Skip navigation

Category Archives: Læsninger

Ofte involverer mine dage en vandretur langs Københavns søer. Jeg er kommet til at holde af disse ture. Mest i kraft af menneskene man møder der. Det der er så tiltalende ved mennesker et sted som ved søerne er, at de ligner alle mulige andre mennesker. Der er ikke rigtig noget andet de har tilfælles. Måske kan man sige at de er storbymennesker. Men ellers er de vanskelige at kategorisere. Der er motionisterne. Både dem der svedene presser deres kroppe til det yderste og tjekker deres pulsur for hver 100 meter. Og så dem der er lidt langsommere, mere halsende. Måske på vej rundt om vandet efter påbud fra lægen. Det kan man ikke vide. Der er unge forelskede mennesker. Og knap så unge forelskede mennesker. Der er andre, der er gået ned til en bænk ved søerne for at gå fra hinanden. Der er mennesker – nok mest kvinder – på barsel, med barnevogne. Og der er børn. Dem er der en del af. Der er gamle mennesker, der sidder på bænkene og betragter søerne og menneskene, der går tur langs med dem. Dér kommer en mand i sort jakke med en taske i hånden. Han ligner et menneske, der trods travlhed har tilladt sig selv denne spadseretur som et lille åndehul. Han smiler selvbevidst, men også anstrengt. På to bænke har fem unge mænd sat sig med øl i plasticbægre. De er i festligt humør. De har det sjovere end den rødmosset mand lidt længere henne, der også er gået ned til søerne for at drikke øl.

Ved søerne er vi der alle sammen. Og måske har vi ikke andet tilfælles end det, at vi lever i en storby. Men det forekommer mig alligevel at vi alle er kommet ned til søerne for dér at gøre noget, vi på en meget konkret og gennemskuelig måde forbinder med det gode liv. Det forekomme mig, at der er noget genkendeligt i alle vores forskellige måder at være til på. Man kan se, hvad vi vil ved søerne. Forstå det. Vi kan have andre forestillinger om det gode liv, end de andre mennesker ved søerne har. Men vi kan ikke undgå at se de andres forestilling og se dem prøve at leve den forestilling ud. Ved søerne er det langt tydeligere end i bussen, i supermarkedet eller i trafikken, at det faktisk er forestillingen om det gode liv, der driver os rundt om søerne og gennem i livet. Den tydelighed forsoner. Jeg tror, det er derfor, jeg går hjem langs søerne i dag.

Hvorfor optræder spøgelser altid i grønt lys, når de får chancen for at komme i fjernsynet?

spøgelse klar til optagelse

Spøgelser ses sjældent på den røde løber. De sværger alle til grønt, når de optræder i medierne. Det er vi mange, der kunne lære noget af.

“Yes, Piglet?”

“Nothing,” said Piglet, taking Pooh’s hand. “I just wanted to be sure of you.”

Statens Museum for Kunst

Her er Statens Museum for Kunst. Bygningen er stor, og kan ikke være på billedet. Bygningen ligger lidt hævet og diagonalt på krydset over for Kongens Have midt i København. Taget er irret, og der er relieffer placeret på bygningens facade. Der er en høj trappe, man skal op ad for at komme ind. Der er også søjler.

 

 

 

 

Statens museum 171

Her kan man bedre se bygningen og indgangen. Man skal op af grusstien dér for at komme op til kunsten. Er man på cykel, kan man parkere cyklen her. Bygningens navn står skrevet øverst oppe. Der er brugt guldbogstaver.

 

 

 

 

 

Statens Museum for Kunst

Her er trappen man skal op ad, for at komme op til kunsten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Statens museum 184

Når man kommer ind på Statens Museum for Kunst, står man i en højloftet Hall. Det er herfra gæsterne distribueres ud til de forskellige udstillinger, til garberoben og toiletterne i underetagen. Og til museumsbutikken. Man kan også aflevere sin barnevogn, og til gengæld låne en af museets egne vogne.

I midten af hallen er der en stor disk. Det er den man ser på billedet. Der kan man få information.

 

 

 

 

Statens museums vagterHer kan man se hallen lidt fra oven. Der er streger og pile på gulvet. Der er også reb. Det er ikke alle steder man kan gå. Man kan også se nogle museumsvagter.

 

 

 

 

 

 

Statens museum Faste udstillinger

Her bliver museets gæster orienteret om, hvor de skal gå hen, hvis de vil se de tre faste udstillinger, der ligger på første sal. Europæisk Kunst er brun og ligger lige fremme. Dansk og Nordisk Kunst har en sort firkant og ligger sammen med Fransk Kunst, der er tyrkis, til venstre.

 

 

 

 

 

 

 

 

Bag døren er kunstenInde bag døren er kunsten. Vagten holder øje. Der er også en metaldør, der er klar til at rulle ned og spærre vejen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her hænger kunstenHer kan man se kunsten hænge. Der er meget kunst på Statens Museum for Kunst, så kunsten hænger ofte tæt. Ved siden af billederne hænger der tekst. Nogen steder står der bare, hvad billedet hedder, hvem der har lavet det og hvornår. Men af og til får man mere at vide.

 

 

 

 

 

 

 

Viden og designHer kan man få noget at vide om kunsten. Der er hørertelefoner og en skærm man kan kigge på. De stole man kan side og lærer på er Danish Design. Gulvet er et sildebensparket.

 

 

 

 

 

 

Man kan lærerDet her billede er fra udstillingen om Europæisk Kunst. Her kan man også lære forskellige ting. Her er der plads til at en hel klasse kan sidde.

 

 

 

 

 

 

 

Raindrops Keep Fallin’ On My Head blev skrevet af B. J. Thomas og Burt Bacherach til filmen Butch Cassidy and the Sundance Kid. I filmen indgår musikken i den berømte scene, hvor cowboyen Butch Cassidy (Paul Newman) tager Etta (Katherine Ross) med på en cykeltur. “Meet the future”, som han siger til hende.

I sangen synges der om raindrops, men det regner overhovedet ikke i filmscenen. Det er en smuk morgen. Så vidt jeg husker er Ross netop stået ud af Redfords seng. Butch og the Sundance Kid deler skæbne på mange måder forstår vi. Fremtiden er en af dem, Etta en anden.

Sangteksten er ikke just dybsindig. Den har en jeg-klager-ikke-for-det-nytter-ikke-morale, hvad der jo altid kan løfte humøret. Men den er et eksempel på regnen som det naturfænomen, der indgyder mennesket trods.

Det følgende handler ikke om “that selfie”

– men derimod om sætningen “We are in Africa”

I forlængelse af det i disse dage så omtalte  “selfie” af vores lands politiske overhoved Helle Thorning-Schmidt flankeret af England og USAs ditto har der rejst sig adskillige diskussioner på de sociale medier. Særlig interessant er den redegørelse for billedets tilblivelse, som dets ophavsmand, fotografen Roberto Schmidt, har skrevet, på det franske nyhedsbureau AFPs hjemmeside, og redegørelsens efterfølgende kommentarspor.

På et tidspunkt i sin redegørelse forsøger Roberto Schmidt, at forklare den kontekst billedet er taget i. Han fortæller om den festlige stemning på stadion under den fire timer lange ceremoni og skriver så:

“The atmosphere was totally relaxed – I didn’t see anything shocking in my viewfinder, president of the US or not. We are in Africa.”

I det efterfølgende kommentarspor finder man flere indlæg, der hæfter sig ved de sidste fire ord: “We are in Africa”. Et af disse indlæg lyder sådan her:

“I was totally with you, until the offensive “We are in Africa.” What do you mean by “We are in Africa”? Do you even realize what you just wrote? Ways to insult a whole continent!!! I totally lost respect for you. Yet I am almost sure that you lack the intellectual sophistication to comprehend the offensive nature of that statement. This is so pathetic”.

Kommentaren synes på en meget enkel og ligefrem måde at vise, hvordan de poststrukturalistiske teoriers form for kritik kan reproducere en forskel, det sjældent har været vigtigere at nedbryde end nu: Forskellen mellem de højtuddannede symbolanalytikere, der har fanget det spil, der går i gang, når det indvendes, at et udtryk som “We are in Africa” hviler på undertrykkende kulturelle forestillinger, og så dem der knap så sofistikeret reproducerer undertrykkelsen.

“I am almost sure that you lack the intellectual sophistication to comprehend the offensive nature of that statement”.

De poststrukturalistiske strategier synes på den ene side at rejse en helt rimelig og længe udsat kritik af kulturelle undertrykkelsesmekanismer, gerne patriarkalske, heteronormative, kolonialistiske og så videre af tilsnit, men på den anden side rejser de kritikken på en måde, der ekskluderer rigtig mange mennesker fra at fatte, hvad kritikken går ud på. Det er der måske ingen vej uden om.

Det er muligt at se disse teoriers relative succes blandt højtuddannede urbane mennesker, som en refleks af teoriernes kritiske begrænsning: Kritikken er flatterende for os, der er i stand til at fremføre den. Og det er meget let at føre kritikken uden at se den eksklusionsmekanisme, man selv indfører som erstatning for den, man brugte kritikken til at overvinde.

Med selvkritik får man den tanke, at symbolanalytikere som os med strategier som disse har fundet den ideelle legitimering af os selv som klasse: Vi er de intellektuelt sofistikerede, der gennemskuer de eksklusionsmekanismer, de uden vores indsigt reproducerer med deres krænkende tale.

Er det sådan, det er? Er disse teorier dem, der erstatter spørgsmålet om, hvorvidt du er mand, europæer, hvid, rig, heteroseksuel, med spørgsmålet om, hvorvidt du har en uddannelse?

Vi orienterer os efter de andres smagsdomme, for vi er sociale væsner, men vores læsninger trænger til at miste den retning, dommen giver dem.

I Brians Boyds Vladimir Nabokov: The American Years  kan man læse at kritikeren – eller “man of letters” som englænderne kan kalde sådan en – Edmund Wilson, der ikke var ovenud begejstret for Nabokovs roman Lolita, ikke desto mindre forsøgte at hjælpe Nabokov med at få bogen udgivet. Da redaktøren Jason Epstein besøgte Wilson, skulle sidstnævnte ifølge Boyd have sagt: “Her er et manuskript af min ven Vladimir Nabokov. Det er frastødende, men du burde læse det”.

Hvis man på opfordring af en ven læser en bog, hvorfor læser man den så? Man læser den på opfordringen naturligvis. Men er det dommen, man læser den for; er det i kraft af den relation, man har til den, man modtager opfordringen fra; er det for bogens skyld? Eller er det for den følelse eller stemning, man i kraft af opfordringen har fået håb om, værket kan bringe én i?

Svaret er ikke entydigt. Ofte er det relationen og dens karakter, der er afgørende.  Som i denne scene fra Woody Allens Hannah and her sisters, hvor Hannahs mand Eliot (spillet af Michael Caine), giver sin svigerinde Lee (Barbara Hershey)  en bog med digte af e.e. cummings og anbefaler dette fine digt. Sådan en anbefaling kan man roligt tage for en kærlighedserklæring.

Anbefalinger sætter altid den relation i hvilken de udveksles på spil. Udveksling af anbefalinger kan forfalde til ikke at gøre meget andet end at hierarkisere en social orden. Men de kan også med overraskende hast bringe fremmede sammen. Det er vanskeligt ikke at fatte sympati for et menneske, der deler ens smag. Hvis det er særlig udtalt og gælder på tværs af genrer, kan man bygge venskaber og kærlighedforhold på det.

Følger man en anbefaling, kan det også være for at undersøge den følelse, man i kraft af anbefalingen forbinder med værket. Når Wilson fortalte Epstein, at han på en og samme tid fandt sin vens bog frastødende og læsværdig, er der ikke noget at sige til, at Epstein fulgte anbefalingen og læste bogen. Han var nød til at undersøge den sammensatte følelse, det måtte være på en gang at være frastødt og tiltalt på samme tid.

Men kan man følge anbefalingen for dommens skyld? Kan man følge den, fordi man vil danne sig indtryk af, hvordan ens egen smag er indrettet i relation til den, man får anbefalingen af eller i relation til den kanon eller tradition, der fortæller én, at den og den bog er værd at læse.

Det kan man godt. Det er en ret kedelig og åndløs måde at læse på. Det er desværre også den måde at læse på, der hjemsøger dagbladskritikken, min egen videnskab og også min egen praksis. Det er den måde, vi beskæftiger os med kunst i offentligheden. Spørgsmålet bliver altid: Dur det ikke eller skal vi have et fakkeloptog? Selv i forberedelserne er vores beskrivelser af værkerne rettet mod dommen som slutprodukt, hvad enten vi arbejder som forskere eller kritikere.

Det er sådan offentligheden tror, den vil have det. Og i videnskaben giver vi offentligheden det den vil have.

Man må ud af videnskabeligheden. Ud af offentligheden er det til gengæld ikke til at ønske sig. Den må angribes med gentagne tilbagetog.

Så vidt jeg husker, er det i Langsomheden Kundera knytter erindringsevnen til bevægelsen. Jeg erindrer mig en beskrivelse af det menneske, der går afsted på gaden, da han opdager, at han har glemt sine nøgler. Inden det bliver helt klart for ham – i det øjeblik det dæmrer for ham, at der er noget galt, men før det tidspunkt indtræffer, hvor han ved, hvad det er: Da sagtner han farten.

Man genkender det fra egen krop: Vi lægger beslag på benenes bevægelser, når vi prøver at komme i tanke om noget.

Til sammenligning tager tænkningen langt mere differentierede udtryk. Tænke kan man, alt i mens man fx grubler, betragter naturens storslåethed, eller vandrer rastløst omkring med korte, hidsige skridt.

Langsomhed er forudsætning for at omgås fortiden som erindret. Som fakta kan fortiden behandles som al anden information, og det vil sige i forbifarten. Men når fortiden skal genkaldes i erindringens form, som det forhold at man er et selv, der har erfaret sig frem til det selv, man blev, så må bevægelsen hæmmes. Det forstår man godt: Bevægelse er så væk fra, så hen i mod. Kun stillestående kan den få karakter af tilbage på sig selv.

Tidens fordring må i sagens natur være “i al hast”. Derfor er der næppe noget nyt i, at også vi lever i amnesiens tidsalder. I tidsalderbegrebets tidsalder, lever vi med vores amnesi. Æde, drikke, gifte og formere os i sorgløs travlhed har vi længe gjort.

Men selv den, der forsøger at tænke over langsomheden, må i Internettes tid spørge sig selv, hvad nyt han har at sige om langsomheden. Her mærker man i sig selv, at anledningen i dag udelukkende tænkes som nyhed. Det er i nyhedens natur, at den rydder bordet. Den forælder al konkurrerende interesse.

Langsomheden har dog stadig sine steder. Den trives i hjørnet. Intet er så slemt at det ikke er godt for noget og langsomheden kan erfares som det opløftende moment ved at være trængt op i en krog.

 

 

 

Albrecht Dürer: "Der Engelkampf" (1496/98).

Dürers engle er af den sværdsvingende slags, og når basunerne gjalder er også samfundets spidser hjemfaldne til straf.

 

Sidst i december passerede endnu en dommedag i stor fordragelighed, men farverige forestillinger om udslettelse er hverken kulturen eller Selvkritik fremmed. I Bibelen er basunklang Guds måde at bekendtgøre dommen. Men mens vi venter på, at det skal gjalde fra syv basuner, gør menneskene sig forestillinger om den udslettelse, de har i vente. Og ganske ofte har forestillingen karakter af fantasi: Mennesket er et væsen med udslettelseslængsel.

I Woody Allens Husbands and Wives fantaserer Allens karakter Gabe Roth om at blive ramt af lynet, da han under et uvejr kysser Rain, spillet af Juliette Lewis, på hendes 21 års fødselsdag. Roth forklarer det således til den interviewer, der kan afkræve historiens karakterer svar:

I was just hoping that lightning can’t come into a penthouse, because it was tumultuous outside. It was crashing all around and… the scene had to be played. I mean, I was… I wanted to kiss her, it was pouring… but I figured, any second the lightning would come right into the apartment and… and that I would die.

Selvom scenen er pinagtig for os som beskuere, er den for karaktererne ligeså romantisk i sin stemning, som den er et eksempel på den romantiske tradition. Men scenen er pinagtig. Fordi den er en scene. Ikke bare i filmen, men også for de fiktive karakterer. “the scene had to be played”, siger Roth. Noget i livet forekommer så overvældende, at man er nød til at følge dets bud. Det forekommer styret. Ikke som ved lov eller en naturlig drift man er styret af. Men som om livet var fiktion. Som om Roth og Rain følger et manuskript. Hvad de jo med Allens greb om den slags gør i dobbelt forstand: De spiller en scene, der viser os, hvordan vi spiller scener. Det er frygtelig pinagtigt.

Men samtidig med, at Roth føler at scenen måtte spilles til ende, at han ikke er herrer over den, så drejer hans forestillinger sig om straf. Hans fantasi gælder ikke pigen men straffen. Og hvilken straf. Der skal lynnedslag til: “It was crashing all around…”. Roth kysser Rain.

I Lars von Triers Melancholia står den også på stor romantik, og her er fantasien om den måde udslettelsen skal komme på mildt sagt ikke mindre storladen. En hel planet er på vej mod jorden og vil udslette den. Det er med den viden, vi ser menneskene leve deres liv. Vi har – så at sige – hørt basunerne i det fjerne og ser menneskene leve deres liv, som det ser ud fra tilintetgørelsens perspektiv. Filmen viser os livet med udslettelsen som horisont. Og vi ser, at det er dette perspektiv, der er den melankolskes perspektiv. Har alle menneskene døden som endelig horisont, så har det melankolske menneske udslettelsen som horisont.

Kafka skrev “Alt, hvad der er opstået af fortællinger og sange i denne by, er opfyldt af længslen efter en profeteret dag, i hvilken byen vil blive udslettet af en gigantisk knytnæve i fem kort på hinanden følgende slag. Derfor har byen knytnæven i sit våben”. En fremragende tolkning få litterater kan gøre efter, finder du  her.

Disse forestillinger om undergang har alle et længselsfuldt præg. Menneskene kender til udslettelseslængsel. Apokalypsen må nu engang være den endelige ramme om menneskets fortælling om sig selv. Undervejs i livet, gør vi konstant udkast til mulige fremtider, som vi derefter spiller igennem med de variationer, der bliver plads til. Men disse udkast har foregribelsens karakter. De har det med at gøre det faktiske liv, der følger, til trivielle variationer. De gør livet til scener eller tableauer.

Det er med god grund, vi er advaret mod at betragte vores liv som fiktion. Men vi kan ikke lade være med at foregribe fremtiden, og det truer det liv, vi siden skal leve. Det ender med at kunne tage sig ud som om, vi ikke siden vil blive i stand til at rykke os fri af disse foregribelser. Det er den skæbne, der overgår melankolikeren. Overfor dette er simpel død ikke nok. Døden forhindrer ikke, at teatret fortsætter og at vores eget liv selv står tilbage og trivialiserer de andres liv. I Melancholia kan Justine nå et helt livs trivialiteter på en bryllupsdag.

Længslen efter endelig udslettelse må opstå deraf. Men som løsning er den paradoksal: Kun en endelig foregribelse, kan foregribe forgribelsernes gentagne trivialisering af livet. Som en af karaktererne i Allens film siger: “You realize it’s not as bad as you fantasized”. Det problem – så at sige – kan udslettelseslængslen ikke løse.

På nettet er der steder, hvor mænd skriver til andre mænd og beskriver sig selv. Af og til skriver de noget, man måske ellers ikke læser. Og det er nogle gange spændende.

Færdes man, som jeg, i nogle af de reservater mænd har skabt på internettet, danner der sig et billede af, hvordan tidens mandlige selvforståelse ser ud. Her kan man læse, hvordan mænd beskriver sig selv mand til mand. Det følgende replikskifte er fra reservatet.

Spørgsmål: “Hvad er sex for dig?”

Svar: “Jeg har sex med kvinder for at bevise overfor mig selv, at jeg kan, men når har jeg sex med smukke kvinder, bliver det for at bevise overfor andre mænd, at jeg kan”.

Bliver man anfægtet af udsagnet, farer man sikkert også hurtigt vild mellem de spørgsmål, anfægtelsen rejser. Giver man citatet til mennesker omkring de tyve, hæfter de sig ved, at udsagnet er en maskeret selvfremhævelse: Den der siger sådan siger også, at han regelmæssigt har sex med kvinder, og at han også fra tid til anden har sex med smukke kvinder.

De fleste vil nok hæfte sig ved det provokerende i udsagnet: Kvinderne, der bliver reduceret til et middel for selvforholdet. Det er rigtigt, at det er provokerende og desuden æstetisk, moralsk og eksistentielt problematisk, når man blot betænker, at det sagt i reservatet ikke er sagt for at være provokerende.

Udsagnets homoseksuelle strøm er vanskelig at overse: Kvinderne – eller i hvert fald de smukke – er smykker eller fjer, manden pynter sig med for at tiltrække sig andre mænds opmærksomhed.

Det er også påfaldende, at man midt i mændenes reservat finder en beskrivelse af sex, vi ellers forbinder med kvinden: Close your eyes and think of the recognition.

Det vigtigste korrektiv til den almindelige kønslige diskurs analysen kaster af sig, er imidlertid det banale, at selvom mænd vil have sex og kvinder vil snakke, så betyder det ikke, at sex for mænd er målet. Som alt mulig andet er også seksuallivet så gennemkapitaliseret, at mandens konkrete – og formoder jeg – endnu sanseligt vellystige deponering, i et tilbageblik skal begrundes og begrundes i kraft af et afkast.

Og så er vi end ikke begyndt på beskrivelsen af det selv, der med andre som argument, fører bevis for sig selv, overfor sig selv. Der er ikke noget at sige til, at der må tales så uendelig meget om identitet, og at talen forslår så uendelig lidt.

jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk har Asta Olivia Nørgaard Sanvig Nordenhof 31. august 2012 skrevet

det er virkelig nogen meget ubehagelig dage de sidste. jeg kan ikke huske noget og hvis jeg kan, så virker det som sindsygt lang tid siden. jeg kommer til at sige, dengang vi vi gik tur på holmen, om en tur vi lige er kommet hjem fra. jeg tror det er længe siden. jeg får det meget ækelt med mig selv, at jeg fjerner mig fra det fælles, en underlig indtørret tudse.

Ordene rammer lige ned i det fælles på en måde, der får én til at tro på sproget. Det er en fælles erfaring, at glemslens hastighed står i forhold til sindets stemninger. Er det ikke? Hvad jeg derimod ikke havde tænkt på før, er hvor familiært erindringen omgås glemslen. Tager glemslen til med tristessen, så vokser også erindringsproduktionen. Nuet forfalder når jeget svækkes. Eller vice versa?

Men jeg ved ikke om min forsvarsmekanisme går ud på at glemme eller at skabe erindringsmateriale for erfaringen, så fornemmelsen af indsigt kan kompensere for alt det, der skal mistes, så jeg kan behandle tabene ved at stille spørgsmålstegn her?

Det indlæg der hedder “Meningsallergi” er vurderet på internettrafik det suverænt mest interessante indlæg på denne blog.

I det omfang nettet er en markedsplads, og det er det, er den bedste måde at skabe opmærksomhed om sig selv / at sælge sig selv / at markedsføre sig selv / at profilere sig selv / at brande sig selv / at præsentere sig selv, at gentage så mange floskler som muligt.

På den måde kan man sige, at nettet er fantastisk til at sprede viden, men den viden det spreder, er den viden vi alle har om sprogets tomme banaliteter, sex, store bryster og rigeligt med pik til alle.

Efter at have læst en samtale som en række amerikanske dekonstruktivister førte  med Derrida d. 10/11-2001, slog det mig, at Derrida er ved at score. Samtalen er gengivet i bogen med den i den sammenhæng påfaldende titel life. after. theory (2003). Det Derrida derefter gør er forsætligt at glemme, at han er ved at score. Og han bliver forsætligt ved med at glemme det igen og igen samtalen igennem .

Googler man vendinger med varianter af “mulighed” i kombination med varianter af “åbne” finder man let flere tusind anvendelser på nettet.

Kudos til brugeren fra Fyn, der som den eneste vedstod, at hun havde erfaret en mulighed lukke sig.

The tea ladys leaving White Hart Lane

Fotografiet er taget på fodboldklubben Tottenham Hotspur’s hjemmebane, White Hart Lane i nord London, i 1972, angiveligt under en kamp mellem Tottenham og Manchester United. Damerne er såkaldte tea ladies, der dengang blandt andet og ikke mindst sørgede for at spillerne kunne få en kop te i halvlegen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at billedet dels fascinerer dels vækker latteren i kraft af den utrolig selvsikre negation af alle andres interesse, som damerne demonstrerer. De er helt upåvirkede af den situationen, der – hvis man følger tilskuerene og de to spilleres opmærksomhed – finder sted, på et punkt lige til venstre for beskueren. Alle – damerne undtaget – er optaget af spillet.

Det er svært ikke at betragte billedet uden at forledes til at tænke, at verden på lige netop det sted var en bedre verden dengang, end den er i dag. Den sport vi i dag omgærder med samme intense interesse, som tilskuerne på fotografiet, er i vor tid så stramt organiseret af forestillingen om oplevelsesøkonomi, at den negation af kampens betydning, de to afslappede damer med håndtasker præsterer, ikke ville blive accepteret. Og jeg mener ikke oplevelsesøkonomi i den eksakte forstand vi forstår den i, når vi tænker på virksomheder, der befinder sig inden for en branche, der sælger oplevelser. Jeg tænker oplevelsesøkonomi i den brede forstand, vi kan erfare den i, når vi efter lang rejse når frem til Colosseum, tager et billede og lettet tænker, at nu er “den i kassen”. Oplevelsesøkonomi i den forstand at vi selv forfalder til at vurdere vort liv efter de oplevelser, det akkumulerede. I vor tid er Curriculum Vitæ ikke længere blot retrospektiv levnedsbeskrivelse men desuden erfaringsmodi.

Den ihærdighed med hvilken vi i dag anvender offerkategorien om os selv, har sin rod her: Når nogen gør noget andet end mig, gør de mig til offer. Det er en kapitalistisk sandhed, at den investering, der ikke følger min investerings eksempel er en trussel, fordi den påstår, væksten er et andet sted.

Dengang fotografiet blev taget tog ingen tog anstød af damerne. I tilskuernes åbne ansigter kan man læse, hvor let de har haft ved at glemme sig i kampen. Og deres glæde over fodbolden er ikke anfægtet af, at tedamerne forlod White Hart Lane. Damernes liggyldighed opfatter ingen som en anklage.

Vi er ikke som tilskuerne. Vi ser på billedet fra den anden side. Vi ser det fra en anden tid. Tedamerne har forladt White Hart Lane.

Om Dorothy Fields tekst til The way you look tonight

 

Man kan nyde The way you look tonight i adskillige variationer. Billie Holiday, Ella Fitzgerald, Mel Torme, Frank Sinatra, Tony Bennett er blandt dem, der har fremført denne smukke sang som Fred Astaire i 1936 sang til Ginger Rogers. Første og sidste vers lyder

Some day, when I’m awfully low,
When the world is cold,
I will feel a glow just thinking of you
And the way you look tonight.

[…]

Lovely, never ever change.
Keep that breathless charm.
Won’t you please arrange it?
Cause I love you, just the way you look tonight.

Teksten, der er skrevet af Dorothy Fields, er fin og selvmodsigende. Sangen indledes med forestillingen om en fremtid i hvilken ekkoet af aftenens skønhed stadig klinger som en glød. Og den slutter med en bøn om uforanderlighed, som den skønne opfordres til at arrangere, som var det en formalitet, samtidig med at kærligheden tilsyneladende konditioneres af øjeblikkets skønhed.

Hvis ikke sangen var så fin ville man lade det fare. Men det er mærkeligt at det øjeblik, hvor skønheden besynges, bevæger sig så let mellem forventningen om en kold fremtid og et præsens, hvor forgængeligheden nok er nærværende, men dog stadig til at spøge med.

Det er i vesterlandets metafysiske ånd kun at tilskrive den skønhed, der skærpes af tidens tand egentlig værdi. Det er borgerskabets diskrete charme at projektere øjeblikkets begær ind i en fremtid, hvor man ikke længere behøver bekymre sig om at skride til handling. Men skønhedens konkrete tidsbundne lovsyngelse kan på den anden side ikke tage evigheden alvorligt. Efter at have nynnet med på den firs år gamle melodi i en uges tid, er det svært ikke at tro, at den måde, du ser ud på i aften, ikke faktisk også vil gløde i fremtidens horisont. Men på det punkt har du kun kunsten at fæste lid til. Så gør for en sikkerheds skyld også noget ved det i aften. For en sikkerheds skyld, naturligvis.

Teatrets optrædende og syngende dansere har roller og er tilstede. I det mørke rum på første række ser du til med kæben i frit fald. Modsat dig har menneskene på scenen kontrol over deres krop og bevægelser. Det er smukt. Og de vil sige dig noget, du ikke helt forstår. Men det, du forstår, og som de ingen chance har for at sige, er: Tilstede som de er, forekommer de dig at være eksempler på lykkeligt levet liv.

Mercy is irony.