Skip navigation

Category Archives: Kærlighed

BorgenBorgen eller slottet her lå i århundreder som en af de yderste forposter i Sienas forsvar mod florentinernes angreb. Mange mennesker er omkommet i stormløb mod borgens murer. Bortset fra enkelte afbrydelser, florentinsk og tysk besættelse ikke mindst, har en enkelt familie haft borgen i sin besiddelse. Borgen har naturligvis også sit eget spøgelse: Den blå dame. For flere århundreder siden tog adelfamiliens overhovede en ung smuk lokal kvinde som elsker. Det huede ikke hans hustru, der forgiftede den unge kvinde som døde. Om det var af kærlighed eller for at straffe sin hustru for hendes udåd vides ikke, men da den unge kvinde blev begravet, beholdt adelsmanden den unge kvindes kranium hos sig.

I årene der fulgte spøgte den unge kvinde på borgen. Hun blev den blå dame. Om natten kunne det ske at man hørte hende spille cembalo. De lokale var oprørte. For adelsmandens efterfølger blev det for meget med spøgeriet, så han fik sørget for, at den unge kvindes kranium også blev stedt til hvile, hvor resten af hendes legeme var blevet begravet. Siden har borgens slægt haft fred for spøgelset, men en del lokale mener stadig den blå dame vandrer.

Det sidste vidnesbyrd om den blå dames hvileløse færd ligger efterhåden 20 år tilbage. En ung italiensk arkitekt gæstede slottet med sin hustru. En aften da arkitektens kone var gået ovenpå for at sove, og den unge arkitekt sad alene oppe, eftersigende for at arbejde, kom den blå dame og satte sig på skødet af arkitekten. Han var for skrækslagen til at røre sig og længe sad de sådan: Den blå dame på skødet af den unge arkitekt. Da han endelig samlede mod til at henvende sig til hende forsvandt hun. Og ingen har altså set hende siden.

Venus' fødsel af Botticelli (1485)

Sandro Botticellis maleri Venus’ fødsel er et af de florentinske kontorers, Uffiziernes, mest berømte malerier. Der er skrevet meget om maleriet: Dets tilblivelse, Botticellis inspirationskilder, og hvordan billedet muligvis er udtryk for, hvordan skønheden kan materialisere sig dér, hvor en evig guddommelig idé befrugter det jordisk.

Om det nu er det man ser, skal jeg ikke bestemme, men blot konstatere at Botticellis billede synes at være et af den slags billeder, de lærde har fundet det fornuftigst at omgås med mange ord.

Det er på tide at møde hende ansigt til ansigt. Henrik Nordbrandt har i et af sine forladthedsdigte åbnet med en af de fineste jeg-slår lige-ud-med-hånden linjer i dansk digtning. Digtet lyder sådan her:

 

Botticelli kunne ikke

Botticelli kunne ikke have gjort det bedre:

Du går ud i aftenens regn

og mister langsomt dine farver

til jorden og den næste dag.

 

Bagefter sniger du dig ind i min drøm

og får den fremkaldt på ny

af klavermusikkens rustne toner.

Lyset blafrer i trækken. Det øser ned.

 

O, skumfødte! Vandets forestilling om vand!

Du skal forsvinde mellem fingrene på mig

inden jeg finder dit hjerte

– og gå ud og finde dit eget leje.

Han: “Du siger sådan nogle gode ting”

Hun: “Nej, jeg siger sådan nogle frække ting”

Han: “Det er det, der gør dem så gode”

Hun :”Alle gode ting er også lidt frække”

Han: “Ja, men ikke alt der er frækt er godt af den grund”

Hun: “Nej, det er det, der er problemet”.

Raindrops Keep Fallin’ On My Head blev skrevet af B. J. Thomas og Burt Bacherach til filmen Butch Cassidy and the Sundance Kid. I filmen indgår musikken i den berømte scene, hvor cowboyen Butch Cassidy (Paul Newman) tager Etta (Katherine Ross) med på en cykeltur. “Meet the future”, som han siger til hende.

I sangen synges der om raindrops, men det regner overhovedet ikke i filmscenen. Det er en smuk morgen. Så vidt jeg husker er Ross netop stået ud af Redfords seng. Butch og the Sundance Kid deler skæbne på mange måder forstår vi. Fremtiden er en af dem, Etta en anden.

Sangteksten er ikke just dybsindig. Den har en jeg-klager-ikke-for-det-nytter-ikke-morale, hvad der jo altid kan løfte humøret. Men den er et eksempel på regnen som det naturfænomen, der indgyder mennesket trods.

I mosebøgerne lader gud regnen falde i fyrretyve dage og nætter, fordi menneskene er fordærvet. Det er let at forestille sig, det er af samme årsag den falder i film noir, sci-fi film og døddssyndsthrilleren Seven.

Men regnen kan også helt anderledes være det, der gør det godt at være inde. Den banker på tag og ruder, der giver én læ. Pandekager smager for eksempel bedre når det regner udenfor. Det er sikkert også rarere at strikke, når det regner. Det skal jeg huske at spørge nogen, der strikker om. Er det ikke bedre at strikke, når det regner?

I sommerhuse er regn frygtet. Men de fleste mennesker man spørger om barndomserindringer fra sommerhuse husker slet ikke regnen som noget dårligt. I erindringen var regnen det, der gav den der tætte stemning. Og lyset over landskabet udenfor, der blev så vildt.

Men der er også al den gode regn. Den til jorden, planterne og dyrene. Den regn der gør verden grøn og frodige.

Og så er der endelig den regn, der gør menneskene trodsige. Den menneskene kysser i, danser i. Synger i.

DR-nyheder bringer i dag nyheden om en undersøgelse om kærlighedslivet i Amerika. Som det vil være læsere af Selvkritik bekendt er amerikanerne foran os, så når en ny tendens gør sig gældende i Amerika, må vi forvente at tendensen vil slå igennem i Europa om føje år. Billedeteksten til DR’s nyhed overraskede dog Selvkritik, der iler med nyheden.

kærlighed fravær

Når sproget får lov at blomstre kan selv det at være sammen være befordrende for kærligheden.

I kærligheden er man ude af sig selv. Når den elskede er nærværende, vandrer tankerne frem og tilbage. Fortiden genfortolkes løbende og  afæskes stadig nye betydninger, som fremtiden øjeblikket efter forstås som en trussel mod. Men når den elskede er fraværende vendes forholdet på hovedet. Skal man ses på søndag, ser søndag så løfterig ud, hvis det da ikke var fordi, der var noget forkert man havde sagt, og som man nu så længe ikke har haft tid til at korrigere eller få bekræftet, ingen særlig betydning blev tillagt.

Forelskelse minder om en form for rastløs spekulation. Tankerne gør så megen løben om på stedet i begge bevægelser, at de lader sig kalde bevægelser. Der er så meget man vil vide og spørge om, så meget man har at sige, men færdig bliver man ikke. Det er snarere som om, man ikke kommer ud af stedet. Man går i den ene grøft. Man går i den anden. Man vil ikke skilles, men kan næsten ikke vente til, at man får lejlighed til at glemme.

[…]

Forelskelse er så udspændt mellem løgn og ærlighed. Hele tiden holdes det hjertet er fuldt af tilbage af hensyn til det, man forelsket forestiller sig, den elskede vil høre. Men de bånd, man således lægger på sig selv, hævner sig i en lede ved at have profaneret kærligheden med strategiske hensyn.

[…]

Man kan ikke tænke over forelskelse. Prøver man at tænke over den, mærker man kun dens sværmeri. Skal man sige noget om den, må man gå sporene den trækker efter. Hvilke spor et sværmeri trækker!

[…]

Det er, hvis man overhovedet ved, at man er forelsket. For mennesker er der to af med hensyn til forelskelse: Dem der fortæller sig selv, at de er det, til det er for sent, og dem der fortæller sig selv, at de ikke er det, til det er for sent.

Den eneste ene er en anden. Det er det enkle forhold, der gør kærligheden kompleks. Mennesker har – siden romantiken – kastet deres kærlighed på den eneste ene og opdaget, at den eneste ikke bare var ene, men også en anden. Denne erfaring bliver afsæt for de måder, vi også i dag forsøger at få hold på kærligheden. Måske havde man taget fejl, og den anden man havde mødt, var alligevel ikke den eneste ene? Det kan man prøve at teste, hvad der må siges at være en temmelig pragmatisk omgang med en så romantisk idé som den om den eneste ene. Man kan også – som Jens Hougaard gør det her og her – skelne mellem kærlighed og forelskelse, gøre kærligheden til en social størrelse, forelskelsen til en naturlig og så tage den eneste ene derfra. Om jeg så må sige.

Mennesket er næppe hverken af natur eller kultur til monogami, polygami eller den her-moderne variant, der kaldes seriel monogami. Det både elsker og lider under enhver af kærlighedens institutionelle former. Når den eneste ene er en anden, bliver det sjældent enkelt. Den eneste ene er romantikkens forestilling. Kærlighedens fremtræden er altid historisk. Men den er også tidslig. Når kærligheden bliver en del af vores liv, kan tiden gå med den. Den kan gå godt. Hvis ikke den gør det, bruger vi udtrykket, at de elskende er “vokset fra hinanden”. Dermed peger vi på den rolle, tiden spiller for kærligheden. Eller bare på det simple vilkår at den eneste ene er en anden.

Velázquez_Venus_med_spejlet

For gudinden Venus behøver den eneste ene ikke være en anden. Alligevel betragter hun ikke sig selv i spejlet. Hun betragter os betragte hende.
Maleriet er af Diego Velázquez og fra ca. 1650. National Gallery, London.

De der elsker alle mennesker elsker også sig selv og deres kærlighed ikke mindst.

Den der elsker ét andet menneske har som regel et mere ambivalent forhold til sin kærlighed: Den sætter hele tiden ham selv til side.

Frygter man længe nok, at noget man holder af skal gå tabt, kan det hænde, man slet ikke mærker tabet, når det endelig kommer. Man sidder bare dér kun med øje for frygten.

Jeg ved ikke længere, om den foregående sætning blev skrevet med tanke på litteraturvidenskaben, Europa eller gamle kærester.

Efter at have læst en samtale som en række amerikanske dekonstruktivister førte  med Derrida d. 10/11-2001, slog det mig, at Derrida er ved at score. Samtalen er gengivet i bogen med den i den sammenhæng påfaldende titel life. after. theory (2003). Det Derrida derefter gør er forsætligt at glemme, at han er ved at score. Og han bliver forsætligt ved med at glemme det igen og igen samtalen igennem .