Skip navigation

Category Archives: Litteratur

Havde man en mønt for hver litterat, der har forsøgt at forklare, hvad det er, der udmærker og fremhæver den skønne litteratur, ville man være rig. I virkeligheden er spørgsmålet om, hvad det særlige er ved litteraturen ikke svært. Det særlige ved den skønne litteratur er, at den finder sig selv så særlig fornem, at den mere end noget andet ynder talen om sine ynder. Var verdens tekster samlet i en andegård ville skønlitteraturen være den kalkunske hane, der var født med sporer og som derfor troede, at den var en kejser, der kunne puste sig op som et fartøj for fulde sejl og som pludrede til den blev ganske rød i hovedet.

Venus' fødsel af Botticelli (1485)

Sandro Botticellis maleri Venus’ fødsel er et af de florentinske kontorers, Uffiziernes, mest berømte malerier. Der er skrevet meget om maleriet: Dets tilblivelse, Botticellis inspirationskilder, og hvordan billedet muligvis er udtryk for, hvordan skønheden kan materialisere sig dér, hvor en evig guddommelig idé befrugter det jordisk.

Om det nu er det man ser, skal jeg ikke bestemme, men blot konstatere at Botticellis billede synes at være et af den slags billeder, de lærde har fundet det fornuftigst at omgås med mange ord.

Det er på tide at møde hende ansigt til ansigt. Henrik Nordbrandt har i et af sine forladthedsdigte åbnet med en af de fineste jeg-slår lige-ud-med-hånden linjer i dansk digtning. Digtet lyder sådan her:

 

Botticelli kunne ikke

Botticelli kunne ikke have gjort det bedre:

Du går ud i aftenens regn

og mister langsomt dine farver

til jorden og den næste dag.

 

Bagefter sniger du dig ind i min drøm

og får den fremkaldt på ny

af klavermusikkens rustne toner.

Lyset blafrer i trækken. Det øser ned.

 

O, skumfødte! Vandets forestilling om vand!

Du skal forsvinde mellem fingrene på mig

inden jeg finder dit hjerte

– og gå ud og finde dit eget leje.

… og omfavner endnu en af sine kritikere. Harald Voetmann havde en lille tekst i Information for en uge siden, og den kan man uroligt læse.

Voetmann skriver om ting han ikke elsker:  “At mit behagelige liv er betinget af afgrunde af lidelse, som f.eks. kan puttes på pose og kaldes for ’Øffes flæskesvær’”.

Og “Litteraturvidenskab, det minder mig mest om sammenblandingen af mad og sex, men hver sin smag selvfølgelig”.

Selvkritik har fået fingre i Christina Hagens Boyfriend, som villigt spreder sine sider.

Boyfriend vil ikke gøre dig lykkelig. Han vil ikke engang tiltale dig som den intellektuelle elite, du er. Det er en bog, du ikke kan få over på din side.

I en tid, hvor andre praler af, at deres måde at ekskludere på er mere inklusiv end andres, er Boyfriend befriende frastødende modig. Or some such thing, som han måske selv ville sige. Han vil gå dig på, den tid I er sammen: Enten vil du foragte dig selv og din smag, fordi ingen andre synes Boyfriend er noget særligt; eller også vil du frygte alle de blikke, andre kaster efter din Boyfriend. Ja, du vil først blive i stand til at tænke på ham som en god bog, når han ligger brugt og forladt tilbage. Men så vil du stadig have mindet om den tid I var sammen, og hvis du gør dig til hans ejer fremfor bare at låne ham som du plejer, kan du altid tage ham ned fra hylden og bruge ham igen, når DU har lyst.

Og så kan Boyfriend købes for penge. Du har ikke noget bedre at bruge dem til.

P.S. Bogen hedder faktisk Boyfrind. Åh selvkritiks trang til orden fører atter til rod.

men for at kunne være ærlig, måtte jeg kende mig selv.

Altså er det opgaven at kende sig selv.

Lad den der kender sig selv, smide den første sten.

Selv bor jeg i glashus. Men I’ll huff and I’ll puff.

I anledning af debatten om Østergaard, Hassan, kontaktperson, sex og litteratur

 

Problemet er, at den bedste kontakt ikke er den administrerede. Og at den bedste kontakt er svær at administrere.

Kære anmeldere

Når I anmelder gode bøger, vil I så ikke nok være søde ikke at bruge vendinger som “en forfatter vi kan vente os meget af i fremtiden”, “en forfatter der med tiden kan få stor indflydelse”, “en forfatter det bliver spændende at følge”. Det er så smagløst. Så vækstfetichistisk.

Forøvrigt: Tiden skal nok selv fælde dom. Den bliver sikkert lige så uretfærdig som vores.

Måtte alt godt blive realisme med tiden.

Vi orienterer os efter de andres smagsdomme, for vi er sociale væsner, men vores læsninger trænger til at miste den retning, dommen giver dem.

I Brians Boyds Vladimir Nabokov: The American Years  kan man læse at kritikeren – eller “man of letters” som englænderne kan kalde sådan en – Edmund Wilson, der ikke var ovenud begejstret for Nabokovs roman Lolita, ikke desto mindre forsøgte at hjælpe Nabokov med at få bogen udgivet. Da redaktøren Jason Epstein besøgte Wilson, skulle sidstnævnte ifølge Boyd have sagt: “Her er et manuskript af min ven Vladimir Nabokov. Det er frastødende, men du burde læse det”.

Hvis man på opfordring af en ven læser en bog, hvorfor læser man den så? Man læser den på opfordringen naturligvis. Men er det dommen, man læser den for; er det i kraft af den relation, man har til den, man modtager opfordringen fra; er det for bogens skyld? Eller er det for den følelse eller stemning, man i kraft af opfordringen har fået håb om, værket kan bringe én i?

Svaret er ikke entydigt. Ofte er det relationen og dens karakter, der er afgørende.  Som i denne scene fra Woody Allens Hannah and her sisters, hvor Hannahs mand Eliot (spillet af Michael Caine), giver sin svigerinde Lee (Barbara Hershey)  en bog med digte af e.e. cummings og anbefaler dette fine digt. Sådan en anbefaling kan man roligt tage for en kærlighedserklæring.

Anbefalinger sætter altid den relation i hvilken de udveksles på spil. Udveksling af anbefalinger kan forfalde til ikke at gøre meget andet end at hierarkisere en social orden. Men de kan også med overraskende hast bringe fremmede sammen. Det er vanskeligt ikke at fatte sympati for et menneske, der deler ens smag. Hvis det er særlig udtalt og gælder på tværs af genrer, kan man bygge venskaber og kærlighedforhold på det.

Følger man en anbefaling, kan det også være for at undersøge den følelse, man i kraft af anbefalingen forbinder med værket. Når Wilson fortalte Epstein, at han på en og samme tid fandt sin vens bog frastødende og læsværdig, er der ikke noget at sige til, at Epstein fulgte anbefalingen og læste bogen. Han var nød til at undersøge den sammensatte følelse, det måtte være på en gang at være frastødt og tiltalt på samme tid.

Men kan man følge anbefalingen for dommens skyld? Kan man følge den, fordi man vil danne sig indtryk af, hvordan ens egen smag er indrettet i relation til den, man får anbefalingen af eller i relation til den kanon eller tradition, der fortæller én, at den og den bog er værd at læse.

Det kan man godt. Det er en ret kedelig og åndløs måde at læse på. Det er desværre også den måde at læse på, der hjemsøger dagbladskritikken, min egen videnskab og også min egen praksis. Det er den måde, vi beskæftiger os med kunst i offentligheden. Spørgsmålet bliver altid: Dur det ikke eller skal vi have et fakkeloptog? Selv i forberedelserne er vores beskrivelser af værkerne rettet mod dommen som slutprodukt, hvad enten vi arbejder som forskere eller kritikere.

Det er sådan offentligheden tror, den vil have det. Og i videnskaben giver vi offentligheden det den vil have.

Man må ud af videnskabeligheden. Ud af offentligheden er det til gengæld ikke til at ønske sig. Den må angribes med gentagne tilbagetog.

Nomineringerne til Nordisk Råds Litteraturpris er kommet og Karl Ove Knausgårds Min kamp er ikke nomineret.

Hvis det lykkes at gøre litteraturen ligegyldig for kulturen, så var det ikke brutale fremmede, nye medier, markedsgørelse, eller en eller anden form for dannelsestab, der var hovedårsagen. Det var litteraterne.

Frygter man længe nok, at noget man holder af skal gå tabt, kan det hænde, man slet ikke mærker tabet, når det endelig kommer. Man sidder bare dér kun med øje for frygten.

Jeg ved ikke længere, om den foregående sætning blev skrevet med tanke på litteraturvidenskaben, Europa eller gamle kærester.

Litteraturvidenskaben ynder at påvise, at der går spor fra tekst til tekst. Men som regel befinder litteraten sig et sted mellem den konkrete dokumentering af det direkte eller bearbejdede citat og en helt overordnet påvisning af at tekster har fællestræk: Han arbejder med en forestilling om en form for påvirkning direkte fra tekst til tekst.

Når litterater mener at kunne påvise påvirkning, bruger de deres specialiserede viden om litteratur, og det nærsyn specialiseringen mig meget bekendt forårsager, til at gøre en bred samtale smal. Litteraten gør litteraturens anliggende med hele verden til et anliggende med det lille hjørne af verden, han er specialiseret i.

Aristoteles synes i Poetikken at sige, at kunsten viser os det almene i det specifikke (min formulering skylder Karsten Friis Johansen en del).

Det forekommer mig nogle gange, at det jeg finder i tidens litteratur, snarere er forsøg på at hævde det specifikke som alment.

“Tænk engang at mennesket har kunnet forestille sig at kunst var for individet, hvad revolutioner er for nationer, nemlig selvskabelse”, siger du frem for dig. Du er alene i kontoret. Men det kan ikke skjules, det var belærende sagt: Du lyder som et skamferet citat.

På Informations debatsider har en læser skrevet: “Trangen til at holde foredrag er ukontrollabel”.

Mercy is irony.