslivet til at gå op med arbejdslivet, falder replikken “Don’t let yourself get attached to anything you are not willing to walk out on in 30 seconds flat if you feel the heat around the corner”. I filmen er der ingen tvivl om, at det, de to herrer ikke vil lade sig knytte til, er kvinder. Citatets morale er at kærlighedslivet må vige for hensynet til arbejdslivet.

I det her-moderne er kærlighedslivets flygtighed cementeret. Det behøver vi ikke længere slå fast med replikker som de Niros. Det nye er, at den dedikerede medarbejder må have samme forhold til sit arbejde, som de to helte fra Heat havde til deres kærlighedsliv. Du må ikke knytte dig til dit arbejde. Gør du det, bliver du skrøbelig overfor rationaliseringer og outsourcing og du bliver lige til at korrumperer for den nærmeste leder.

“Don’t let yourself get attached to anything you are not willing to walk out on in 30 seconds flat”, er lærersætningen for den, der ikke vil miste sig selv på den her-moderne arbejdsplads.