Skip navigation

Category Archives: Mænd

“Hvordan går det?”, spørger en kvinde den mand, hun er i selskab med.

“Af helvede til”

“Gør det?”, svarer damen, så man kan høre hun er overrasket over den klare udmelding.

“Ja, det gør det”.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan straks lide den mand. Det skal der tænkes over.

 

Spotify har fundet ud af, hvilken musik folk holder for sig selv, at de holder af. Det skriver DR om. Nummer to på listen over sange, som folk elsker, men tilsyneladende skammer sig over at lytte til, er Wham! med “Wake me up before you go go”.

Men nu vil vi ikke skamme os mere, så her kan vi i smug mødes og se George Michael i bitte bitte små shorts og med sådan nogle smarte gule fingervanter på. Selvkritik sladrer ikke. Alt i 1980 stil så det forslår. Og wake me så up before you go go:

Afsporet: Kønsdebatten lever af at skelne mellem de køn, debatten prøver at problematisere skellet mellem.

Når vi skal have gang i kønsdebatten, relancerer vi den gamle traver: Der er, eller der bliver gjort forskel på de to køn. Årsagen til at vi kaster os ind i kønsdebatten er, at vi enten er utilfredse med, at der er eller bliver gjort forskel på kønnene, eller at der er noget i udviklingen i forholdet mellem kønnene, vi synes bærer på en tendens, det er værd at påtale. Målet med kønsdebatten er enten helt at opløse distinktionen mellem kønnene eller at ønske sig at den forskel der er på kønnene gik nogle andre steder end dér, hvor det historisk og aktuelt er tilfældet.

Hvis vi ønsker os helt at opløse distinktionen mellem kønnene, sådan at vi for eksempel helt holder op med at være opmærksomme på en kønsforskel, så er kønsdebatten ikke det bedste sted at begynde. Den debat springer fra og lever af distinktionen mellem kønnene.

Hvis det man ønsker sig er en genforhandling af den måde, værdier og normer er distribueret kønnene imellem, kan man tro at kønsdebatten må være the place to be. Det er formentlig rigtig nok når de områder der udpeges er af den slags, der meget formelt lader sig pege på: Lige løn og barsel kan nævnes. Men det er svært at se, hvad kønsdebatten ellers forløser. Det er muligt den kan være et sted, hvor enkelte kan få luft for de overgreb, kønnet for dem er resulteret i: For eksempel kan kvinder sikkert med god grund anklage mændene for at deres krop til stadighed bliver reduceret til begærsobjekt af mandens blik, og mændene kan med ligeså god grund (skønt sjældnere hvilket igen skyldes den måde kønnene er og bliver gjort på) anklage kvindens blik for at være et socialt blik, der er mest interesseret i de penge og den status, manden repræsenterer.

Men så står vi ligesom dér. Og medmindre anklagerne faktisk hjælper os selv til at rive blikket ud af kavalergangene og væk fra skulderpudernes løfter om sukkende hvile, hvad kavalergangene og skulderpudernes fortsat presserende nærvær synes at betvivle, peger vi, selv med kønsdebattens mest anklagende finger, bare på de steder, vi allerede har alt for svært ved at få blikket fra.

En Sarah høyer har anbefalet produktet JorgObé, der er en såkaldt Peel Off Mask. Under overskriften “Virker mod hudorme”, skriver kvinden med det ortografisk set interessante navn, Sarah høyer:

Jeg købte masken til min kæreste da han døjer med hudorme over næsen. Og den er bare super effektiv efter 4 uger er hans hud meget flottere og 80% af hudormene er forsvundet. Uden tvivl et produkt vi vil blive ved med at bruge fremover.

Det sidste “vi” må skyldes, at hun bruger masken på ham. Ligesom JorgObé fortrænger hudorme fortrænger kærligheden individualiteten. Hans i det mindste. Eller også er det en bivirkning ved masken at den af og til tager lidt for godt fat.

På nettet er der steder, hvor mænd skriver til andre mænd og beskriver sig selv. Af og til skriver de noget, man måske ellers ikke læser. Og det er nogle gange spændende.

Færdes man, som jeg, i nogle af de reservater mænd har skabt på internettet, danner der sig et billede af, hvordan tidens mandlige selvforståelse ser ud. Her kan man læse, hvordan mænd beskriver sig selv mand til mand. Det følgende replikskifte er fra reservatet.

Spørgsmål: “Hvad er sex for dig?”

Svar: “Jeg har sex med kvinder for at bevise overfor mig selv, at jeg kan, men når har jeg sex med smukke kvinder, bliver det for at bevise overfor andre mænd, at jeg kan”.

Bliver man anfægtet af udsagnet, farer man sikkert også hurtigt vild mellem de spørgsmål, anfægtelsen rejser. Giver man citatet til mennesker omkring de tyve, hæfter de sig ved, at udsagnet er en maskeret selvfremhævelse: Den der siger sådan siger også, at han regelmæssigt har sex med kvinder, og at han også fra tid til anden har sex med smukke kvinder.

De fleste vil nok hæfte sig ved det provokerende i udsagnet: Kvinderne, der bliver reduceret til et middel for selvforholdet. Det er rigtigt, at det er provokerende og desuden æstetisk, moralsk og eksistentielt problematisk, når man blot betænker, at det sagt i reservatet ikke er sagt for at være provokerende.

Udsagnets homoseksuelle strøm er vanskelig at overse: Kvinderne – eller i hvert fald de smukke – er smykker eller fjer, manden pynter sig med for at tiltrække sig andre mænds opmærksomhed.

Det er også påfaldende, at man midt i mændenes reservat finder en beskrivelse af sex, vi ellers forbinder med kvinden: Close your eyes and think of the recognition.

Det vigtigste korrektiv til den almindelige kønslige diskurs analysen kaster af sig, er imidlertid det banale, at selvom mænd vil have sex og kvinder vil snakke, så betyder det ikke, at sex for mænd er målet. Som alt mulig andet er også seksuallivet så gennemkapitaliseret, at mandens konkrete – og formoder jeg – endnu sanseligt vellystige deponering, i et tilbageblik skal begrundes og begrundes i kraft af et afkast.

Og så er vi end ikke begyndt på beskrivelsen af det selv, der med andre som argument, fører bevis for sig selv, overfor sig selv. Der er ikke noget at sige til, at der må tales så uendelig meget om identitet, og at talen forslår så uendelig lidt.