Skip navigation

Category Archives: Politik

Statsminister Helle Thorning-Schmidt siger ansvaret for folkeskolereformen er et fælles ansvar. Men hvorfor lavede regeringen og forligspartierne så folkeskolereformen uden lærerne?

Folkeskolereformen er politisk makværk

Thorning siger folkeskolereformen er en fælles udfordring. Udfordring er nysprog for problem. På den måde kan hun godt have ret

Nu har vi igen set et valg, der er blevet præget af proteststemmer. Proteststemmer er sådan en særlig slags demokratisk stemme. Proteststemmen er sur og gnaven. Den er imod udviklingen. Imod dynamikken i samfundet. Den siger nej og det er som bekendt lettere at sige nej end ja, for ja kræver indsigt, viden og fornuftige argumenter, mens nej er udtryk for den irrationelle, stædige og kontrære sætten sig i mod.

Men det er virkelig vigtigt, at vi alle lytter til proteststemmerne og forstår den vrede, stemmerne i virkeligheden er udtryk for. Vi skal også forstå, hvor bange proteststemmerne er. Og så skal vi berolige dem. Vi skal have modet til at fortælle dem om vores holdninger, om fremtiden og hvordan det vil gå. Det er vigtigt, at vi viser proteststemmerne respekt. Vi må ikke bare tale ned til dem, fordi de føler afmagt og føler sig marginaliseret.

Hvis vi bliver ved med at behandle proteststemmerne med saglighed og respekt, og fortæller stemmerne at centraliseringen af magten og kapitalen hos os, er udtryk for at vi alle bliver rigere, så vil der ikke gå længe inden proteststemmerne igen vender tilbage til os, der forstår, at “ja” er fornuften og oplysningens svar og “nej” er udtryk for angst og uvidenhed.

Så er der de Radikale – kulturoptimisternes parti.

De tror. På Europa. På fremtiden. For tiden.

De lytter også. Mest til økonomer.

Engang troede de på lærerne.

Til gengæld så stoler de vist stadig. Rigtig rigtig meget. Det er vigtigt at kunne stole.

»det forhold, at Deres mindreårige barn (…) lider af spastisk lammelse og er svært hjerneskadet, blind og psykomotorisk retarderet, kan ikke begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse«

– Justistsministeriet, januar 2011

 

I anledning af det danske folketings iver efter at gøre forretninger med Goldman Sachs, gengiver Selvkritik en senatkomites beskrivelse af investeringsbanken.

Alle folketingets partier på nær Enhedslisten vil i seng med Goldman Sachs. Anført af Bjarne Corydon vil den danske stat sælge en stor del af energisleskabet DONG til den amerikanske investeringsbank, og give Goldman Sachs vetoret over beslutninger i DONG.

Hvad er Goldman Sachs for en bank? I en rapport fra en amerikansk senatskomite, kan man læse intern mail fra Goldman Sachs i perioden op til krisen. Komiteens formand, senator Carl Levin, opsummerede fundene i disse mails på denne måde:

“Investment banks such as Goldman Sachs were not simply market-makers, they were self-interested promoters of risky and complicated financial schemes that helped trigger the crisis”, said Sen. Levin. “They bundled toxic mortgages into complex financial instruments, got the credit agencies to label them as AAA securities, and sold them to investors, magnifying and spreading the risk throughout the financial system, and all too often betting against the instruments they sold and profiting at the expense of their clients”.

Nice. Mon de politikere der nu laver aftaler med Goldman Sachs, var de rigtige til at rydde op efter den finansielle krise. Det var de nok ikke, vel?

Den politiske klasse har skabt et arbejdsmarked i sit eget billede. Befolkningen skal lære at uddanne sig og arbejde i udlandet, sådan som den politiske klasse selv fornøjer sig med at gøre. Bortset fra at det miljømæssigt er en livsstil, der lægger beslag på alt for mange af jordens resourcer, så er der nok også mange mennesker, der mere drømmer om at bo og arbejde med kolleger de kender, et sted hvor de forstår sproget med alle dets nuancer – et sted hvor de kan leve og have en hverdag med kæreste, ægtefælle, børn, forældre og bedsteforældre. Men det er ikke den verden, som den politiske klasse er ved at føre befolkningen ind i.

 

I fredags fortalte Christine Antorini unge danskere, der havde svært ved at finde en praktikplads, at de kan tage til Tyskland og få sig en praktikplads dér – til den halve løn. Det er, sagde Christine Antorini, “en fantastisk mulighed”. Sådan  lyder en socialdemokratisk minister i 2014. Det er let at hedde Kristian Thuelsen Dahl.

I Politiken blev Antorini citeret for følgende: »Nu er der unge, der allerede er taget af sted til Tysland, fordi muligheden har eksisteret længe. Den er så blevet forbedret, fordi jeg nu har lavet en aftale med den tyske undervisningsminister, så vi er sikre på, at kvaliteten er den samme, uanset om man tager sin praktik i Tyskland eller Danmark«. Selvkritik vil gerne gratulere: For hvor er Antorini dygtig, at hun sådan kan lave en aftale med den tyske undervisningsminister. De stak lige hovederne sammen, som man gør den slags i den politiske klasse, og så blev de enige om, hvor vigtigt det er, at udvide forestillingen om arbejdsmarkedet til at omfatte flere lande. Der er ingen grund til at arbejdsmarkedet skal opfattes som sådan et afgrænset sted, hvor man kender hinanden og taler samme sprog. Det kan tænkes meget større.

Det er ikke første gang den politiske klasse opfordrer danskerne til at rejse til udlandet. Morten Østergaard har tidligere betroet Politiken, at det er hans vision at de 25% af befolkningen, der skal have en videregående uddannelse, alle får et udlandsophold i løbet af deres uddannelse. Det er dog kun et ophold.

Men da konsulentfirmaet COWI lavede en rapport, der viste at det meste af den arbejdskraft, der virker på danske anlægsarbejder, bliver hentet i udlandet slog Rasmus Helveg Petersen fast, at han ikke var bekymret, for “… i takt med at udenlandske virksomheder kan byde på opgaver i Danmark, kan danske virksomheder også byde på opgaver i udlandet”, som Petersen forklarede dr.dk. Petersen fik forøvrigt opbakning fra medlemmet af danskernes parti til værn om familieværdierne, de Konservatives Benedikte Kiær.

Den politiske klasse er glad for at rejse. Måske er det mere præcist at kalde den Den rejsende Klasse. Den består jo heller ikke kun af politikere. Den består også af de højtuddannede, menningsdannerne. På flere universiteters hjemmesider kan man, når man besøger de enkelte forskeres hjemmesider, se et kort, der viser, hvor forskeren har rejst.

Den rejsende klasse rejser, og det får den betalt. Den gør det på første klasse, hvor den har plads til benene, og den tager selfier fra de møder og festlige begivenheder som den kommer forbi. Den viser billeder fra sine rejser frem på Facebook og Twitter og bliver en viral succes med dokumentationen af sin dyre livsstil. Alligevel giver det den politiske klasse en fornemmelse af, at være i øjenhøjde med befolkningen, når den sådan åbner dørene til magtens korridorer og lader os forstå, hvordan Antorini lige skar kagen med den tyske undervisningsminister. Sådan er den politiske klasses liv, og bortset fra de ret urimelige miljømæssige omkostninger ved den livsstil, som miljøminister Ida Auken selvkritisk har peget på med formuleringen om, at “Hvis vi allesammen levede som mig, var vi fucked”, så er der da ingen, der skal forhindre klassen i at leve sådan.

Men når den rejsende klasse – ja lad os kalde den det – indretter samfundene således, at menneskene i dem skal være parat til at leve, som den rejsende klasse selv har succes med, når de gør deres egen livsform til det ideal, de holder op overfor resten af befolkningen, så er det på tide, at den rejsende klasse bedriver selvkritik.

Det kunne jo være det ikke var alle danskere, der drømte om et liv med læreplads i Münster, arbejde to uger i Bratislava, fem dage med kæreste og barn i Bogense inden turen igen går til en arbejdsplads et sted i EU, hvor en dansk minister lige har lavet en aftale, der gør det hele lidt lettere. Har den rejsende klasse, al sin berejsthed og uddannelse til trods, virkelig ikke fantasi til at forestille sig, at der er mange mennesker, der ikke drømmer om at indrette livet på den måde? Har den ikke fantasi til at forestille sig, at der er mennesker, der vil være sammen med deres familie, ikke bare i weekenden, men også i hverdagen, leve sammen og dele seng, opvask, vasketøj og godnathistorie, og handle ind steder, hvor man møder mennesker man har kendt i gennem mange år, og hvor man forstår de nuancer i sproget, de fleste af os kun fanger i vores eget.

Alligevel er det ikke det forhold, at den rejsende klasse ikke kan se eller forstå, at der er mennesker, der har det anderledes end den selv, der får én til at føle et voldsomt ubehag over at den rejsende klasse vil den verden, hvor uddannelses- og arbejdsmarkedet er hele Europa, ja hele verden. Måske er det heller ikke miljøministerens konstatering af, hvor fucked det er, hvis vi virkelig alle sammen begynder at rejse rundt på den måde, den rejsende klasse forestiller sig. Det, der gør den rejsende klasses samfundsprojekt så ubehageligt at lytte til, er den triumf, med hvilken de fejrer, at deres egen måde at leve på bliver norm for alle, hvad enten de kan lide det eller ej: En fantastisk mulighed. Tænk hvis det samme blev sagt med sorg i stemmen.

“Det er en fantastisk mulighed”. Nej. Det er en af den slags udviklinger i vores samfund, som den rejsende klasse ansvarsforflygtigende ynder at kalde en nødvendighed: “Sådan er udviklingen”.

I mens bliver vi rigere. Gid den rigdom, dog snart vil kunne omsættes til liv, der ikke nødvendigvis ligner dem, den rejsende klasse lever.

Vi reformerer universiteterne

– og universitetsreformerne

De skal reformeres og fornys skal de. Universiteterne. Så vi laver en universitetsreform. Eller to. Nu skal universiteterne konkurrere mod hinanden. De skal være innovative. De skal være nyere og skinnende. Mere skinnende. De skal køre med taxameteret tændt. De skal være mere som virksomheder. Nej, de skal være virksomheder. De skal have bestyrelser. De skal åbne nye afdelinger. Og fusioneres. Det vil sige slå gamle afdelinger sammen. Århus skal ligge i København. Og Aalborg. Aalborg skal ligge i København. Det er provinsens fremskridt. Virksomheder må være dér, hvor kunderne er. Og de skal vokse. De skal tage flere ind. Som de bør lave nye erhvervsrettede uddannelser til. Der skal være kortere fra forskning til faktura. Og de unge skal have valgmuligheder. Ved hjælp af en universitetsreform kan vi hæve kvantiteten, uden at sænke kvaliteten. Så universiteterne får aftagere. De skal orientere sig mod det internationale. Universiteterne skal have verdensklasse. Men ikke glemme at vi har sikret, der er plads til personlig. Så længe det er udvikling. Og den ikke står i vejen for publikationsevnen. Der skal være høj. Og ny. Vi har gjort op med nulforskeren. Ham der underviste. I stedet producerer vi nyt, for det nye skal stå, hvor det gamle faldt. Fordi det blev gammelt. Da det nye kom til. Og det nye er mere relevant end det gamle og kan handle om det, de taler om på konferencerne. De internationale. Mellem konfrontationstimerne. Og i forskergruppen. Og i undervisningen. Også den naturligvis! Hvorfor har ingen tænkt på den? Den skal evalueres. Og have et løft. Så vi får mere tid til faglig fordybelse. I undervisningen. Men det handler ikke bare om at evaluere. Vi skal måle på det rigtige. Og det er det andet. Det vi ikke har målt på. Det skal vi måle på nu. Og væk med taxametrerne. Ind med nogle andre. Styres skal der jo. Derfor centraliserer vi de administrative funktioner. Samler dem. På den måde oplever vi en synergieffekt. Som vi indfører en enstrenget ledelsesstruktur til at lede. Sådan et instrument er også lettere at spille på. Den enstrenget leder er lettere at tale med. Vi kan overbevise ham om, at han har lavet for mange uddannelser. Dem må vi have nogle færre af. Uddannelserne. Der er jo ingen, der kan kende forskel. Så vi lukker dem. Og så underviser vi mere. Med nye tavler. Og IT. Så vi kan få de studerende igennem. De kommer så let til at sidde i sumpen. Hvis ikke de har den fornødne fremdrift. Så den reformerer vi. Vi tørlægger sumpen på universiteterne og reformerer fremdriften. Det er der mange, der ikke kan lide. På universiteterne. Så det har de godt af. De falder til patten. Det har vi god erfaring for. De ved at reform betyder forandring, der gør godt. De har selv lært os det. Dengang vi gik på universiteterne. Det skal de huske, før de peger fingre: Det var universiteterne. Der skabte os. Der reformer dem.

I en ny måling lander tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i bunden af troværdighedsskalaen. Det er analyseinstituttet Wilke, der har spurgt danskerne, hvor troværdige politikerne er, og det er danskerne, der siger Løkke er utroværdig. For et år siden syntes danskerne i en lignende måling, at Løkke var den mest troværdige politiker. Men det er åbenbart anderledes nu.

Man må spørge sig selv, hvordan det forholder sig med danskernes troværdighed. Dem kan man åbenbart hverken stole på eller regne med. De har et standpunkt, til de tager et nyt. Selvkritik placerer danskerne i bunden af troværdighedsskalaen. Det er ikke nemt at være politiker for så uvederhæftig en befolkning.

kan man lave på denne tekst. Skulle det utænkelig ske at man dumper, er intet så slemt, at det ikke er godt for noget. Måske venter der en lynkarriere i et tilstødende parti.

Kan man lære af sine fejltagelser?

Det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe har udvist selvkritik i forhold til det danske engagement i Afghanistan og til Berlingske udtalt (her citeret fra DR):

– Forsvaret skal ikke bebrejdes, for det gjorde, som det fik besked på, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi efterfølgende kan tage diskussionen og ikke mindst lære af denne krig. Også selv om soldaterne nu får at vide, at vi sendte dem ud på en forkert mission. Vi har mistet rigtig mange danske liv på den konto, og man er et skarn, hvis man så ikke kan være selvkritisk. Det gør ikke soldaternes heltedåd mindre.

Selvkritik vil gerne kvittere for Stampes evne til selvkritik.

Til gengæld må Selvkritik også notere sig at de radikales tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen som reaktion på Stampes selvkritik har udtalt (ligeledes citeret fra DR):

– Det er værdiløst at komme med de udtalelser. Det ændrer ikke en tøddel ved, hvad der er sket. Man kan ikke lave verdenshistorien om med tilbagevirkende kraft.

Man kan jo godt forstå hvis Helveg Petersen måtte være uenig med Stampe. Det kan man sagtens være. Men det Helveg Petersen anfægter er værdien af selvkritik. Mener Helveg Petersen virkelig at eftersom man ikke kan lave historien om, så er det værdiløst at indse at man har taget fejl? Mener Helveg Petersen at vi ikke kan lære af historien? Hvad mener Helveg Petersen så vi kan lære af?

Der skal ikke herske tvivl om at Selvkritik er på selvkritikkens side. Selvkritik er desværre, men nødvendigvis enig med Helveg Petersen i, at når man bliver klogere så sker det ved, at man forholder sig kritisk til ens tidligere position – en position som det naturligvis ikke lader sig gøre at ændre med tilbagevirkende kraft. Men når Helveg Petersen derpå mener at det forhold gør selvkritik værdiløs, så må Selvkritik nødvendigvis mene at det kan Helveg Petersens manglende tillid til selvkritik selv være.

Den danske venstrefløj har etableret et nyt princip for omfordeling. Hvor højrefløjen tager penge fra de fattige for at give til de rige, tager venstrefløjen penge fra nogle fattige for at give til nogle andre fattige.

Højrefløjens omfordelingsprincip kan man være enig eller uenig med, men det er ideologisk og bygger på en forestilling om, hvordan samfundet bør være. Venstrefløjens nye princip kan vel kun forstås som udtryk for desperation.

Det er som om venstrefløjen helt har mistet troen på sine egne løsninger. Det er så meget desto mere tragisk, når man betænker at det sker efter en økonomisk krise udløst af højrefløjens selvdestruktive løsninger.

I et debatindlæg i Politiken, giver Nanna Westerby, Emilie Turunen og Jesper Petersen som den første grund til, at de nu vil være socialdemokrater:

“Vi vil ikke være jomfruelige i forholdet til magt, ansvar og lederskab”.

Selvkritik har det ikke på samme måde, og forstår godt de mange socialdemokrater, der føler sig truffet. For selvkritik er det tværtimod en dyd altid at ønske sig at kunne omgås magten, ansvaret og lederskabet med jomfruelighed.

Det er langt fra let, at bevare sin jomfruelighed i omgangen med magt, ansvar og lederskab. For problemet er at vi bliver liderlige af magt, ansvar og lederskab. Sådan er magt, ansvar og lederskab. Og sådan er liderlighed.

Men er man liderlig, tager det let magten fra én. Det er en skam, hvis det var magten, man i sin liderlighed ville have.

Skal man tage magten fremfor at blive taget af den, er det nødvendigt, at man bestræber sig på at være jomfruelig i sin omgang med den. Det er magten, ansvaret og lederskabets problem. Det er den anstrengelse magten kræver af os: Vi bliver liderlige af omgangen med magt; uden jomfruelighed i omgang med magten bliver vi magtliderlige.

Dog må vi altid stå ved den tiltrækning magt, ansvar og lederskab udøver på os. Liderligheden må vi ikke vende ryggen til. Vores skamfuldhed hjælper ingen. Vi må ikke blive jomfrunalske i omgangen med magten.

Vi vil have den, men vi vil jo også have vores vilje med den.

“Demohypno” er navnet på den styreform man har, når man indenfor et formelt monarki har et formelt demokrati.

De studerende skal hurtigere gennem uddannelserne – den såkaldte gennemførselstid skal ned

Gennemførselstiden skal ned.

Samfundslagkagen: De studerende må tage skeen i den anden hånd. Deres gennemførselstid skal ned, for jo hurtigere de kommer igennem desto større bliver lagkagen.

Hvis vi i fremtiden skal finansiere the artist formerly known as, vil det være en hjælp, hvis de studerende kommer hurtigere gennem deres uddannelse.  Et af de værktøjer vi har, er den såkaldte gennemførselstid. Det er en knap, vi kan dreje på. Skruer vi ned for gennemførselstiden, bliver samfundslagkagen større, og vi vil kunne bevare the artist formerly known as.

Den 16. januar 2008 spurgte SFs uddannelsesordfører Jonas Dahl, daværende minister for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander “hvorvidt bestræbelserne på at tilvejebringe en hurtigere gennemførselstid kan føre til en faglig nedgradering af universitetsuddannelserne og dermed et faldende uddannelsesniveau?”. Det var et godt spørgsmål. Spørgsmålet og Sanders svar, der viser, hvilket glimrende instrument universiteterne og deres undervisere er for samfundsudviklingen, kan læses her.

I dag har vi en anden regering. Den vil ikke bestemme hvordan universiteterne skal få gennemførselstiden ned. Kun at den skal ned. Det er demokrati, at vi kan skifte regeringen ud, når vi ikke er tilfredse med den retning, regeringen udstikker for samfundet.

Men det er nu en god idé at sænke gennemførselstiden: Der er så meget, man må glemme, før man bliver i stand til at se det nye i det nye. Det bliver så meget nemmere, hvis man til at begynde med lærer det gamle i forbifarten.

Det er mig, der er det politiske værktøjs værktøj. Da jeg selv var under uddannelse, hørte jeg ofte det billede anvendt, at jeg skulle kunne min lektie så godt, at jeg kunne svare rigtigt, selv hvis jeg blev vækket midt om natten.

I dag tør jeg godt sige, at jeg er god til mit arbejde: Selv hvis jeg vækkes midt om natten, udbryder jeg “Bestået!”

Tesfayes kritik af venstrefløjen er desværre blot en segmentanalyse

selvkritik.dk er naturligvis principielt begejstret for det, når venstrefløjen kritiserer sig selv og Matias Tesfaye retter i dagens udgave af Politiken en kraftig kritik af venstrefløjen. Du kan læse Tesfayes indlæg her. Guderne skal vide, at set fra denne daglejers position, trænger venstrefløjen til en ordentlig overhaling. Men det nedslående ved Tesfayes indlæg er, at der absolut ingen samfundsanalyse er i hans overvejelser. Nada. Tesfaye tænker i segmenter. Han tager udgangspunkt i en gruppe af mennesker, han vil have med på sin fællesskabsvision. Det er de faglærte og ufaglærte arbejdere, der er i job, Tesfaye vil have med, for ellers mener han ikke hans vision ikke vinde. Og når venstrefløjen kæmper for kontanthjælpsmodtagerens rådighedsbeløb, der er større end arbejderens, så har venstrefløjen, som Tesfaye siger, “Igen […] sat fødderne forkert i tidens store værdispørgsmål”. Og så, frygter Tesfaye, får rød blok atter ti år i mørket.

Hvis Tesafye nu havde taget udgangspunkt i det forhold, at der i EU er mange lønmodtagere, der vil udføre danske lønmodtageres arbejde for en brøkdel af prisen, at der er vietnamesiske ingeniører, der vil udføre danske ingeniørers arbejde og indiske programmører, der vil udføre danske programmørers arbejde for en brøkdel af prisen; eller havde Tesfaye taget udgangspunkt i det forhold, at der alene inden for Danmarks egne grænser, er mange løsarbejdere og “praktikanter”, der vil udføre  lønmodtagernes arbejde for en brøkdel af prisen, så ville hans analyse være på det niveau, hvor problemet er.

Men Tesfaye er selv gået helt i et med kartoffelrækkesocialisternes logik. For ham handler det om, at hjælpe dem der ser “problemer” til at se “muligheder”, og derfor må vi ikke tale om at på det regionaliserede og globaliserede arbejdsmarked, der er lønmodtagernes arbejde ikke de penge værd, som de skal have for at udføre det. Tesfaye vil – fuldstændig som regeringen og Ventre – forsøge at  føre en politik for dem, der har, men er bange for at miste.

Det, vi har brug for, er en samfundsanalyse og en politik, der adresserer problemet. Ikke endnu en segmentanalyse af vejen til magten og fastholdelsen af den. Ikke mere snak til de mange der af god grund er bange. I stedet må vi finde ud af, hvad vi stiller op med dem, der som mig og den indiske programmør, gør dansk lønmodtagere bange, fordi vi er klar til at gøre deres arbejde for en brøkdel af prisen.

Danmarks problemer løses ikke af at danskerne spiser leverpostejsmadder.

Tænk hvis alle dem der forsikrende fortalte os “Vi kan ikke konkurrere på løn, men vi kan konkurrere på viden” ligesom alle andre nu også skulle gå ned i løn.

I aftenens Deadline på DR2 efterlyste tre erhvervsledere (Stine Bosse, Henning Dyremose og Steen Riisgaard) mere “sult” i vort samfund. Man forstår, det var det der gik galt i det 20. århundrede: Vi blev mætte.